Publiceret d. 16. marts 2014

Bent Lauge Madsen

   

Kom sydvest som frosten tvinger, kom på dine tågevinger..
(St. St. Blicher)

Den slørvinge, der kommer tidligst frem langs vore større vandløb, især de vestjyske, er for mig det første tegn på forår ved åen. Som dansk navn har jeg foreslået ”tågeslørvinge”, idet nebulosus betyder tåge på latin. Arten optræder samtidig med det første milde forårsvejr - og i år skete forvandlingen således allerede i februar.

2013 01 gudenaaklostermoelle blmadsen
Tågeslørvingens larve; Gudenå Klostermølle, jan. 2013. De hvide og leddelte udvækster er gæller, hvis evolutionære slægtskab med lemmerne her antydes klart. Foto: B. Lauge Madsen.
    
 

I milde, tågede og mørke forårsaftener kan man i pandelampens skær se larverne kravle op fra vandet og forvandle sig til voksne individer. De er lettest at finde på bropiller, faskiner og pæle i eller ganske tæt på vandkanten. Her vender larven sig om, så hovedet vender nedad, lidt efter revner den i ryggen og ud kommer slørvingen, langsomt, først brystet med vingerne og de seks ben, derefter hovedet - de lange følehorn skal ligesom benene trækkes ud af det gamle hylster - og alt er blødt og bøjeligt, indtil det hærdes af luftens ilt. Mens dette sker, hænger larven stadig fast med bagenden i det gamle hylster: Mon ikke dette er forklaringen på, at den har sat sig fast med hovedet nedad? Endelig efter en halv til en hel time kravler den væk fra den det tomme hylster, også kaldet exuvien.
    

Hvornår begynder slørvinge-foråret?

Jeg har fulgt dette scenario stort set hvert forår siden midt i 1960'erne. Nogle år kommer de første tågeslørvinger frem ved Kyndelmisse, andre gange i første halvdel af marts. Biologen Carlo F. Jensen (blandt kolleger kendt som "Postbudet fra Tarm") fulgte tågeslørvingen på den gamle jernbanebro ved Skjern gennem mange år fra 1940'erne og påviste, at temperaturen tilsyneladende bestemmer tidspunktet: I milde vintre kom de frem i begyndelsen af februar, i kolde vintre først i marts. Målinger, som jeg lavede i 1960'erne, tyder på, at de kommer frem ved en vandtemperatur lidt over 3°C, hvilket blev bekræftet af nye målinger i foråret 2010.

Det er bemærkelsesværdigt, at forvandlingen ikke indtræffer tidligere i sæsoner, hvor vejret er mildt allerede i december eller januar, for larven er tilsyneladende allerede klar i november, hvor de fleste er helt udvoksede og ikke længere skifter hud, men bliver stadig mere lodne af klokkedyr og andet småkravl. Så hvorfor kommer de ikke blot frem som voksne, når januar er mild? Forklaringen beror antagelig på en sammensat tilpasning i relation til en række risici: De voksne slørvinger lever ca. en måned, hvor de skal parre sig, spise, udvikle æg og lægge dem i åen - og når de voksne slørvinger først er kommet frem, kan frost og sne være katastrofal. Der er stor sandsynlighed for, at en mild januar afløses af en kold periode, i februar er dette knap så sandsynligt - og i marts endnu mindre sandsynligt.

Dagtemperaturen er altså ikke en god signalgiver for det rette tidspunkt, mens derimod daglængden i langt højere grad er pålidelig: Den relaterer til sand-synligheden for, at den milde periode er kommet for at blive, så de voksne ikke dør af kulde og sult. Men daglængden alene er dog heller ikke tilstrækkelig, de ca. 9 timers dagslys tidligt i februar er i sig selv ikke nogen sikkerhed for, at de voksne slørvinger kan overleve på land, der skal tillige være en passende vand- og lufttemperatur. Så er temperaturen lavere, bliver larverne i vandet.

”Vinduet” synes i Midtjylland (Gudenå v. Bredstenbro) at åbne sig ved en daglængde over 9 timer kombineret med en vandtemperatur over 3°C, ifølge mine laboratorieforsøg i 1960'erne med div. kombinationer af daglængder og temperaturer, hvilket ikke synes helt overraskende, for daglængden regulerer jo mange fænomener i naturen.

2012 03 flynderaabrohus blmadsen
Voksne tågeslørvinger; Flynder Å Brohus, medio marts 2012. Foto: B. Lauge Madsen. 

Parringsfasen

Parringen foregår for det meste i mørke og lune aftener, hvor luften er over 4-5°C. Mørket beskytter bl.a. mod fjender som sultne gærdesmutter, mens sultne edderkopper derimod vågner op samtidig med slørvingerne. Tågeslørvingerne finder hinanden med trommesignaler, der overføres gennem underlaget, fx en pæl eller en hegnstråd. Hannens signal varer ca. 3 sek. med ca. 4 takter pr. sek.

Mærker en parringsvillig hun signalet, svarer hun med en tilsvarende trommelyd, som hannen (evt. flere hanner) straks besvarer. Parringen er langvarig, ofte flere timer, og for et par år siden fandt jeg forklaringen på, at den tager så lang tid: Hannen afsætter en sædpakke (spermatofor), der som en jomfruhinde lukker hunnens kønsåbning, så adgang forhindres for andre hanner.
    

Efter parringen

Også i dagtimerne er der meget at se på. De voksne tågeslørvinger holder sig i nærheden af åen, de fleste inden for ca. 20 m fra bredden, man kan dog at finde dem på pæle 100 m eller endnu længere herfra. Hunnerne har travlt med at spise, bl. a. alger, der vokser på de våde hegnspæle, for æggene, som i de nyklækkede hunner er ganske små, skal jo udvikles. Der lægges æg i flere om-gange, så den enkelte hun bærer æg i forskellige stadier på samme tid.

På solrige martsdage kan man se hunnerne sidde på pæle, grene eller tørre plantestængler med højt hævet, bøjet bagkrop., som på spidsen bærer en rund æghob, der kan rumme ca. 100-500 æg. Man kan få det indtryk, at æggene skal modnes af solen, omend dette ikke nødvendigvis er formålet. Når æggene afgives i vandet, går der nemlig 1-2 mdr. før de klækkes. Den særlige solpositur tjener muligvis snarere til at opvarme flyvemusklerne før flyveturen ud over åen, hvor æggene lægges. Ved en lufttemperatur omkring 8-12°C kan overflade-temperaturen på slørvingens solbeskinnede underlag være 30-40°C. Pludselig sætter hunnen af og flyver hurtigt, men usikkert og i dalende flugt ud over vandet, hvor den lander på vandoverfladen og taber æghoben. Mens æghoben synker ned, splittes den op i løsrevne æg, som driver med strømmen, før de hæfter sig fast på diverse vandplanter.

Hunnen søger tilbage til bredden, idet den jo har flere umodne æg, der skal udvikles og lægges senere. Den kan dog ikke lette, men skimmer hen over vandoverfladen, stående på tæernes små luftpuder, idet den bruger vingerne som propel.
    

Spredning

Tågeslørvingen er en ringe flyver ved temperaturer under ca. 15 °C. Jeg har faktisk kun set den sværme et par gange i naturen, men det er ofte sket i mit køkken, idet den har siddet fast på mig efter en tur ved åen. Dens tæer og vinger er besat med mikroskopisk små fiskekroge, der ser ud som burresnerrens kroge. Forklaringen på, at tågeslørvingen er ganske vidt udbredt ved de jyske vandløb, er formodentlig, at den til tider er blind passager på fugle, ræve - og mennesker. Mange ender i en blindgyde, som mit køkken, men nogle har hermed chancen for at sprede arten til et nyt vandløb.
    

Referencer

Elvang, O. & B. L. Madsen (1973): Biologiske undersøgelser over Taeniopteryx nebulosa (L.) (Plecoptera), med en bemærkning om vækst. - Entomologiske Meddelelser 41: 49-59.

Fugleognatur, [2014]: Taeniopteryx nebulosa - www.fugleognatur.dk