Publiceret d. 5. juni 2011
  

Miljøministeriet oplyser, at skal der bruges 31 millioner kr. fra EU på et sikre nyt vand til Lille Vildmose. Flere søer, færre grøfter og hævning af vandstanden er nogle af de tiltag, som skal give nyt vand til mosen.

"Det er ikke mindst mangel på vand, der i dag truer de spagnum-mosser, høj-mosen består af. Hermed er der risiko for at denne særprægede naturtype forsvinder og dermed også levestedet for sjældne sommerfugle, traner og kongeørn."

En komité fra EU's Life program har netop indstillet Danmarks ansøgning til projektet, og alt tyder på, at Miljøministeriet, Aage V. Jensen Naturfond, Lille Vildmose Naturfond og Aalborg Kommune om kort tid vil få endeligt tilsagn om 31 millioner kroner til genopretning af højmosen. Vandstanden skal hæves på 760 ha, hvoraf 200 ha bliver til søer. Næsten 100 grøfter lukkes, 7½ km af mose-kanten bliver beskyttet mod dræning af vand, og så sættes der krondyr ud i et hegnet område på 2000 ha.

"Alle har sukket efter en samlet løsning for Lille Vildmose, og nu er den her. Nu kan vi heldigvis sikre højmosen og de sjældne dyrearter, som lever her til glæde for biodiversiteten", siger miljøminister Karen Ellemann.


Referencer

Miljøministeriet: 31 EU-millioner sikrer Danmarks største højmose.