Gejrfuglen

Publiceret d. 28. juni 2014

Bent Lauge Madsen & Søren Tolsgaard
      

Sommerens blomsterflor er ofte behængt med hvide skumklatter, og i skummet gemmer sig et særpræget insekt, en såkaldt skumcikade, som har givet ophav til mange historier. En sådan, ældgammel historie stammer fra den spanske ærke-biskop, Isidor af Sevilla (ca. 560-636), der anses for at være en af den klassiske tidsalders sidste skriftkloge: Skumklatten er gøgens spyt, skrev Isidor, idet han tilføjede, at der inde skummet lever et insekt, som er opstået af spyttet. Denne opfattelse blev dog anfægtet godt 1000 år senere af englænderen John Ray (1710): Det er insektet, der laver skumklatten, ikke omvendt!

Skumcikadens livscyklus illustreret i et populært værk fra 1800-tallet, som desværre mangler titelbladet. Kilde: Bent Lauge Madsen.
    

Navnet gøgespyt har dog overlevet og er stadig udbredt i folkemunde. Ikke så sært, for skumcikaderne kommer jo frem omkring den tid, hvor gøgen kukker. Herudover er gøgespyttet et evigt aktuelt og interessant fænomen, der rummer flere udfordringer, end man umiddelbart kan finde svar på, selv i moderne tids litteratur, som typisk anfører, at skummet er dannet af ekskrementer og skal beskytte insektet mod fjender og udtørring.

Her i Danmark forekommer syv arter af skumcikader (Aphrophoridae). Især den almindelige skumcikade (Philaenus spumarius), som er overordentlig polyfag og meget variabel af udseende, træffes ofte talrigt i kulturlandskaberne; her finder man også hyppigt den store skumcikade (Aphrophora alni), som ligeledes er meget polyfag, mens Aphrophora salicina, som lever på pil og poppel, er noget sjældnere. Tre mindre arter i slægten Neophilaenus (N. lineatus, N. campestris, N. exclamationis) er knyttet til lysåbne og tørre biotoper, og endelig er den ret store og brede Lepyronia coleoptrata konstateret ganske enkelte steder i vore sydligste egne. I vore nabolande lever yderligere 3-4 arter, som kan tænkes at vinde indpas i den danske fauna.

Gøgespyttet skjuler skumcikadens nymfer, ofte flere i samme klat. Foto: Bent Lauge Madsen.
    

Skumcikaderne hører til de næbmundede insekter, dvs. de har en stik- og suge-snabel, som de stikker ind i de planter, hvorfra de suger næring. Mens de fleste af deres næbmundede slægtninge, bl.a. bladlusene, stikker snabelen ind i sikarrene (phloemet), der er rige på letfordøjelige kulhydrater, stikker skum-cikaderne snabelen ind i vedkarrene (xylemet), hvor der især findes vand, men også en tynd opløsning af aminosyrer, der udgør et effektivt vækstsubstrat, men tillige efterlader nitrogenholdige affaldsstoffer.

Den franske entomolog Henri Fabre (1917) fandt ud af, at der kommer væske-dråber ud af endetarmen, og at cikaden aktivt blander luft heri. Om man kan kalde dette produkt for "ekskrementer" kan diskuteres, for skummet har vist sig at have mere struktur end blot en væske med luftbobler - det er snarere ligesom en "spundet" svamp. Det er konstateret, at der uafbrudt kommer væskedråber ud af endetarmen, at de er blandet med proteinfibre, og at cikaden med sine bagben ælter massen, så der kommer luftbobler ind i den. Derpå bliver den skubbet igennem en rørformet fold på bugen, forbi åndehullerne og nogle mikro-porer, inden den skubbes ud igen længere fremme - og føjes til den skumsvamp, der dækker dyret.

Den blødhudede nymfe af alm. skumcikade (Philaenus spumarius). Foto: Ole Fogh Nielsen.
    

Skummet er således næppe blot et "affaldsprodukt", der tilfældigvis kan give cikaden nogle fordele, som at beskytte den mod rovdyr og udtørring. Det er alternativt blevet foreslået, at skummet er en fælde for byttedyr, hvilket synes endnu mindre sandsynligt i relation til skumcikadernes herbivore vaner, men sådanne forklaringer kan man læse, selv i nyere beretninger.

J. Scott Turner (2000) har beskrevet den omfattende proces, som koster op til 90 % af skumcikadens samlede energiproduktion, idet der produceres skum i mængder på op til 30 gange cikadens vægt i timen. Forsåvidt det handler om at beskytte sig mod fjender, turde der være billigere metoder. I øvrigt gør skummet jo dyrets omtrentlige placering mere synlig, og enhver kan konstatere, at det næppe har nogen afskrækkende smag. Dog kan skummet muligvis gøre det besværligt præcis at lokalisere den tyndhudede cikadenymfe, ligesom det synes nærliggende at antage, at det kan forhindre, at den tørrer ud. Hertil er dog at bemærke, at er der noget skumcikaden ikke mangler, så er det vand: Den har jo snabelen inde i et vandrør! Og den skal indtage enorme mængder vand for at hente tilstrækkelig føde ud af vedkarrene, så det ville være dårlig økonomi at anvende 90 % af den hårdt tilkæmpede føde til at formindske vandtabet - for udover at bremse fordampningen forøger selve skumdannelsen fordampningen med ca. 10 % i forhold til, hvad der ellers ville fordampe fra overfladen af det tyndhudede insekt.

Den færdigudviklede og mere hårdhudede Philaenus spumarius producerer ikke skum. Foto: Ole Fogh Nielsen.
  

Men en så kostbar proces må vel have en betydelig funktion? Ifølge Turner skaffer den cikaden af med det giftige affaldsstof ammoniak, som fremkommer ved omsætningen af den aminosyreholdige saft fra vedkarrene. Ammoniakken slipper formodentlig ud i skummet i bugfuren gennem nogle mikroskopiske porer. Den fordamper let og siver uhindret gennem det luftfyldte skum og væk gennem overfladen. Også hos andre dyr dannes der ammoniak, men i relativt mindre mængder end hos skumcikaden. Hos de vandlevende dyr opløses det i vand; hos de landlevende afgiftes det til fx urinsyre (fugle) eller urea (pattedyr), der udskilles bl.a. gennem nyrerne. Det synes således ikke helt forkert at sige, at cikadeskummet er en slags omvendt gælle (en ”antigælle”), eller måske snarere en omvendt lunge, der sender en luftart væk fra dyret.

Den historie har fjernet os langt fra ærkebiskop Isidors forklaring. Men han er ikke glemt af den grund. I dag er han nemlig skytshelgen for internetbrugere verden over. Der er endog dem, der beder en bøn i hans navn, før de går på nettet..

Tak til Ole Fogh Nielsen for tilladelse til at anvende hans fotos af Philaenus spumarius.

Referencer

British Bugs, [2014]: Family: Aphrophoridae. - britishbugs.org.uk

Endrestøl, A., 2013: The Auchenorrhyncha of Denmark (Hemiptera: Fulgomorpha and Cicadomorpha). - Annales de la Société entomologique de France (N.S.). Vol. 49, no. 2: 181-204

Fabre, H., 1917: The foamy Cicadella. - I: The life of the grasshopper: 424-446

Ossiannilsson, F., 1981: Family Cercopidae, Froghoppers. I: The Auchenor-rhyncha (Homoptera) of Fennoscandia and Denmark. Fauna Ent. Scand. Vol 7, Part 2: 225-252.

Ray, J., 1710: Locusta-pulex Swammerdamio: Nobis Cicadula dici solida. - I: Historia Insectorum: 67-68

Turner, J. S., 2000: “Anti-Gills” in the Bubble Nests of Spittlebugs. I: The extended organism - The Physiology of Animal-Built Structures: 138-141

Waloff, N., 1980: Studies on Grassland Leafhoppers (Auchenorrhyncha, Homoptera) and their Natural Enemies. - I: Advances in Ecological Research Vol. 11: 82-215

Wikipedia, [2014]: Isidor af Sevilla. - da.wikipedia.org