Publiceret d. 9. april 2013

Søren Tolsgaard
   

En legende lever videre fra generation til generation, idet den finder næring omkring en kerne af uklare historiske tildragelser. Historien om Bidstrupulven er en sådan legende, selv om der næppe er grund til at tro, at den handler om Danmarks allersidste ulv, hvilket ellers ganske vist blev holdt i hævd i denne beretnings daggry. Isoleret set er der således blot tale om én ud af utallige, aldrende jagthistorier, men legenden har sat sig dybe spor i omegnens historie, hvor den stadig giver stof til fantasi og eftertanke.

1682 ulvejagt johanntaentzer
Fuldt udrustede ulvejægere i det 17. århundrede. Gengivet fra Täntzer (1682).
 

Den historiske baggrund

Oplysningstiden midt i 1700-tallet var præget af fremdrift. Efter årtier med krige, hvor hungersnød, epidemier og ulve havde bredt sig, var fremsynede borgere indstillet på nye landvindinger på et fornuftspræget grundlag, hvor videnskaben blev fremmet, især ud fra et praktisk og økonomisk rationale.

Bidstrup blev i 1749 overtaget af en driftig forretningsmand, Gerhard Hansen de Lichtenberg (1697-1764), som fra en solid borgerlig baggrund havde arbejdet sig op ad samfundets rangstige og var blevet adlet. Han havde opkøbt talrige østjyske godser og iværksatte på det forfaldne Bidstrup en gennemgribende modernisering, som blev videreført af hans søn, Hans Henrik de Lichtenberg (1737-1777).

Det var således Hans Henrik de Lichtenberg, som i 1769 foranstaltede den ulvejagt, der er gået over i historien. Ikke mindst takket være hans kone, Karen Rosenkrantz de Lichtenberg, som i tidens ånd nedfældede notater om allehånde begivenheder på godset, kan man endnu danne sig et levende og detaljeret billede af livet på Bidstrup i slutningen af 1700-tallet (Farbøl, 2011), om end dette ikke føjer yderligere til de efterretninger, som legenden har omgærdet den famøse ulvejagt med.

Inddragelse af nye landområder til dyrkning var en del af dagsordenen, og man var i Jylland opmærksom på, at ulven var tæt på udryddelse. Der var således kun sjældent behov for de lovbefalede ulvejagter, der gerne blev foranstaltet med stort opbud af lokale bønder og godtfolk, hvilket tilsynleadende også var tilfældet under ulvejagten ved Bidstrup, som derved må have tiltrukket sig megen opmærksomhed i lokalsamfundet.

ulvegaarden bidstrup map
Kort over egnen, hvor Bidstrupulven blev skudt. Tegning: Søren Tolsgaard.
   

På jagt efter ulvespor

Bevæbnet med flere, kun lettere divergerende versioner af historien, spændende fra Edvard Erslevs (1871) gamle afhandling "Om de glubende Rovdyrs Undergang i Nørrejylland" til den nuværende ejer af Bidstrup, Geert de Lichtenbergs (2012) nylige genfortælling, begav jeg mig derfor ud til det område, hvor Bidstrupulven blev nedlagt, for om muligt at indhente supplerende efterretninger.

Mellem Laurbjerg og Knudstrup ligger Ulvegården, som ifølge traditionen har sit navn, fordi den ligger nær det sted, hvor Bidstrupulven blev skudt. Gårdens ejere viste sig meget imødekommende og i besiddelse af en omfattende viden, idet deres tilknytning til området rækker langt tilbage. De kunne således oplyse mig om, at der i 1769 end ikke var nogen bebyggelse på stedet, idet Ulvegården er en senere udflyttergård fra Knudstrup, som blot fik sit navn, fordi den menes anlagt omtrent, hvor Bidstrupulven blev skudt.

Legenden har dog spøgt i krogene, også i Ulvegårdens regi, i hvert fald viser familien sig også i besiddelse af en scrapbog med gamle avisudklip, hvoraf flere handler om Bidstrupulven og i øvrigt kan være vanskelige at datere, idet mange avisartikler hverken er digitalt eller manuelt søgbare. Af særlig interesse er en stort opsat artikel i Politikens søndagstillæg Magasinet, skrevet af Hans Hvass (1937), som efter en - i øvrigt forgæves - bukkejagt sammen med Bidstrups daværende ejer, Geert Frederik de Lichtenberg, causerer over historien i et vidtrækkende perspektiv.

Endvidere afholdt Bidstrups daværende ejer, Margrethe de Lichtenberg, på 200 årsdagen en stor jagt i området, hvor bl.a. Ulvegårdens daværende ejer, Rasmus Bjerregaard, var inviteret, og Knud Bavngaard, alias Silvanus (1969), benyttede anledningen til at genopfriske den gamle beretning for Jyllandspostens læsere.

hesteeng 2013 04 06 soerentolsgaard
Hesteengen set fra den tidligere jernbanebro over Lilleåen. På højdedraget midt i billedet kan man skimte Ulvegården. Foto: Søren Tolsgaard.
 

En næsten sand beretning

Fakta synes at være, at Bidstrupulven blev skudt i forbindelse med en offentlig klapjagt, omtrent som gengivet af følgende alternative kilder:

"Det har i lang Tid været en almindelig Tro, at den sidste Ulv i Nørrejylland er bleven fældet ved Stamhuset Bistrup der ligger 2 Mile fra Randers og i Nærheden af Jernvejsgaarden ved Langaa. Hvorledes denne Tro egenlig er op­kommen, kan man vel vanskelig sige; men den er rimeligvis bleven almindelig udbredt ved Melchior. Ifølge denne Forfatter er den omtalte Ulv bleven fældet 1772; men i den nævnte Afhandling af J. J. F. Friis meddeles følgende Under­skrift (som jeg dog har ændret lidt efter en Undersøgelse paa Stedet) paa et Billede af Ulven, som nu gjemmes paa Bistrup: »Herr Justitzraad de Lichtenberg haver skut denne Ulf A° 1769 d 12 Januar«. Ifølge Fortælling fra selve Stedet, holdtes Jagten i Knudstrup Krat, ¼ Mil fra Bistrup; om et andet Stykke, som de Lichtenberg saa ved samme Lejlighed, hørtes aldrig Noget senere. Billedet er iøvrigt ikke godt malet, men det forestiller aldeles utvivlsomt en Ulv." (Erslev, 1871)

"Takket være forskellige skriftlige Meddelelser lader denne historiske Jagt sig rekonstruere. Blandt andet har Jægermester F. de Lichtenberg givet en Indberetning til Amtmanden om Jagten. Den 12. Januar 1769 afholdtes der Klapjagt på offentlig Foranstaltning. Paa det Sted, hvor den til Frijsenborg hørende Hovlbjerg Skov strækker sig ned mod Bidstrup Skov, laa der dengang en sumpet Elleskov. Og her var det, det lykkedes Justitsraaden at støde paa to Ulve. Han skød den ene, en han; den anden undslap, og man hørte aldrig siden noget til den." (Hvass, 1937)

"På et sted, som benævnes Koddeledet, en elleskov, der nu er forsvundet, og som lå i et sumpet område mellem Houlbjerg skov og Bidstrup skov, traf justitsråden på to ulve, hvoraf han nedlagde den ene, en han. Den anden undslap og blev aldrig set siden. Men den ene var også noget af en begivenhed, og den blev altså malet, man ved desværre ikke af hvem." (Silvanus, 1969)

"Det var min tip-tip-tip-tipoldefar, som affyrede det berømte skud, fortæller Bidstrups nuværende ejer, Geert de Lichtenberg og peger på det store maleri, som nu hænger over sofaen i hans og hustruen Helle Faurskovs dagligstue, med følgende inskription i nederste højre hjørne: »Herr justitz Raad de Lichten Berg Have Skut denne Ulf Anno 1769«. (Laugesen, 2008b)

"I 1760’erne huserede en ulv her på egnen. En af de sidste i Jylland og angiveligt et gammelt ondskabsfuldt bæst, som folk var skrækslagne for. Børnene kom ikke uden for en dør alene, og får og køer blev mandsopdækket når de skulle ud på overdrevene. Så blev der holdt en kæmpemæssig klapjagt, mere end 100 klappere og skytter igennem flere kirkesogne og den 17. januar 1769 lykkedes det - ulven faldt for en heldig jægers kugle. Stor begejstring og fest og man satte endda en kunstmaler til at afbilde det stygge dyr. Billedet og geværet findes endnu og stedet hedder også i dag ”Ulvegården”, den ligger mellem Laurbjerg og Granslev." (de Lichtenberg, 2012)

1937 densidsteulvidanmark olesoendergaardnielsen
"Den sidste ulv i Danmark". Maleri af Ole Søndergaard Nielsen (1937), gengivet med tilladelse fra ejeren.
   

Ulven står model til lidt af hvert

At der blev malet et billede af egnens formentlig sidste ulv var helt i pagt med samtidens trang til systematik og dokumentation. Og man har da formentlig, som det er faldet senere betragtere i øjet - og man må uværgeligt erklære sig enig, når man først er blevet opmærksom derpå - ladet en erfaren hestemaler udføre dette arbejde:

"Paa Bidstrup hænger der et stort Maleri af Ulven i naturlig Størrelse. At det forestiller en Ulv er hævet over enhver Tvivl. Den hængende Hale og det skæve Blik er meget karakteristisk gengivet. Men Benstillingen! Mon det ikke skulde være en Hestemaler, det har faaet til Opgave at forevige det sjældne Dyr. De fornemt løftede Diagonalben kunde tyde paa det. Det er næppe en Maler, der har haft en lignende Opgave før. Bidstrupulven er i hvert Fald det eneste eksisterende Billede af en dansk Ulv." (Hvass, 1937)

"På billedet fremtræder ulven med tydelig manke og i en noget skoleridtagtig bevægelse, men i øvrigt dramatisk nok at skue. Maleriet er et klenodie for slægten, i hvis eje Bidstrup har været siden midten af det syttende århundrede. Dyret benævnes gerne ulfen, og det er faktisk det eneste danske af sin art, som man har et billede af." (Silvanus, 1969)

Det er såmænd lige før, man forventer sig en rytter på Bidstrupulvens ryg! Og i forbindelse med udarbejdelsen af sin artikel skaffede Hvass tilsyneladende en kopi af billedet til veje, hvis oprindelse og skæbne er uklar, men hvis detaljer afviger noget fra det originale billede på Bidstrup. En tredie version af billedet, signeret af Ole Søndergaard Nielsen og vistnok malet i 1937, er i udførelsen så tæt på kopien i Hvass' artikel, at det er nærliggende at antage, at der må være en direkte forbindelse mellem disse to billeder.

lilleaasilkeborgbroen 2013 04 06 soerentolsgaard
Den tidligere jernbanebro over Lilleåen, kaldet Silkeborgbroen, hvor Daigonal-banen førte togene mod Silkeborg. Foto: Søren Tolsgaard.
   

På spor af en optur - og en nedtur

Ovenpå de støvede arkivaliestudier var det mig nærliggende at afrunde denne efterforskning med en besigtigelse af det terræn, hvor Bidstrupulven blev skudt. Set fra landevejen mellem Laurbjerg og Knudstrup tager dog hverken det store vådområde Hesteengen eller skovbrynet langs Knudstrup Krat sig ud af noget særligt på en kølig eftermiddag tidligt i april.

Jeg besluttede dog at give det en chance, ikke mindst fordi der er anlagt en natursti, kaldet Gjernbanen, på det gamle togspor fra Langå til Resenbro. Sporets officielle navn var Diagonalbanen, i folkemunde omdøbt til "den skæve bane", fordi denne strækning anlagt i begyndelsen af 1900-tallet brød med jernbanenettets hidtidige mønster, idet disse vogne primært skulle fragte de midtjyske landbrugsprodukter den hurtigste vej til udskibning i Esbjerg (Bertelsen, 2011).

Indkørslen til Gjernbanen i Laurbjergs sydlige bydel, Kongstrup, er ret vanskelig at lokalisere. Skiltning og information kunne være langt bedre, men det lykkedes dog at finde frem til den bom og det mosgroede motorkørsel-forbudt-skilt, der markerer naturstiens begyndelse i Kongstrups østlige udkant.

Og så går vandringen ellers i lige linje derudaf på det gamle tracé. Allerede efter et par hundrede meter når man den gamle jernbanebro over Lilleåen - som overhovedet ikke er "lille" hér, kort før sit udløb i Gudenåen. Og broen giver da også et godt indtryk af ingeniørkunsten for hundrede år siden med sin blanding af egetræ og jern, som nu kæmper mod råd og rust. Fra broen er der en ganske flot udsigt, idet man har vidt udsyn mod sydvest, hvor Ulvegården ligger på højderne bag Hesteeengen, mens man mod sydøst kan øjne Bidstrup Gods mellem de i denne retning mere tilgroede engdrag.

naturstienhesteeng 2013 04 06 soerentolsgaard
En dæmning hæver Gjernbanen over Hesteengens sumpe. Foto: Søren Tols-gaard.
   

Idet sporet efterfølgende krydser den sumpede Hesteeng, er det her anlagt på en dæmning af imponerende dimensioner. Det må have været et overordentligt krævende arbejde at anlægge denne strækning, og det er derfor glædeligt at meddele, at den stadig tjener et formål, idet man som vejfarende på naturstien her får en oplevelse, som er ud over det sædvanlige. Terrænet på og omkring dæmningen er nemlig delvis groet til, efterhånden med store træer, som får lov til at blive liggende, hvor de vælter. Samtidig holder vådområderne i de omliggende engdrag hele strækningen lysåben, så alt i alt er der tale om en meget afvekslende lokalitet, om end naturen pga. det kølige forår ikke rigtig var vågnet op endnu.

Sporet fører herefter ind i det gradvis højere beliggende Knudstrup Krat, som desværre er så tæt og mørkt, at betagelsen fortager sig betragteligt. Der er smukke partier med kroget eg, bøg og ask, vel endda af lokal proveniens, men hurtigt voksende nåletræer og ahorn konkurrerer hårdt om pladsen, som må siges at være besat til sidste kvadratmeter. En rundhåndet rydning langs sporet, en lysning eller to, gerne en bålplads og et shelter, kunne gøre underværker, både for skovens dyr og for de vejfarende, for hvem dette afsnit af naturstien i øjeblikket næppe er særlig attraktivt. Et charmerende, men forfaldent trinbræt i Knudstrup afslutter strækningen og minder endnu en gang om områdets upåagtede potentiale..

knudstrup 2013 04 06 soerentolsgaard
Det tidligere trinbræt og personaleskur i Knudstrup. Foto: Søren Tolsgaard.
 

En opfordring ingen kan sige nej til

Som konklusion vil jeg atter citere Hans Hvass, som under overskriften "En Mindesten" sætter hele sagen i sit rette og velfortjente perspektiv med en retorisk udgangsreplik:

"Men hvorom alting er. Det vil efter alt at dømme være umuligt med fuld Sikkerhed at fastslaa, hvornaar den sidste Ulv er forsvundet fra Danmark; men den Ulv, som Justitsraad de Lichtenberg skød paa Bidstrup den 12. Januar 1769, var den sidste Ulv, om hvilken man med Sikkerhed tør paastaa, et det virkelig var en Ulv af den gamle, danske Stamme. Da Ulven tillige indtager en Særstillling ved at være det eneste danske Pattedyr, der er udryddet i historisk Tid, er der al mulig Grund til at markere Stedet ved Bidstrup paa rimelig Maade. Men om Sagen rent principielt bør tages op af Jægerens Efterkommere, af Godsejeren eller af Formanden for Dansk Jagtforening, er maaske ikke til at sige. I Praksis spiller dette Spørgsmaal imidlertid ingen Rolle, da det er saa heldigt, at Hofjægermester Geert Honnens de Lichtenberg har alle tre Egenskaber forenet i samme Person." (Hvass, 1937)

Om end den slags beslutninger i vore dage næppe lader sig realisere helt så entydigt, så står intentionen med denne konklusion ved magt. Og det skulle da stå ringe til, om ikke en samordning af de kommunale institutioner, de grønne interesseorganisationer, lodsejere og borgere i Favrskov Kommune kunne over-vinde de hindringer, som måtte vanskeliggøre et sådant initiativ.

Til Bidstrupulvens saga føjer sig i vor tid - hvilket Hvass ikke kunne forudsé - den skæve bane i form af naturstien. Alt i alt findes der på strækningen mellem Laurbjerg og Knudstrup natur- og kulturhistorisk stof i et omfang, som berettiger til, at de vejfarende får nogle stærke indtryk med på vejen - og æret bør være de indtryk, som spirer frem af egnens egen historie!
    

Tak

En særlig tak til min lokale meddeler Torben; til Arne og Erna på Ulvegården; samt til Malene, som gav tilladelse til at gengive hendes morfars billede af den sidste danske ulv.

   

Referencer

Bertelsen, L. G., 2011: Banestien: Den skæve Bane Grindsted-Langå - lgbertelsen.dk

Erslev, E., 1871: Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland - bibliotek.kk.dk

Farbøl, R., 2011: Herregården Bidstrup i slutningen af 1700-tallet. - danmarkshistorien.dk

Hvass H., 1937: Hvem skød den sidste danske Ulv? - Politiken 15/8, Magasinet: 12-13

Laugesen, H. H. B., 2008a: Ulvetider i Favrskoven... - favrskov.lokalavisen.dk

- 2008b: Bidstrup - en herregård med gods i! - I: Farscogh: 126-133

Laurbjerg og omegn, [2013]: Den skæve bane Laurbjerg-Silkeborg-Bramminge. - laurbjerg.dk

Lichtenberg, G. F. H. de, 2012: Oplæg om friluftsliv. - favrskov.dk

Melchior, H. B., 1834: Ulven. - I: Den danske Stats og Norges Pattedyr: 17-21

Silvanus, 1969: Den sidste ulv blev skudt ved Bidstrup - Jyllandsposten 12/1 (1): 8

Nielsen, O. Søndergaard, 1937: Den sidste ulv i Danmark - I privat eje.

Täntzer, J., 1682: Der Dianen Hohe und Niedere Jagt-Geheimnüß. Vol.  I.

Wikipedia, [2013a]: Bidstrup - da.wikipedia.org

- [2013b]: Langå-Bramming-banen - da.wikipedia.org

WikiSilkeborg, [2011]: Langåbanen - wikisilkeborg.dk