Publiceret d. 3. sept. 2014

Philippe Provençal


I juli 2014 var jeg på ferie ved den franske middelhavskyst, Côte d'Azur. Opholdet var på 11 dage og ikke planlagt som nogen biologitur, men gav dog en del interessante observationer. Den første uge boede vi i en lille kystby, Le Lavandou, midtvejs mellem Toulon og St. Tropez, der er populær pga. en fin sandstrand. Mange af de franske middelhavsstrande er nemlig, hvad man på ældre dansk kalder for "ør" - dvs. stenede strande, der er mere eller mindre dækket af rullesten.

2014 lavandou cotedazur pprovencal
Le Lavandou ved Côte d'Azur. Molen, hvor der blev snorklet, ses i forgrunden.
   

Fiskene ved molen i Le Lavandou
Middelhavet inviterer jo til undersøiske aktiviteter, og mange observationer blev gjort under snorkling ved en lang mole, som går vinkelret ud fra stranden. Yderst er bunddybden 3-4 m. Molen består af store, opstablede sten, og den fungerer som bølgebryder for en nærliggende lystbådehavn, men er dog ikke beregnet på, at bådene skal lægge til der. Et skilt gør desuden opmærksom på, at såvel undervandsjagt som fiskeri med stang er forbudt ved molen.

Denne fredning viste sig at være særdeles nyttig, da der var mange fisk ved denne mole (tabel 1). De hyppigste var multer, havruder og stribefisk, men der var også havbars, muller og junkergylter. Multerne færdes i småstimer overalt langs stenene, idet de sutter stenene for alger og andet spiseligt. Middelhavets tre hyppigste arter blev observeret, nemlig tyklæbet multe (Chelon labrosus), tyndlæbet multe (Liza ramada) og guldmulte (L. aurata). De kan være svære at kende fra hinanden i felten, men tyndlæbet multe har normalt en sort plet ved brystfinnens basis, som tyklæbet multe ikke har, mens guldmulten kan kendes på, at den har en gylden plet på gællelåget, desuden bliver den ikke så stor, som de to andre arter. Multerne er livlige fisk, som altid er i bevægelse, idet de fouragerer langs med sten og klipper. De kan også træffes over sandbunden, men mest over hård bund, hvor de alger gror, som sammen med andre organiske belægninger danner den vigtigste føde for disse fisk.

Stribefisk (Atherina hepsetus) svømmede i store stimer. De opførte sig pelagisk, om end altid i nærheden af molen, i hvert fald sås ingen stimer over sandbunden længere væk fra molen. Arten lever af plankton og smådyr. Havruder var karakterfisk ved molen, hyppigst optrådte gulstribet havrude (Sarpa salpa). Denne art er vegetarisk og færdes altid i tætte stimer, som stryger over stenene for at sutte alger og andet spiseligt. Man træffer dem ikke over sandbunden. Sorthale (Diplodus sargus) og tobåndet havrude (D. vulgaris) færdes også i stimer, men disse er ikke tætte, og man kan sagtens træffe solister. Begge arter lever af bløddyr, krebsdyr og andre mindre bunddyr. Saddel-havruden (Oblada melanura) er i sin stimeadfærd en mellemting, den færdes gerne i stimer, som dog ikke behøver at være særlig tætte, og ernærer sig meget af plankton. Ved molen blev der kun observeret yngre eksemplarer af denne art, hvilket i nogen grad også gjaldt den gulstribede havrude. Den stribede blankesten (Litho-gnathus mormyrus) er derimod knyttet til sandbunden. Den færdes enten alene eller i mindre stimer og fouragerer ved at rode i sandet med snuden for at finde spiselige smådyr. Guldbrasen (Sparus aurata) blev set i enlige eksemplarer, som virkede store i forhold til de øvrige havruder. Den lever i høj grad af bløddyr og blev set på dybere vand for enden af molen, tilsyneladende betydeligt mere sky end de andre observerede havruder.

sarpa salpa pprovencal
Gulstribet havrude (Sarpa salpa) ved Le Lavandou; arten fouragerer typisk i tætte stimer over hård bund.
    

Havruderne foretager kønsskifte. Sorthale, gulstribet havrude, guldbrasen og stribet blankesten begynder livet som hanner, men bliver senere til hunner, mens tobåndet havrude og saddel-havrude begynder livet med uspecificerede kønskirtler og udvikler sig ved modning til enten hanner eller hunner. Som det fremgår af de beskrevne fødevaner, konkurrerer de forskellige havrude-arter ikke for alvor med hinanden i det habitat, som molen udgør, idet de har forskelligt fødegrundlag og fødestrategier. Det ser derimod ud til, at gulstribet havrude snarere har multerne som alvorlige fødekonkurrenter end de andre havrudearter.

Der holdt naturligvis også mere regulære bundfisk til ved molen, bl.a. den store, mediterrane kutling, som kaldes kæmpekutling (Gobius cobitis). Den bliver virkelig stor, den største jeg så var således nær ved artens maksimalstørrelse på 27 cm. Desuden sort kutling (G. niger), som er særdeles hyppig i Danmark, men jo også forekommer i Middelhavet. En anden karakterfisk på hård bund i Middelhavet er den stribede slimfisk (Parablennius gattorugine). Molens mange sprækker passer den fint, og der var sikkert flere eksemplarer end den ene, som jeg opnåede at se.

pisces cotedazur pprovencal
Et udvalg af fisk fotograferet omkring molen ved Le Lavandou: øverst (t.v.) guldmulte (Liza aurata), (t.h.) sorthale (Diplodus sargus); nederst (t.v.) junkergylt (Coris julis), (t.h.) havbars (Dicentrarchus labrax).
     

Mullerne kan også kaldes for bundfisk. De var altid ved at fouragere efter føde i sandet eller på stenene med deres to føletråde. De fouragerede i øvrigt ofte sammen med junkergylter, som de således kan danne blandede stimer med. Middelhavets to hyppigste arter blev observeret: To store eks. af rød mulle (Mullus barbatus) på 40-50 cm længde, og mange mindre eks. af alm. mulle (Mullus surmuletus) i fouragerende småstimer.

Af læbefisk blev kun observeret junkergylt (Coris julis) samt et lille eks. af brun læbefisk (Labrus merula) med en smuk mørkeblå farve. Også junkergylten skifter køn, idet de alle begynder livet som hunner og senere bliver til hanner. Hannerne er ret farvestrålende og særdeles territoriale i modsætning til hun-nerne, som ifølge mine observationer kan færdes i småstimer.

Af regulære rovfisk blev kun havbars (Dicentrarchus labrax) observeret, idet 2-3 eks. på 40-50 cm længde færdedes ved molen, især udad mod spidsen. De færdedes roligt og var tilsyneladende ikke på jagt, idet de andre fisk ikke syntes at være bange for dem.

    

Planter og Invertebrater ved molen i Le Lavandou
Stenene under vandet ved molen så ret nøgne ud. De gav indtryk af, at molen er anlagt for nylig, da der var ikke noget udbredt dække af alger og epifauna, jvf. mine tilsvarende observationer ved Århus Havns nye ydermole (Provençal, 2005). Den hyppigste plante var en lille grønalge, Acetabularia acetabulum. Den ligner en miniatureparaply, da den har en rund bladplade på 5-12 mm i diameter, som er fæstnet til en stilk, som er 20-60 mm lang og fæstnet til sten med hæfterødder. Algen dækkede stenene i store områder. Den er endemisk for Middelhavet, og synes at være en karakterplante på hård bund på lavt vand. Den gror helst ikke længere ned end 5 m's dybde, men kan på velegnede lokaliteter findes helt ned på 30 m's dybde. Der var selvfølgelig også andre alger på stenene, men disse var ikke nær så udbredte.

sepia officinalis pprovencal
Sepiablæksprutte (Sepia officinalis). På havbunden t.v. ses grønalgen Aceta-bularia acetabulum i stort antal.
     

Der blev ikke set mange invertebrater. Mest spændende var sepiablæksprutten (Sepia officinalis), som svømmede mellem stenene og ikke var særlig sky, hvis man selv forholdt sig roligt. Der var også en lille ottearmet blæksprutte (Octopus vulgaris), som ikke brød sig om min tilstedeværelse, jeg fik således god lejlighed til at observere, hvordan den for at beskytte sig efterlignede farve og struktur i de omgivelser, som den befandt sig i.

Hist og her på stenene var der sorte søpindsvin (Arbacia lixula), 8-10 cm i diameter, hvilket er normalt for denne art. De fandtes enten alene eller i små ansamlinger. Der var også nogle få eks. af en stor søanemone, Anemonia sulcata, som er endemisk for Middelhavet og særdeles udbredt der. Arten forekommer i to økotyper. Type I er mindre og findes normalt i kolonier, mens type II er større og enlig. Begge typer holder af lyseksponerede steder, da de ofte har symbiotiske alger i deres væv. På stenene ved molen optrådte type II. De var enlige, forholdsvis store og farven var lys grønliggul. hvilket fik dem til at falde godt sammen med stenene. Tentaklernes spidser var blåviolette, hvilket er karakteristisk for arten.

pelagia noctiluca pprovencal
Lysgoplen Pelagia noctiluca kan være et ubehageligt bekendtskab. Klokkens randtentakler er tydelige på billedet, men ofte så godt som usynlige; de udgør et vidtrækkende fangstredskab, som paralyserer lysgoplens byttedyr.
     

Et andet forekommende polypdyr var lysgoplen Pelagia noctiluca. Den har endnu ikke noget dansk navn, så navnet "lysgople" er en egen neologisme hentet fra det tyske Leuchtqualle. En direkte oversættelse af det latinske navn lyder: "den natligt lysende fra det åbne hav”, hvilket hentyder til, at lysgoplen er i besiddelse af bioluminescens. Såfremt den berøres eller udsættes for heftig vandbevægelse, lyser den kortvarigt op, hvilket selvsagt ses tydeligst i mørke. Dens klokkediameter er ikke særlig stor, højst 12 cm, og mundarmene bliver ikke mere end 25 cm lange, til gengæld bliver dens randtentakler op til 10 m lange! Da lysgoplen har nogle særdeles effektive nældeceller, som kan give smertefulde forgiftninger på huden (“forbrændinger”), og da randtentaklerne er nærmest usynlige, kan man altså godt blive forbrændt, selv om man har holdt en god afstand til denne - i sammenligning med danske vandmænd og brandmænd - meget lille gople. I Le Lavandou blev lysgoplerne først observeret d. 11. juli, men da var der til gengæld en del af dem. De var kommet ind efter kraftig fralandsvind nogle dage, som havde blæst det varme overfladevand væk, hvorved det kolde bundvand fra det åbne hav - med fritsvævende organismer som goplerne - var strømmet ind for at erstatte det. Lysgoplen er udbredt i det meste af verden, hvor vandet er varmt, af og til i masseforekomster til gene for badegæster og turister. Det er ret sjældent, den optræder i Nordsøen, men det er forekommet.

Et ubehageligt bekendskab, i hvert fald for fiskefaunaen, er snyltekrebsene (Cymothoidae), hvor flere, nært beslægtede arter forekommer i Middelhavet. En ikke nærmere bestemt snyltekrebs blev således set på en lille saddel-havrude, og det var tydeligvis noget, som generede den lille fisk, specielt da den kun var dobbelt så lang som krebsdyret, der selv var omkring 2,5 cm lang.

tabel1
Tabel 1. Liste over 25 marine arter observeret ved molen i Le Lavandou, heraf 19 fiskearter, mens kun 6 større invertebrater er inkluderet.
     

Dyk ved et naturområde
Jeg meldte mig nu til et dyk med luftflasker på det lokale dykkercenter. På grund af den kraftige fralandsvind og fordi vi havde en del kursister med, som skulle lære at dykke, tog vi til et område, som lå godt i læ, hvor en lav klint på 6-7 m højde gik direkte ned i vandet, og hvor vi dykkede på lavt vand, idet jeg ikke kom længere ned end 10 m's dybde. Havbunden bestod af klipper med sand-områder imellem, hvor der groede søgræs (Possidonia oceanica).

Klipperne var dækket af en betydelig rigere epiflora og -fauna end ved molen, og der var gode bevoksninger af søgræs. Til gengæld var der ikke mange fisk sammenlignet med molen, men der forekom til dels andre arter. Jeg observerede fine stimer af gulstribet havrude samt enkeltindivider af sorthale, tobåndet havrude, junkergylt, påfuglesavgylte (Crenilabrus tinca), unger af gedebars (Serranus cabrilla), bittesmå unger af middelhavsjomfrufisk (Chromis cromis) samt nogle få kutlinge. Langt de fleste fisk var ret små. De små jomfrufisk var mørke turkisblå, hvilket er ungernes sædvanlige farve, siden får de den mørke-brune farve, som karakteriserer de voksne jomfrufisk.

diverse cotedazur pprovencal
T.v. søanemonen Anemonia sulcata; t.h. søstjernen Echinaster sepositus, karakteristisk ved sin stærke, røde farve, der kun varierer meget lidt.
     

Når det gjaldt invertebrater, havde denne lokalitet en betydeligt rigere og langt ældre epifauna end molen. Der var bestande af den kolonidannende søanemone Parazoanthus axinellae. Den består af små polypper, som højst bliver 1 cm lange, men fodskiverne vokser sammen og bestandene kan strække sig over flere kvadratmeter. Der blev også observeret enkelte eks. af søanemonen Anemonia sulcata, der ligesom på molen var af økotype II. Samme sted blev havsvampen Chondrosia reniformis observeret. Den danner brun- eller grå-marmorerede kolonier og er ikke forstærket med et skelet, og den kan formere sig ved, at småstykker rives af den. Der var også den smukt røde Spirastrella cunctatrix, genkendelig på de tydelige kanaler, der strækker sig i forskellige retninger på selve svampens legeme. Der blev observeret og fotograferet flere andre havsvampearter, som det ikke har været muligt at artsbestemme nærmere.

Herudover blev der observeret en lille languster (Palinurus elephas). Den gemte sig i en klippesprække, så man nærmest kun kunne se de lange antenner, som strakte sig ud langs klippen. Langusteren er, som en del andre krebsdyr, særdeles populær til konsum.

Endvidere var der søpølser, jeg opsamlede en Holothuria stellati og tog billeder af den. Af andre pighuder kan nævnes den mediterrane søstjerne Echinaster sepositus, som er smuk rød. Den lever især af organiske belægninger og småorganismer på det underlag, den kryber på, men kan også gå i lag med en havsvamp. Desuden var der nogle få sorte søpindsvin (Arbacia lixula), samt en nøgen baggællesnegl, Peltodoris atromaculata, som er endemisk for Middelhavet og har en særdeles karakteristisk farve, idet kroppen er hvid og dækket af store brune pletter. Den kan blive 12 cm lang, men dette eks. var kun 3-4 cm lang. Den er en fødespecialist, som næsten udelukkende ernærer sig af svampen Petrosia ficiformis, men i dette tilfælde kravlede den på en lodret klippe, som var dækket af den kolonidannende søanemone Parazoanthus axinellae. Der var også enkelte eks. af den røde søpung (Halocynthia papillosa). Det er en stor art, som ofte er ca. 10 cm høj, men kan blive op til 20 cm høj. Der kan godt være flere på samme sted, men de danner ikke kolonier. Den er karakterdyr for Middelhavet, men kan også træffes langs Portugals kyster. Den hører til på hård bund og er til at få øje på, selv om den tættere på overfladen ofte fæstner sig i klippespalter eller andre lidt mere beskyttede steder.

podarcis muralis pprovencal
Unge af murfiben (Podarcis muralis) på Cap Ferrat.
    

Terrestriske observationer
Af fugle blev der kun observeret få arter i Le Lavandou: En hel del middelhavssølvmåger (Larus michahellis), nogle tyrkerduer og tamduer, et par af sorthovedet sanger (Sylvia melaonocephala) samt nogle gråspurve. To adulte murfirben (Podarcis muralis), blev observeret, mens de mest synlige insekter var nogle store hvepse, som fløj langs stranden. De satte sig næsten aldrig, men efter Chinery (1987) har jeg vurderet dem som den store vejhvepse-art Cryptocheilus comparatus.

Siden var vi i Nice, hvor der blev observeret mursejlere i stort antal. Der var også gråsejlere (Apus pallidus), som blev adskilt ved, at de var mærkbart lysere end mursejlerne. Ved Cap Ferrat d. 13/7 fotograferede jeg unger af murfirben, ca. 8-10 cm lange fra snude til halespids. Her var der tillige en hel del syngende munke (Sylvia atricapilla) i haverne, også en han af sydeuropæisk citronsom-merfugl (Goneopteryx cleopatra) blev observeret. I Villefranche bugten var der igen en del middelhavssølvmåger, og endelig kunne man overalt langs Côte d'Azur høre sangcikader (Cicadidae).

Alle fotos er taget af forfatteren i juli 2014.

   
Referencer

Chinery, M., 1987: Vesteuropas Insekter - Gads Forlag

Göthel, H., 1992: Farbatlas Mittelmeerfauna, niedere Tiere und Fische - Eugen Ulmer, Stuttgart

Mariotti, G. L., E. & L. P. Giacco, 2008: The Mauve Stinger Pelagia noctiluca (Forsskål, 1775). Distribution, Ecology, Toxicity and Epidemiology of Stings - A Review, Marine Drugs, nr. 6: 496-513.

Paxton, C. D. & P. A. Garratt, 1990: Alternative reproductive styles in seabreams (Pisces : Sparidae) - Environmental Biology of Fishes, vol. 28: 113-124.

Provençal, P., 2005: Menneskeskabte habitater ved Århus Østhavn - Gejrfuglen 41, 3: 10-20

Weinberg, S. 1993: Découvrir la Méditerranée - Édition Nathan, Paris.

Wood, L. 1993: Faune et flore sous-marine de la Mediterranée - Delachaux et Niestlé, Paris.

www.fishbase.org

www.sealifebase.org