Gejrfuglen

Øgaard, L., 2010/2011: Krybdyrenes verden. - NHF, Nordisk Herpetologisk Forening 53 (6). Særnummer, 80 sider.

Philippe Provençal
 

Nordisk Herpetologisk Forenings tidsskrift har udsendt et særnummer om krybdyr (klasse: Reptilia). Det er på  80 sider, så det nærmer sig bogformat. Arbejdet fremstår som en gennemgang, der tilstræber at give en opdateret generel fremstilling af krybdyrene. Efter et forord omtales krybdyrenes udviklingshistorie ret udførligt i indledningen. De fem nulevende hovedgrupper af krybdyr, dvs. skildpadder, næbhoveder (Tuatara), øgler, slanger og krokodiller, beskrives herefter i den nævnte rækkefølge. Dernæst er der et index, dog kun over de latinske navne, og til slut en litteraturliste.

Beskrivelserne er generelle forstået på den måde, at de enkelte arter ikke har særskilte artikler med artsnavet som overskrift, men omtales løbende i teksten. Øglerne og slangerne står ret udførligt omtalt, mens  beskrivelserne af skildpadderne og krokodillerne er noget kortere; skildpadder får 8 sider, øgler 26 sider, slanger 20 sider og krokodiller 5 sider. Arterne omtales i rækkefølge efter den seneste udvikling indenfor systematikken. Især de grupper, fx snogene i underfamilien Colubrinae og gekkogruppen (infraorden Gekkota), der omfatter mange fine terrariedyr, bliver ret udførligt omtalt.

Publikationens allerstørste værdi ligger i de mange fortrinlige farveillustrationer. Alle fotos er i farver og knivskarpe, og rigtig mange arter er illustreret, ikke mindst fordi der er seks sider i alt, tre hos øglerne og tre hos slangerne, der står som rene fototavler og benævnes bonusbilleder. Til disse fotos skal lægges udførlige diagrammer over krybdyrenes systematik og kendetegn; samt gode stregtegninger, fx til forklaring af slangernes fire hovedgrupper på grundlag af tandsæt, dvs. de aglyphe, opistoglyphe, proteroglyphe og solenoglyphe slanger.

Man kunne ønske, at der var blevet brugt et par sider mere på skildpadder og krokodiller. Ganske vist er disse ordener ret artsfattige i forhold til øgler og slanger, hvilket gør det naturligt at give dem mindre plads, men netop skildpadder og krokodiller har nogle berømte arter som galapagosskildpadden, læderskildpadden, havskildpadder og nilkrokodillen, der slet ikke egner sig som terrariedyr, men som har fascinerende træk og fortjener en lidt mere udførlig omtale end nogle få linjer. Fx læderskildpaddens dyk til over 1200 m dybde, som man først fik kendskab til, da man anvendte telemetri. En enkelt fejl har sneget sig ind blandt krokodillerne, idet sumpkrokodillen Crocodylus palustris omtales som en afrikansk art. Den findes faktisk kun i Asien!

Som konklusion vil jeg sige, at særnummeret gennemgående fremstår som en fin opdatering af krybdyrenes overordnede systematik og ajourføring af deres udviklingshistorie. De mange illustrationer gør læsningen til en fornøjelse. Hvis man vil skaffe sig et hurtigt overblik over, hvor ens terrariedyr kommer fra, eller hører til rent systematisk, er særnummeret et godt redskab.

Forsiderne på de anmeldte særnumre af NHF og Entomologisk Tidskrift.
 

Lindhe, A., T. Jeppsson & B. Ehnström, 2010: Longhorn beetles in Sweden - changes in distribution and abundance over the last two hundred years. - Entomologisk Tidskrift 131 (4). Særnummer, 278 sider.

Søren Tolsgaard
 

Sveriges Entomologiska Förening har udgivet en gennemgang af Sveriges træbukke (Cerambycidae) som et indbundet nummer af foreningens tidsskrift, godt hjulpet på vej af WWF og svenske skovdriftsvirksomheder, der har sponsoreret trykomkostningerne. Det er ikke ret længe siden, at Nationalnycklen gennemgik træbukkene, og nu kommer et uddybende supplement!

Arbejdet omfatter en traditionel gennemgang af de 118 træbukkearter, som hidtil er fundet på naturlige habitater i Sverige. For de hyppigere arter er der udbredelseskort for fire forskellige tidsperioder, en kompleks graf over indsamlingsniveauet siden 1910 samt en fænologisk oversigt, og for alle arter en habitustegning, beskrivelse af biologi, litteratur og forekomst - både i og udenfor Sverige. Disse nøgne fakta er i sig selv en guldgrube til forståelse af træbukkenes forekomst i hele Nordeuropa. 

Kapitler om skovdrift, dataanalyser og foreløbige konklusioner bidrager med uddybende aspekter. Ikke mindre end 44 arter er rødlistede, men forfatterne anfægter de gældende IUCN-kriterierers anvendelighed, både for træbukkene og for insekter i almindelighed. Det tiårige interval, som kriterierne er baseret på, er længe om at reagere på en fremgang, som flere arter har fremvist i de senere år, måske især som følge af den globale opvarmning, idet der typisk er tale om arter, som ekspanderer fra sydøst. Omvendt skønner forfatterne kriterierne for kortsigtede til at reagere på en langsom tilbagegang, hvor forekomsten bliver gradvis fragmenteret, det gælder især nogle af de boreale arter knyttet til gammel skov, som er blevet meget sjældnere eller er forsvundet i løbet af en meget langstrakt periode.

Sponsoreringen kunne friste til at tro, at trusselbeskrivelsen nedtones, men det synes ikke at være tilfældet. Der advares i klare toner mod ensretningen i skovbruget, hvor især hurtigtvoksende energiafgrøder, som høstes i en ung alder og gerne rub og stub, idet selv stubbe og rødder i stigende grad finder anvendelse, tegner et skræmmebillede. Forfatterne runder af med konkrete forslag til forbedring af levevilkårene; det har stor betydning at efterlade både fældet og vindfældet materiale; det kan gavne meget at skabe soleksponeret rum omkring aldrende træer, hvis døde grene ikke bør fjernes; også brændte vedmasser har betydning for højt specialiserede arter. Differentierede hensyn foreslås implementeret på lokalt niveau med udgangspunkt i områdets særlige flora og fauna.

Arbejdet fremhæver på den måde betydningen af to århundreders kontinuert opmærksomhed (57.000 registreringer udført af 1.400 indsamlere), analysen finjusterer de fundne tendenser, man opererer bl.a med de enkelte arters "charisma", dvs. deres skiftende status som samlingsobjekter, hvilket giver de fremsatte konklusioner vægt.

At værket er skrevet på engelsk vil lette dets anvendelse udenfor Skandinavien, og svenskerne har hermed endnu engang markeret, at de sætter en meget høj standard for faunistiske undersøgelser med henblik på beskyttelse af naturværdierne.