Ekskursion søndag d. 5. sept. 2010
  

2010 silkeborg saltenlangs larsskipper
Trompetblad (Sarracenia) ved Salten langsø.
 

I Danmark har vi tre meget forskelligartede hjemmehørende slægter af kødædende planter: vibefedt, soldug og blærerod. Hvad færre ved er, at der enkelte steder i Danmark findes (udsatte) bestande af den amerikanske slægt Sarracenia, på dansk kaldet trompetblad. Det danske navn skyldes de ofte over en halv meter lange omdannede rørformede blade, der minder om den mere kendte kandebærer.

Tæt ved Salten Langsø findes en fin bestand af store flotte planter. Arten vokser imidlertid i hængesæk og er ikke let tilgængelig, så gummistøvler, waders eller bare tæer er anbefalet - og der er ingen garanti for at gummistøvler er tilstrækkeligt! Ikke langt herfra vil vi kunne finde bestande af den noget mindre, men lige så fascinerende, soldug samt blærerod, hvis vi er heldige.

Vi vil også kigge efter kødædere et helt andet sted på stamtræet, nemlig blandt edderkopperne, da området er kendt for sine bestande af fugleedderkopper og den flotte "mariehøneedderkop".

Turleder: Lars Skipper. Email: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ; tlf: 6127 4627. Mødested- og tid. Enebærskrænten i Højkol Skov, 4 km V for Gammel Rye (se evt. linket nedenfor). Turen starter kl. 10 og varer til ud på eftermiddagen alt efter vejr, humør m.v. Tilmelding ikke nødvendig, men du kan kontakte turlederen vedrørende eventuel fælleskørsel (senest d. 3. sept.).