Publiceret d. 15. febr. 2018

Søren Tolsgaard


Idet solen skinnede fra en klar himmel d. 14. febr., overvejede vi i den lokale hymenopter-klub, om der mon kunne være bier eller hvepse fremme allerede? Udover muligvis enkelte domesticerede honningbier (Apis mellifera) blev vi enige om, at der næppe ville være noget at komme efter.

Jeg begav mig dog ud på en længe tiltrængt spadseretur i Frijsendalen, og langs et sydvendt skovbryn bemærkede jeg, at røde skovmyrer (Formica rufa) flere steder lå fremme på deres tuer for at solbade, om end foreløbig kun i ringe antal. Men aktive var de dog!

2018 02 24 frijsendal stolsgaard3
Myretue i skovbryn; indsat: Coccinella magnifica og Formica rufa; Frijsendal, 14. febr. 2018. Foto: S. Tolsgaard


Oven på en af tuerne observerede jeg en mariehøne, som ved første øjekast kunne ligne en almindelig syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata). Vi har dog også en nært beslægtet art, som er langt sjældnere, og da jeg tidligere har fundet den i området, blev det naturligvis hurtigt konstateret, at det faktisk var et eksemplar af storplettet mariehøne (C. magnifica), eller som den også kaldes på dansk: myremariehønen.

Begge disse danske navne er relevante, for arten skelnes umiddelbart fra den almindelige art ved større pletter, der også kan variere i antal, og så lever den altid i nærheden af den røde skovmyre, idet den lukrerer på de bladlus, myrerne dyrker. Myrerne har vistnok ingen fordel af makkerskabet, men tåler formentlig mariehønen og dens larve pga. disses kemiske forsvar.

Myremariehønen er meget lokal, men kan dog være ganske talrig i områder, hvor den røde skovmyre er udbredt, således især i ældre bevoksninger af nåletræer, som desuden skal være solbeskinnede, idet den kræver et varmt mikroklima.


Referencer

Fugle og Natur, [2017]: Myremariehøne Coccinella magnifica - fugleognatur.dk

UK Beetle Recording, [2018]: Coccinella magnifica Redtenbacker, 1843 - coleoptera.org.uk

 

Publiceret d. 11. dec. 2017


Hermed offentliggøres vinderbillederne i ØBFs fotokonkurrence 2017. Der er i år usædvanligvis hele fire vinderbilleder, idet to billeder i kategorien "med øjne" endte på en delt 1. plads.

2017 02 srilanka chrjensen
Billeder med øjne: Blåhalet biæder (Merops phillippinus) med bytte; Sri Lanka, februar 2017. Foto: Christian A. Jensen.

2017 06 helgoland shoejager
Billeder med øjne: Kurtiserende suler (Morus bassanus); Helgoland (Tyskland), Nordsøen, juni 2017. Foto: Søren Højager.

2017 03 norge alta mskovsen
Billeder uden øjne: Nordlys (Aurora borealis) over Peskatun; Alta, Finnmark, Norge, marts 2017. Foto: Margaret Skovsen.

2017 07 norge oslo jmaarbjerg
Sjove billeder: Selfie med sølvmåge (Larus argentatus); Den Norske Opera, Oslo, juli 2017. Foto: Jens Maarbjerg.       

 

Jan Kjærgaard og Ole Frank Jørgensen, 2017: Pattedyr i Norden. - Gyldendal, 348 sider.

Jørgen Terp Laursen

  
Der er gennem årene skrevet mange håndbøger om fugle, men langt færre om pattedyr. Det var derfor spændende at modtage denne bog, der må betragtes som en efterfølger af Nordens Pattedyr og delvis af Dansk Pattedyratlas.

Indhold

Bogen omfatter følgende hovedafsnit: Bestemmelsesnøgler (83 sider); herefter artsbeskrivelser, som er inddelt i: insektædere, flagermus, støttetandede, gnavere, rovdyr, hvalros og sæler, klovdyr og hvaler. For hver art beskrives: forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested og udbredelse, føde, levevis samt i et særligt afsnit: ”sådan opleves den”. Sidst i bogen litteraturliste og artsregister, hvor så vidt muligt alle navne på pattedyr i de nordiske lande er nævnt. Fotos er vist for alle pattedyrarter hjemmehørende i Norden. Derimod er der desværre ingen udbredelseskort.

2017 pattedyr inorden

Bestemmelsesnøgler

Bestemmelsesnøglerne fylder en stor del af bogen. I forordet skriver forfatterne: ”Vores vigtigste mål med denne bog har været at give brugeren let adgang til navnet på et fundet dyr”. Det har således været forfatterne magtpåliggende at lave bestemmelsesnøgler, så alle arter kan nøgles. Er målet så nået? Absolut, - men dog ikke helt.

Afsnittet om bestemmelse af spidsmus kan laves bedre og mere enkelt end vist i bogen. Sikker flagermus-bestemmelse på baggrund af størrelse og flugtkarakter iagttaget vha. håndlygte, som nævnt i bogen, er kun mulig for enkelte arter. En sikker bestemmelse foretages primært via stemmeoptagelser (vha. flagermusdetektor) og ved at undersøge eksemplarer på tæt hold (fx i hånden). Tegningerne til bestemmelse af flagermus er ofte ikke detaljerede nok - det gælder fx angivelse af sporebrusk og ørelap. For vandflagermus burde de relativt store fødder nævnes som et vigtigt kendetegn for arten. Det overrasker, at man har fundet en fysisk forskel på pipistrelflagermus og dværgflagermus, - det er i hvert fald helt nyt for mig.

Adskillelse af halsbåndmus og skovmus alene på grundlag af tænderne, som vist i bogen, er mig bekendt ikke mulig, mens kraniemål ud fra størrelsen i nogle tilfælde er brugbar til bestemmelse af halsbåndmus. Når det så er sagt, er de øvrige bestemmelsesnøgler gode eller endda fremragende - og præsenteret pædagogisk rigtigt, så selv mindre øvede kan få glæde af bogen.
  

Fotos

Det har været et gigantisk arbejde at fremskaffe fotos af alle Nordens pattedyr, fordi flere arter er sjældne eller vanskeligt tilgængelige, bl.a. er de fleste pattedyrarter overvejende nataktive. Fotokvaliteten er gennemgående meget god, om end det i flere tilfælde havde være ønskeligt med større format - små billeder bliver ofte for mørke. Dejligt med de informative billedtekster. Billedet af vandspidsmus (s. 98) er meget atypisk og ligner mere en taigaspidsmus. Og billedet af frynseflagermus (s. 127) er helt givet en vandflagermus, hvilket også stemmer overens med den øvrige billedtekst til fotografiet. Fotografens navn er i øvrigt stavet forkert.
   

En vurdering

Det kan meget let gå galt, når man giver sig i kast med at skrive en fagbog i et omfang som nærværende. Men bogen er særdeles velskrevet og proppet med meget ny viden, om end der også er forhold, som burde være siet fra eller tilføjet ved korrekturlæsningen.

Afsnittet ”sådan opleves den” er en helt ny idé sammenlignet med andre naturfagbøger og giver god mening. Her nyder læseren godt af forfatternes mangeårige viden om dyrelivet i felten. Og så er det befriende med humoristiske indslag i en fagbog, der ellers kan være lidt tør læsning. Fx (s. 107) "kan man tage en tur med den transsibiriske jernbane med stop undervejs. Finder man ikke Taigaspidsmus, får man garanteret set andre dyr”.

Mht. til artsnavne er brun langøret flagermus velvalgt, men det er almindelig markmus til gengæld ikke. Den bør kaldes nordmarkmus som pendant til sydmarkmus. Anvendelse af ”almindelig” i et artsnavn er generelt uheldigt - men det er en sidebemærkning.

Det havde været ønskeligt, om bogen var lidt mere opdateret mht. pattedyrenes relationer til klimaændringer, pesticider, udbredelse, statusændringer o. a., som kunne have været nævnt med få ord. Her tænker jeg bl.a. på flagermus generelt, pindsvin (pesticider), pindsvin og husmus (markant tilbagegang), mosegris (top-år), rød ræv vs. polarræv (konkurrence). Halsbåndmus er i dag udbredt i det meste af Thy, brun rotte er nu på Fanø, hasselmusens kerneområde i Danmark er Sydfyn og brandmusens er Lolland-Falster. Vandspidsmusen er næppe almindelig i Danmark. Ugler spiser stort set ikke muldvarp (s. 110).
   

Godt gået - trods alt

Beskrivelserne af de mange arter, de talrige feltkendetegn og ynglebiologiske forhold, der ofte er mangelfuldt undersøgt, kan nok give panderynker i et bogprojekt. Bogens forfattere har imidlertid løst opgaven flot. Tilmed har vi fået faglig viden, der sjældent er beskrevet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke mindst på rejser i de nordiske lande, hvor man ofte har savnet faglitteratur lige ved hånden. Det har været et gigantisk skriveprojekt, ikke mindst afsnittene om feltbestemmelse, om end der er svipsere. Det har naturligvis været vanskeligt at ”få alt med” i håndbogsformat. Det er ligeledes en næsten umulig opgave at have aktuel viden om alle pattedyrarter.

I en eventuel senere udgave af Pattedyr i Norden er flere faglige justeringer påkrævet. Færre billeder og mere tekst må anbefales. Mange læsere vil sikkert savne udbredelseskort, og her kunne forfatterne have henvist til The Atlas of European Mammals.

 

Publiceret d. 31. aug. 2017

Jan Kjærgaard & Jørgen Terp Laursen


Lækatten er det eneste pattedyr i Danmark, der skifter mellem hvid vinterpels og brun sommerpels. Undertegnede indsamler observationer af farveskiftet hos lækat her i landet. Formålet med undersøgelsen er at kortlægge, om lækatten har ændret adfærd mht. fældning ifm. klimaændringerne. Optræder den lige så lang tid i dag som førhen i vinterdragt? Hvornår får og skifter lækatten til vinterpels? Disse og flere spørgsmål vil vi forsøge at give svar på med hjælp fra læseren.

2017 01 28 brabrandsoe mjenrichhansen
Lækat i vinterdragt; Brabrand Sø, 28. jan. 2017. Dens bytte er en gærdesmutte, som fotografen ringmærkede på samme lokalitet i 2015! Foto: Morten Jenrich Hansen.


Indsend observationer af lækat - ældre som nyere - ALT har interesse. Husk at angive om dyret er set i vinterdragt (hvid), overgangsdragt (broget) eller i sommerdragt (brun). Lækatten er større end det lille mårdyr, bruden, som den ligner, men har - i modsætning til bruden - altid sort halespids. Lækatten træffes i mange landskabstyper, men foretrækker lidt fugtige engområder, vejrabatter og læhegn, hvor der er en god musebestand. Den kan også ses i større byparker.

Oplysninger kan sendes til enten Jan Kjærgaard (29613149; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ) eller Jørgen Terp Laursen (61516464; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ).

Fotos af lækat modtages også gerne.

 
Referencer

Laursen, J. T., & J. Kjærgaard, 2015: Projekt lækat (Mustela erminea) - gejr-fuglen.dk

 

Publiceret d. 24. febr. 2017

Philippe Provençal

   
Høgeuglen (Surnia ulula) er normalt en standfugl i de nordlige nåleskov- og birkeskov-zoner, hvor dens udbredelse er cirkumpolar, dvs. omfatter store dele af Skandinavien, Finland, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada.

2017 02 18 kongelunden pprovencal
Høgeugle; Kongenlunden, Amager, 18. febr. 2017. Foto: Philippe Provençal.


I udseende minder høgeuglen om en høg: Den er ret langhalet, brystet er hvidt og bugen har smalle, mørke tværstriber i lighed med spurvehøg og duehøg. Også flugten er høgelignende med aktiv flugt afbrudt af glid. Herudover er den dagaktiv, hvilket er ganske usædvanligt for ugler, om end også mosehornuglen kan finde på at fouragere i dagslys. I flugten rager høgeuglens store næb frem og giver hovedet en spids profil, men det samlede synsindtryk er dog klart ugleagtigt. Sløret er hvidt, omkranset af en tydelig sort stribe i hver side, og øjnene er klart gule.

Høgeuglen lever langt overvejende af mus og lemminger. Den foretrækker standjagt, hvor den sidder og spejder efter bytte fra et udkikspunkt, gerne i et udgået træ. I perioder, hvor bestanden af smågnavere svigter, ofte efter en god ynglesæson, hvor talrige ungfugle søger føde, hænder det, at høgeuglerne forlader deres hjemegn og leder efter føde længere sydpå, bl.a. i Danmark. Invasionsåret 1983/84 var således helt usædvanligt med 100-400 observerede høgeugler i Danmark.

I år er invasionen også ret god, selv om den slet ikke kan sammenlignes med det store invasionsår. I vintersæsonen 2016/17 er der indtil nu ifølge DOFs database observeret 7-10 høgeugler i Danmark, og vi skal helt tilbage til vinteren 1989/90 for at overgå dette, idet der dengang blev observeret 14 høgeugler.

I efteråret 2016 indløb to tidlige observationer fra Klosterheden i Jylland, idet én høgeugle blev observeret fouragerende d. 6. okt., mens et dødt eks. blev observeret samme sted d. 9. okt. De to observationer angår dog muligvis samme fugl. Vinterens øvrige observationer er overvejende fra Sjælland, hvilket er mere sædvanligt, da langt de fleste høgeugler i tidens løb er blevet observeret øst for Storebælt, men jævnligt ses den dog også i det nordlige Jylland.


Referencer

Cheferne i felten, 2016: Invasion fra nord - Udstødningsrøret 2016

DOFbasen, [2017]: Høgeugle (SU)

Génsbøl, B. & S. Langvad, 1991: Nordens Fugle - C. E. G. Gad, København

 

Publiceret d. 1. febr. 2017

Jørgen Terp Laursen

   
I en kanal ved østenden af Stubbe Sø iagttog Svend Petersen d. 27. jan. en odder svømmende med en skalle. Vandløb og kanaler i tilknytning til større vådområder huser ofte gode koncentrationer af fisk i vinterhalvåret, som bl.a. odderen nyder godt af. Samme sted blev der også set en isfugl.

2017 01 27 stubbe soe
Odder (Lutra lutra) med en skalle; Stubbe Sø, 27. jan. 2017. Foto: Svend Petersen.

 

Temadag d. 18. marts på Naturhistorisk Museum Aarhus


Nina Larsen Saarnak: Kampen for frie kyster

Alle vil gerne bygge, bo, drive forretning eller holde ferie ved kysterne. Det mærkede man allerede tilbage i 1930'rne, og siden da har natur- og plan-lovgivning udgjort en fast ramme om mulighederne for at bygge ved kysterne.

Gennem de sidste 5 år er presset steget, og særligt i landdistrikterne og blandt visse politikere har der været et stort ønske om at omsætte noget af kystens ”uudnyttede” økonomisk potentiale og liberalisere planlovens regler.

På den baggrund indgik den daværende regering, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en politisk aftale i juni 2016 om at lempe reglerne om strandbeskyttelse og planlov, for blandt andet derigennem at gøre det lettere at bygge langs kysterne. Siden da har forligsparterne diskuteret, hvordan aftalen konkret udmøntes i lovgivning. To lovforslag har været i høring, og forhandlingerne er i skrivende stund ikke afsluttet og lovforslagene endnu ikke fremsat i Folketingssalen.

De folkelige protester har undervejs været mange. DN lancerede en kystkampagne imod lempelser af strandbeskyttelsen og fik 130.000 underskrifter. Modstanden viste sig også tydeligt, da et bål-event mod lempelserne fik ca. 25.000 danskere til at tænde bål langs kysterne og bære fakler en råkold aften i slutningen af januar 2016.

I oplægget fortælles historien om de sidste 5 års kamp for de frie kyster set fra DN’s synsvinkel.

   
Ane Kirstine Brunbjerg: De danske klitter - hvilken rolle spiller naturlig dynamik?

Klitter udgør, i kraft af deres karakteristiske mosaik af forskellige successions-stadier, vigtige leve- og ynglesteder for en bred vifte af arter. Danmark siges at have nogle af de bedst bevarede klitsystemer i Europa. Ikke desto mindre er den naturlige dynamik i klitterne aftaget i løbet af de sidste 100 år med konsekvenser for bl.a. sjældne arter, som er knyttet til lysåben natur. Ud fra den viden, vi har fået ved at undersøge og efterprøve effekten af forstyrrelse i nordjyske klitområder, kan vi konkludere, at disse - og sikkert mange andre af landets klitområder - med fordel kan forvaltes, så den naturlige dynamik igen kommer i fokus. Som i mange andre habitattyper medvirker forstyrrelsen til at skabe økologisk variation og et øget antal levesteder for arter.

Den bedste effekt af forstyrrelse fås ved at efterligne naturlige forstyrrelser som græsning, erosion, brand, sandflugt og hydrologisk dynamik, og optimalt set bør man i forvaltningsøjemed kombinere de forskellige typer af forstyrrelse.

   
Ole Knudsen: Klitforvaltning hos Naturstyrelsen Blåvandshuk

Hos Naturstyrelsen Blåvandshuk har vi en række væsentlige trusler mod klitnaturen.

Det drejer sig bl.a. om manglende dynamik, behovet for klitdæmpning, tilgroning med træer og buske f.eks. rynket rose, samt tilgroning med græsser og mosset stjerne-bredribbe. I indlægget vil jeg med en række eksempler gøre rede for vor aktive indsats for at dæmme op for disse trusler. På klitarealer, der er under tilgroning med træer og buske, foretager vi rydning og flisning eller afbrænding af vedbiomassen og iværksætter græsning for at holde opvæksten nede. For rynket roses vedkommende forsøger vi os med nedgravning og fræsning med en biorotor. På klitarealer, der er under tilgroning med græsser, iværksætter vi græsning, afskrælning eller afbrænding. Mosset stjerne-bredribbe er vanskeligere at komme til livs, men græsning har vist sig effektiv ved at bryde flader med massiv forekomst. Disse tiltag er alle med til at skabe råderum for den frie dynamik, som er en væsentlig faktor for at opretholde klitnaturen. Dette medfører, at vi i dag kun foretager klitdæmpning på steder, hvor der ligger værdier lige bag ved klitten.

    
Kaija Jumppanen Andersen: Kystudvikling under et skiftende klima

Danmark har 7.300 km kyst, som varierer meget både i form og anvendelse. Vi har flade vide strande, lavvandede kystområder med unik natur, smukke fjorde og bugter. Kysten varierer mellem naturlige kyster, som er eftertragtede turistmål, og bebyggede kyster. Mange byer er blomstret op ved kysterne, og de får hver deres unikke præg af at ligge ved vandet. Dertil kommer industrien, som turisme, fiskeri, transport og andet kystnært erhverv.

Med klimaforandringerne vil kysterne komme under pres. Forholdene ved både de naturlige og bebyggede kyster vil ændre sig. Konsekvenserne af havstigninger og potentielt kraftigere storme kan være fatale, hvis ikke de håndteres korrekt.

Hør om udfordringerne med erosion og oversvømmelse langs kysterne, og hvad klimaændringerne betyder for dem. Og hør hvordan man kan arbejde med udfordringerne, og hvordan borgere og kommuner flere steder er i gang med at håndtere dem.

2017 strand 

 Ulf Berthelsen: Konflikter i forbindelse med den rekreative brug

Den danske strand udøver en stærk tiltrækningskraft på mennesket, som især i sommerperioden ynder at benytte den til badning, turisme, hundeluftning og en lang række øvrige rekreative formål. Mennesket har i det sidste århundrede fået stadig mere fritid og er samtidigt blevet mere mobil. Den stigende turisme har stor økonomisk betydning for de danske strandkommuner. Sommeren igennem sørger man derfor for at rense strandene for opskyllet drivgods m.v., så de fremstår så attraktive som muligt for mennesket, og på den jyske vestkyst gennemføres en løbende kystsikring for at modvirke havets nedbrydning. Derved udsættes strandene for omfattende kørsel med store arbejdsmaskiner ofte midt i sommerperioden.

Den danske strand er også hjemsted for en række ynglefuglearter, som er afhængige af strandhabitater med tilstrækkelig fred og ro for at kunne opfostre deres unger. Flere af disse strandrugende fuglearter er i dag fåtallige eller sjældne og opført på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag 1 som særligt beskyttelseskrævende. Danmark er dermed juridisk forpligtet til at tage vare på disse sårbare ynglefuglearter.

Med dværgternen og den hvidbrystede præstekrave som eksempler redegøres for de konsekvenser, den stigende menneskelige udnyttelse af strandene har for Danmarks sjældne og fåtallige strandrugende fuglearter. Afslutningsvis gives nogle bud på forvaltningsmæssige tiltag, som kan iværksættes for at afbøde virkningerne af den menneskelige forstyrrelse og derved sikre, at der er plads til både mennesket og de sårbare ynglefugle på den danske strand.

   
Marianne Holmer: Sletter havet alle spor? Tilbagevenden af en kystlagune

I foråret 2014 blev Gyldensteen Strand igen oversvømmet af havet efter at have været opdyrket i 140 år. Forskerne har siden da fulgt udviklingen i flora og fauna i den nyetablerede kystlagune, og der har vist sig en række successer og fiaskoer for de indvandrende organismer, som vil blive præsenteret i foredraget.

Kystlagunen er blevet et attraktivt udflugtsmål for den danske befolkning, ikke mindst for ornitologer, og kystlagunen bidrager således ikke kun til et produktivt havområde, men også til et yndet udflugtsmål året rundt.

   
Henrik Schjødt Kristensen: Rynket rose – den største trussel mod dansk kystnær natur.

Rosen overgår langt Bjørnekloen som problemart. Dansk og europæisk kystnatur er under hårdt pres fra den rynkede rose. Rosen tager land - fra landskab, botanik, insektliv, fugle og mennesker.

I Naturstyrelsen Thy har vi fulgt udviklingen de sidste mange år og søgt at skabe et overblik over udbredelse og ikke mindst væksthastighed. Vi har god hjælp af mange studerende, der har bidraget med specialer. Foruroligende læsning! Vi har brugt mange ressourcer på at formidle problemet til befolkningen, myndigheder og politikere. Det er ikke let og kræver et langt sejt træk, men nødvendig for at komme videre.

Hvor er rosen, hvordan spredes den, hvad går det ud over, og hvad vil man mht. bekæmpelse? Alle naturplaner foreskriver, at planten skal bekæmpes, - men hvordan og hvad koster det? Alt i mens går tiden – og tiden er en altafgørende faktor i bekæmpelse af invasive arter. Vi er udfordret!

2017 stenrev 

Philippe Provençal: De danske stenrev - naturområder eller stenbrud

De danske stenrev er vores vigtigste undersøiske habitat, men på grund af deres natur med de mange sten, som ligger store og små mellem hinanden, har det ikke været disse, men blødbunden, som først var genstand for de stolte danske traditioner indenfor havforskning. Stenrevenes betydning som naturområder for mange af vore fiskearter er imidlertid stor, og nogle arter vil kun være på stenrev. Jeg vil fortælle om stenrevenes natur og betydning, især de på lavt vand, som kan nås direkte med snorkel eller dykkerudstyr.

    
Jakob Tougaard
: Krigen om sælerne

De fleste mennesker har en mening om sæler, og meningerne rækker over hele spektret fra dem, der vil beskytte sælerne mod enhver menneskelig påvirkning, til dem, der helst så sælerne skudt. For 100 år siden var den officielle holdning den sidste, og staten udbetalte skydepræmier med det formål at udrydde sæler fra danske farvande. Det lykkedes for gråsælernes vedkommende, og i 1970’erne var der alvorlig bekymring for, at også spættet sæl ville uddø i Danmark. Totalfredningen i 1976 og udlægning af sælreservater er en succeshistorie i dansk naturforvaltning, og vi har i dag en stor og sund bestand af spættet sæl, og gråsæl har genetableret sig som stabil yngleart og er i kraftig fremgang.

Det giver næring til den evige konflikt mellem jægeren og rovdyret, i dette tilfælde fiskerne og sælerne. Men hvad er op og ned i konflikten, og hvordan kan man afgøre, hvor mange sæler der er plads til i vores farvande? Og er en regulering af sælbestanden overhovedet mulig? For at svare på disse spørgsmål må man begynde med dyrenes biologi og økologi, bevæge sig over de vanskelige diskussioner om hvilken værdi sælerne har for økosystemerne og ikke mindst vores naturoplevelser, sammenholdt med hvilken slags fiskeri vi gerne vil have, og slutte med hvilke dyrebeskyttelseshensyn vi ønsker at tage i en eventuel regulering af bestandene.

 

Publiceret d. 9. dec. 2016


Hermed offentliggøres vinderbillederne i ØBFs fotokonkurrence 2016. Tillykke til vinderne og glædelig jul til alle, vi ses igen i ØBF i det nye år! 

2016 lofoten norge ernsthjoellund
Billeder med øjne: To rider (Rissa tridactyla) i kamp; Lofoten, Norge, 2016. Foto: Ernst Hjøllund.

2016 01 klostermoelle jmaarbjerg
Billeder uden øjne: Isdannelse ved Klostermølle, Mossø, jan. 2016. Foto: Jens Maarbjerg.

2016 polen ernsthjoellund
Sjove billeder: Husskade (Pica pica); Polen 2016. Foto: Ernst Hjøllund.

 

Publiceret d. 29. juni 2016

Jane Gilby


At ordne og systematisere vores viden om naturen gør den overskuelig, men det er herligt at se, at naturen ikke altid lader sig indpasse i de kasser, vi gerne vil stoppe den ned i.

Vi har lært, at vadefugle (med få undtagelser) holder til på åbne enge og strande og færdes på jorden eller i lavt vand. Dobbeltbekkasinen holder til på åbne enge, hvor den har rede dybt i græsset, og ind imellem kan den sidde på en solid hegnspæl og lade sin stemme lyde som en velsmurt metronom. Derimod sidder den ikke i træer, og da slet ikke på tynde grene - men det er der åbenbart nogle bekkasiner, der ikke har forstået!

2016 janegilby
Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago) i toppen af et grantræ i Midtjylland. Foto: Jane Gilby.


Ligeledes holder måger til ved kyster eller søer, og søger føde på åbne græs- og markarealer. De sidder ofte på solide pæle, hustage og bolværker, men normalt ikke i træer. Jeg har dog flere gange set hættemåger i døde træer i rørsump, idet de endog et sådant sted havde anbragt flere reder i de døde træer.

2016 janegilby2

Hættemåger ( Chroicocephalus ridibundus) i døde træer syd for Viborg, t.h. en rede i et af de døde træer. Foto: Jane Gilby. 


Således giver naturen altid herlige oplevelser, og dyrene kan i forbavsende grad tilpasse sig de betingelser, der er.

 

Publiceret d. 29. febr. 2016

Jørgen Terp Laursen


I følge Jens Vendelbo, Lystrup, blev der i sept. 2015 observeret en voksen odder med to unger nær ved Gudenåens udløb i vestenden af Mossø ved Klosterkær. Odderen kan yngle på mange årstider, oftest i maj måned, men iagttages kun sjældent med unger. Det meldte observationssted er et typisk opholdssted for en odder med unger. Hunnen leder således normalt ungerne til et fiskerigt sted, ofte ved å-udløb i større søer.

2008 11 21 skandbg stolsgaard
Trafikdræbt odder; E45, SØ f. Mossø, 21. nov. 2008. Foto: S. Tolsgaard.

 

Temadag d. 5. marts 2016 på Naturhistorisk Museum Aarhus
 

Anna Bodil Hald: Eksempler fra landbrugsdrift

Landbrugsdriften har måske mere end noget andet ændret det danske land-skab gennem tiderne. I indlægget gives eksempler på landbrugsdriftens brutale indflydelse på naturen - på godt og ondt. Jeg giver eksempler på, hvordan nogle levesteder er skabt på bekostning af andre, hvordan nogle arter fremmes på bekostning af andre, hvordan levesteder og arter forsvinder for at blive erstattet af monobestande af kulturarter, et landskab med nærings-overskud og indsnævret økologisk leverum for andre arter. Mit emnefelt er såvel arealer udenfor omdrift som arealer i omdrift.
 

Lars Brøndum: Byudvikling

I Danmark rejser byerne sig som mægtige klippelandskaber i et ellers fladt agerland. Byernes udformning skaber dermed nogle unikke livsvilkår, som danner rammerne for de dyr og planter, der vælger at gøre byerne til deres levested. Byerne er både varmere og tørrere end det omkringliggende landskab og med transporten af gods fra det store udland, så bliver byerne hurtigt til ambassader for arter, der normalt kun vil kunne findes under mere sydlige himmelstrøg.
 

Morten Elmeros: Motorveje - barrierer for de fleste

Infrastrukturanlæg som veje og jernbaner klipper landskabet op i små frimærker for alt fra invertebrater til store pattedyr. Efterhånden som vejnettet og jernbanerne udbygges, byudvikling langs anlæggene og trafik-mængden på anlæggene stiger, øges fragmenteringen af bestandene og deres levesteder yderligere. Trafikdrab af større arter på vejene er et åbenlyst resultat af faunaens mislykkede forsøg på at krydse barriererne. For sjældne arter kan den ekstra mortalitet pga. trafikdrabene have en væsentlig betydning for arternes bestandsstatus, specielt for k-strateger som flagermus, syvsovere og mårdyr. De langsomt virkende og mere skjulte effekter, fx genetisk isolation, forringelse og tab af levesteder pga. kemisk, lys- og lydforurening, kan dog have stor negativ betydning for alle arters bestandsstatus på længere sigt. Efterhånden som levevilkårene forringes i landskabet generelt, stiger betydningen af de negative effekter fra infrastrukturanlæggene og behovene for at modvirke dem. For små arter tilknyttet lysåbne habitater kan vejbanketter dog rumme et potentiale som et netværk af korridorer med ikke-opdyrkede arealer gennem de intensivt udnyttede agroindustrielle ørkenlandskaber.

1362 the great wind
"The Great Wind of 1362". Samtidig illustration fra “Chronicle of Anonymous of Canterbury”.


Frank Jensen: De Groote Mandrank - den værste naturkatastrofe i Danmarks historie

År 1362 indtraf den Frank Jensen: værste naturkatastrofe nogensinde kendt i Danmarks historie. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der forårsagede den. Måske var det en stormflod af helt enorme dimensioner eller en tsunami. I løbet af et døgn forsvandt omkring en tiendedel af landets areal. Dødstallene var voldsomme, 100.000 har været nævnt, ingen ved dog det nøjagtige tal. Hvad vi ved, er at Vadehavet, som vi kender det i dag, opstod ved den lejlighed. De nuværende øer Fanø, Mandø og Rømø var indtil da en del af fastlandet, og de opstod, da flodbølgen fjernede alt landet mellem og bag dem.
 

Peter Wind: Forsvaret som naturforvalter - feltarbejde mellem nedslag af lysraketter og bombekratere

Forsvarsministeriet er en af Danmarks største statslige jordbesiddere. Mange af ministeriets arealer er underlagt bindinger, idet mange af de forekommende naturtyper på arealerne er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 samt udpeget som NATURA 2000 områder. Bindingerne medfører, at der skal søges om tilladelse til at udføre større anlægsarbejder til understøttelse af de mili-tære aktiviteter eller pleje af vegetationen på arealerne. Aarhus Universitet har i flere tilfælde rådgivet forsvaret i forbindelse med planer om at udføre anlægsarbejder og naturpleje på arealer, der er NATURA 2000 områder. I indlægget gives eksempler på rådgivningsopgaver, der bl.a. består i udfærdigelse af konsekvensvurderinger indeholdende forslag til afværge-foranstaltninger, der skal udføres, hvis forsvarets projekter godkendes.
 

Jacob Heilmann Clausen: Vandalisme mod bøgetræer i Gribskov

De danske skove er de sidste 200 år blevet drevet med vedproduktion for øje. Træer med hulheder, råd og svampeangreb er målrettet blevet fjernet ved tyndinger, og vi er i dag blandt de bedste i verden til at producere tømmer i høj og ensartet kvalitet. Til gengæld har mange svampe, insekter og epifytter knyttet til gamle træer mistet deres levesteder i den dyrkede skov og er nu i risiko for at forsvinde fra Danmark. Derfor har Naturstyrelsen besluttet at bevare et antal livstræer til aldring og naturligt forfald. Spørgsmålet er, om de truede arter har tålmodighed til at vente på, at der naturligt opstår levesteder i de bevarede livstræer. I projektet vil vi teste forskellige metoder til hurtigere at skabe levesteder for arter knyttet til gamle træer og arbejde med skovens mere overordnede struktur til gavn for arter, der har det svært i de ensartede produktionsskove.
 

Emil Skovgaard Brandtoft: Livet vender tilbage i råstofgravene

Der findes råstofgrave mange steder i Danmark. Der bliver gravet mergel, sten, grus og sand. Det ser voldsomt ud og skaber tydelige ar i landskabet. Men hvad sker der, når de store, tunge maskiner forlader råstofgravene, og livet vender tilbage? De voldsomme ar i landskabet kan hurtigt udvikle sig til spændende levesteder for et mylder af arter. Den blottede mineraljord er næringsfattig og bliver hjemsted for nøjsomhedsplanter, de stejle sydvendte skrænter bliver varme og huser både bier, krybdyr og sjældne edderkopper.


Kåre Manniche Ebert:
Vandløbene - fra natur til kultur

Der er vandløb overalt i Danmark. De mere end 60.000 km åer og bække snoede sig oprindeligt lystigt gennem landskabet, men i dag har kun ca. 2 pct. af VANDløbene bevaret deres naturlige slyngninger, og det har medført en forarmelse af biodiversiteten i og omkring vandløbene. Mange opstemninger og spærringer ligger desuden som blodpropper i åerne og spærrer for fiskenes frie vandring og skaber lange, kedelige åstrækninger. De seneste 30 år er der sket forbedringer - mange af dem skyldes frivillige sportsfiskeres indsats - og vi har fået mange erfaringer med, hvad der virker og ikke virker. Mulighederne for at genskabe gode vandløb er således til stede. Men nye politiske vinde blæser over landet, og det kan i værste fald betyde, at mere end tre årtiers arbejde for bedre vandløb ryger ud med badevandet.
 

Camilla Fløjgaard: Fremtidens naturområder: Fæstninger i produktionslandet

For at fremtidssikre biodiversiteten kræves der store sammenhængende naturområder med naturlig hydrologi, brand, stormfald, erosion og store vilde dyr. Vi kan lige så godt glemme alt om at prøve at kombinere dette med sommerhusområder, golfbaner og skovdrift - ja, også selv om nogen kalder det ”naturnær skovdrift”. Al den vilde natur er i direkte konflikt med landbrugets ønske om at kontrollere naturen: dræne, gøde, vande og undgå ”markvildtskader”. Der er behov for en fysisk separation af natur fra produktionslandet. Naturen skal bestå i store hegnede vilde naturfæstninger, hvor vi som mennesker kan komme på tålt ophold og opleve den forunderlige mangfoldighed og vilde dynamik.

 

Publiceret d. 11. jan. 2016

Søren Tolsgaard


En hvid stork (Ciconia ciconia), der i øjeblikket holder til ved Viby, kommer fra Polen, hvor Fundacji Albatros i 2014 havde den i pleje efter en skade. Storken har siden efteråret fløjet vidt omkring i både Danmark, Sverige og Norge. Den er ringmærket med indskriften Gdansk, hvilket har fået flere til at antage, at der var tale om en stork opdrættet i Danmark.

2016 01 10 viby stolsgaard
Polsk vinterstork i dansk snefog; Viby, 10. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.

   
I følge Storkene.dk er det første gang, en polsk stork overvintrer i Danmark. Idet den allerede er vant til at omgås mennesker og derfor ikke særlig sky, har Storkene.dk besluttet at hjælpe den igennem vinteren vha. fodring. En stork kan nemlig udmærket klare normale, danske vintertemperaturer, men har svært ved at finde tilstrækkelig føde om vinteren.

Der er dog delte meninger om, hvorvidt man bør fodre en overvintrende stork, for via fodring svækker man trækinstinktet, og storken bliver mere eller mindre afhængig af fodringen. Der forekommer dog stadig flere tilfælde, hvor fodrede storke overvintrer i Nordeuropa.

En stork, der overvintrer her i Norden, kaldes en vinterstork, og den adskiller sig i så henseende afgørende fra de trækkende storke. Noget lignende gør sig dog også gældende hos mange andre fugle, som fodres eller lever i nær kontakt med mennesket: Fiskehejren rykker helt ind i de store byer, hvor den fodres, mister sin skyhed og overvintrer i stadig større antal. Skarven overvintrer stadig oftere og til ikke udelt begejstring, idet den særlig om vinteren lukrerer på udsat fiskeyngel, dambrug og ruser.

2016 01 09 doedeaa stolsgaard
Vinterskarv og fiskehejre; Dødeå, 9. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.

   
Vildtplejeorganisationer, som Fundacji Albatros, der hjælper tilskadekomne fugle, medvirker naturligvis også til, at flere fugle vænner sig til nærmere kontakt med mennesker. Og menneskets stigende dominans bidrager generelt til, at stadig flere vilde dyr og fugle simpelthen er nødt til at lære at begå sig på kulturlandskabets vilkår.


Referencer

Fundacji Albatros, 2015: Film o Fundacji Albatros - www.youtube.com

Helligsø; A., 7/1 2016: Video: Stork spankulerer rundt og spiser sandwich nær Aarhus - www.tv2oj.dk

Madsen, H. H., 7/1 2016: Stork for vild: Nu guffer den rejer i Viby - stiften.dk

Storkene.dk, 10/1 2016: Sjældenhed: Polsk stork overvintrer i Viby J. - www.storkene.dk

 

Publiceret d. 6. jan. 2016; opdateret d. 18. jan. 2016

Søren Tolsgaard

  
Stålormes sociale samliv forekommer stærkt begrænset, som hos mange krybdyr omfatter det stort set kun parringen og vinterhiet - og herudover optræder de mest som solister.

Ulla Rosendal Lei har dog taget et billede, som antyder, at stålorme lejlighedsvis kan være mere sociale: Et bundt velvoksne stålorme liggende frit fremme og samtidig tæt sammenslyngede på et stendige, antagelig for at nyde solens og stenens varme - eller kunne der være andet og mere i situationen?

2015 fussingoe ullarosendallei
Et bundt stålorme (Anguis fragilis) ovenpå et stendige; Fussingø, 2015. Foto: Ulla Rosendal Lei.


Koldblodige rugemødre?

Jeg forelagde billedet for Jan Kjærgaard, som trods sit omfattende kendskab til stålormen ikke tidligere har set noget tilsvarende. På en god lokalitet er det ikke usædvanligt at observere 2-3 stykker sammen på en solbeskinnet plet eller under et brædt, men der synes som regel ikke at foregå et nærmere indbyrdes samspil, mens det større antal og den tætte kontakt på det aktuelle billede ligesom antyder en form for socialt fællesskab.

Det er nærliggende at foreslå, at billedet viser en kollektiv parring, men ifølge Jan Kjærgaard er der stort overtal af hunner, hvilket gør netop den forklaring mindre sandsynlig. Vi kender desværre ikke den præcise dato, men billedet er angiveligt taget i juli, og ifølge Jan Kjærgaard er flere af stålormene tydeligvis drægtige, så den mest sandsynlige forklaring synes at være, at de nyder varmen på et velbeliggende hotspot - i påfaldende nærhed af hinanden, hvilket givetvis kan befordre opvarmningen og fostrenes modning.
 

Tak til Ulla Rosendal Lei for tilladelse til anvendelse af foto.


Referencer

Fugleognatur: Stålorm (Anguis fragilis) - www.fugleognatur.dk

Wikipedia: Blindschleiche - de.wikipedia.org

 

Publiceret d. 30. dec. 2015

Jørgen Terp Laursen

  
En mallemuk, der er en sjælden strejfer i vore indre farvande, blev fundet død i frisk tilstand på stranden ved Sletterhage Fyr, d. 29. dec. 2015 af Flemming Hørsted. Arten forekommer i en lys og i en mørkere fase, og dette individ var formentligt af mørk fase, idet den havde mørke håndsvingfjer.

2015 12 29 sletterhage flemminghoersted1
Mallemuk; Sletterhage, 29. dec. 2015. Som andre stormfugle har den lange, smalle vinger. Foto: Flemming Hørsted.
   

Mallemukken yngler i kolonier på fuglefjelde, især i arktiske egne som Grønland, Svalbard og Island. I nyere tid har den spredt sig og ynglepladserne omfatter nu også Norge, Færøerne, Storbritannien, Bretagne og Helgoland. Siden 1988 har mallemukker også flere gange lagt op til yngleforsøg på Bulbjerg, hidtil har dog vistnok kun et enkelt par haft succes i år 2000.

Efter yngletiden fouragerer den vidt omkring i Nordatlanten, og den kan især i sensommeren optræde talrigt i Nordsøen. I vore farvande træffes den især langs Vestkysten og Skagerrak, flest observationer gøres som regel ved Skagen, og i stormvejr blæses den jævnligt ned i Kattegat.

2015 12 29 sletterhage flemminghoersted2
Mallemukken har lange, rørformede næsebor, som kan udskille salt og er meget duftsensitive. Foto: Flemming Hørsted.


Referencer

Dofbasen, [2015]: Mallemuk (Fulmarus glacialis) - www.dofbasen.dk

Nielsen, A. & P. et al., [2010]: Mallemuk (Fulmarus glacialis) - www.fugleog-natur.dk

Ved Det Yderste Hav, [2008]: Tæt på Danmarks eneste fuglefjeld - www.vdyh.dk

 

Publiceret d. 19. dec. 2015
   

Idet juryen har håndhævet de skærpede regler, som indebærer, at kun fotos fra det forløbne kalenderår kan deltage, kan vi hermed sige tillykke til årets vindere af fotokonkurrencen!

2015 03 21 vrold jmaarbjerg
Billeder med øjne: Kernebider (Coccothraustes coccothraustes); Vrold, 21. marts 2015. Foto: Jens Maarbjerg.
   

2015 08 28 sillerud vaermland sverige jmaarbjerg
Billeder uden øjne: Randbæltet hornporesvamp (Formitopsis pinicola); Sillerud (Värmland), Sverige, 28. aug. 2015. Foto: Jens Maarbjerg.
   

2015 03 15 erteboelle shoejager
Sjove billeder: "Udspring forbudt"; Ertebølle Strand, 15. marts 2015. Foto: Søren Højager.

 

Publiceret d. 17. dec. 2015

Jan Kjærgaard


Mon ikke alle er klar over, at ræven har meget alsidige fødevaner? Så i grunden er der vel ikke noget her, der burde overraske os, men alligevel kommer der somme tider observationer ind, der i hvert fald overasker mig:

En kollega fortalte mig om, at hun en morgenstund i november kom til at kigge ud af vinduet, hvor der stod en ræv i haven. Det er i sig selv ret spændende, men mere overraskende var, hvad ræven lavede: Den stod under hendes trold-hassel, og her samlede den nødder op, knasede dem, spyttede skallerne ud og åd kernen!

2015 jankjaergaard
Skaller af hasselnød, knust af ræv. Foto: J. Kjærgaard.


Jeg har hørt om, at mus, egern og fugle spiser nødder, men aldrig ræve. Men nogle ræve gør det øjensynligt. Der er ikke tvivl om, at nødder er næringsrige, også for ræve, men at den kan finde ud af sådan lige at knække en nød, spytte skallerne ud og derpå spise kernen, kommer alligevel bag på mig. Min kollega var rar og samlede nogle skaller til mig, og det er tydeligt, at ræven har vidst, hvad den gjorde: Nødden er knækket, men ikke knust.

Ræve kan finde på at æde frugt og bær, men dette var nyt for mig. Det affødte naturligvis spørgsmålet, om denne adfærd er udbredt, men blot hidtil var gået min næse forbi? I den umiddelbart tilgængelige litteratur synes fænomenet ikke nævnt, så jeg besluttede at efterlyse det i radioen, og et kort indslag blev sendt i morgenradioen på P1. Der kom dog ingen direkte reaktioner om ræve, men adskillige beretninger om, at hunde gør præcis det samme: Hunde er både i stand til at knække valnødder og hasselnødder, at æde kernen og spytte skallen ud, præcis som den omtalte ræv.

Her er en beretning fra Palle Thaarup i Langå om hans cockerspaniel, der stjal nødder på sofabordet: ”Nogle dage efter så vi hunden gå hen til fadet, tage en hasselnød i munden, rotere den omhyggeligt mellem kindtænderne for at finde det svage sted, et tryk med kæberne og nøddeskallen var delt i to nydelige halvdele. Den spyttede skallerne ud og spiste med stort velbehag nøddekernen. Vi kan jo ikke vide, om tidligere ejer havde lært den tricket, men den var en uhyggeligt effektiv nøddeknækker resten af sin levetid".

Forskellen på hunde og ræve er i mange henseender ikke stor, så mon ikke også rævens optræden som nøddeknækker er ganske udbredt? Husk det, næste gang du står med knuste nøddeskaller og forsøger at indkredse, hvem der har spist nødden: Der er andre muligheder end spætte og egern.


Referencer

Jensen, B., 1993: Nordens pattedyr - Gads Forlag

 

Publiceret d. 1. dec. 2015

Søren Tolsgaard


November blev en af de hidtil mildeste, DMI har målt, og da vejret d. 26. nov. var særdeles lunt og solrigt, kørte jeg en tur til Jernhatten, ikke mindst for at se, hvilke vekselvarme dyr, man endnu kunne iagttage her.

2015 11 26 jernhatten stolsgaard2
En udmattet brevdue (Columba livia domesticus).


På stien langs bakkekammen sad en velplejet, men udmattet brevdue, som knap nok orkede at flytte sig, da jeg passerede, men da jeg vendte tilbage noget senere, var den tilsyneladende fløjet.

Fra toppen fører en stejl og solbeskinnet trappe ned til stranden, og i det åbne og pletvis sandede terræn omkring denne trappe gives de bedste muligheder for observationer: Store sandhvepse og spyfluer fløj endnu i antal, mens enkelt-eksemplarer af alm. markgræshoppe, dagpåfugleøje og markfirben (juvenil) blev iagttaget.

2015 11 26 jernhatten stolsgaard
Tv.: Vildæble (Malus sylvestris). Th. (øverst): Dagpåfugleøje. Th. (nederst): Markfirben (Lacerta agilis). 


Disse arter har de fleste steder forlængst indstillet deres aktivitet og er gået i vinterhi, eller er døde og overvintrer kun som æg (markgræshopper). På varme-begunstigede lokaliter kan de dog forblive aktive usædvanlig længe, og i et lunt efterår kan der gå sport i at finde ud af, hvor længe de kan træffes!

Alle fotos er taget på Jernhatten af forfatteren, 26. nov. 2015.


Referencer

Naturstyrelsen, [2015]: Vildæbler - naturstyrelsen.dk

Tolsgaard, S., 2013: Sensommer i november - på Jernhatten - gejrfuglen.dk

Wikipedia, [2015]: Brevdue - wikipedia.org

 

EVENTYRLIG NATUR I SKOVENE SYD FOR AARHUS

Publiceret d. 5. sept. 2015

Torben Gang Rasmussen


Tuemose eller Everglades Moesgård, som mosen blev kaldt i Århus Stiftstidende d. 14. juli 2014, er et besøg værd for folk med interesse for forunderlig natur. Slank blærerod, en af vore sjældne kødædende planter, har bredt sig i mosen og står for tiden i fuld flor mellem de hendøende træer.

2015 09 01 tuemose tgrasmussen2
Slank blærerod i blomst; Tuemose, 2. sept. 2015. Foto: T. Gang Rasmussen.


Slank blærerod (Utricularia australis)

Slank blærerods gule blomster sidder på små, brunviolette stilke, der rager op over mosens vandspejl, som er dækket af liden andemad. Under vandoverfladen har planten et netværk af fine blade med små, linseformede fangstblærer. Hver fangstblære har en mund, lukket med en klap og omgivet af rusehår. Hvis et lille krebsdyr svømmer ind i rusen og berører de to følehår, der sidder på klappen, springer den op. Undertrykket i blæren skaber et sug, som trækker det arme dyr ind i blæren, og på blærevæggens inderside sidder hår, som udskiller fordøjelses-enzymer: Byttet opløses og frigjort næring optages af planten.


Træløs mose med tørveskær

Tuemosens historie kan følges på gamle målebordskort. Allerede i 1870'erne fandtes den grøft som indtil foråret 2014 afvandede mosen. Dengang var mosen træløs, og man gravede tørv, som bl.a. blev brugt i ovnen på Moesgård Tegl-værk tæt ved Fiskerhuset. Omkring år 1900 ophørte tørvegravningen, og mosen blev overladt til sig selv. Målebordsblade fra 1936 og 1951 viser at Tuemosen da var vokset til i skov.

Utvivlsomt har nedfaldne blade og grene op gennem 1900-tallet lagt sig i den gamle grøft og gradvis nedsat afvandingen, hvorved vandstanden langsomt steg, måske afbrudt af enkelte oprensninger af grøften. På et 4 cm-kort fra 1982 ses, at den midterste del af Tuemosen da var sumpskov. Desuden angives en lille dam i mosens nordlige hjørne.

2015 09 01 tuemose tgrasmussen
Udsigt over nordlige del af Tuemose; 2. sept. 2015. Foto: T. Gang Rasmussen.


Vandstanden hæves yderligere

I foråret 2014 besluttede Århus Kommune at hæve vandstanden godt 1 m ved at blokere den gamle grøft. Resultatet er, at mosens træer nu står i vand til knæene. Argumentet er ifølge skovfoged Leif Sodemann, at ”Nye søer og damme danner nye biotoper, hvor vandinsekter og fugle kommer til, ligesom snogen også får mulighed for at vende tilbage" (Ravn, 2014).

Set i det lys bliver det spændende at følge livet i Tuemosen fremover. Lige nu har slank blærerod taget over og blomstrer formentlig måneden ud. Snogen skal dog nok udsættes, hvis der skal etableres en bestand i Aarhusskovene.


En fremtidsvision

De gamle bøge, som står i mosens kant med rødderne i vand, samt træerne i selve mosen, vil drukne. Stammerne taber barken, knækker her og der og bliver levested for kryb, svampe og hulrugende fugle. Om 2-3 årtier vil stammerne formentlig være omdannet og sintret sammen på mosebunden.

I kanten vil elletræer etablere sig og danne en skovbræmme rundt om mosen, og selve mosen vil være domineret af tagrør, der danner rørsump med fugle som rørspurv og grønbenet rørhøne. Tørvemos (Spaghnum) vil måske danne små "højmose-øer" med blomstrende kæruld og star, og måske vil frø af soldug spredes hertil fra de meget få, nuværende østjyske bevoksninger.


Referencer

Ravn, M., 14/7 2014: Everglades Moesgård giver skoven nyt liv - stiften.dk


Kontakt

Torben Gang Rasmussen
Email: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
www.torbengang.dk

 

Publiceret d. 5. aug. 2015

Jan Kjærgaard


Omkring Kristi Himmelfartsdag, d. 14. maj 2015, var undertegnede en tur på Samsø og boede i Nordby, egentlig for at arbejde i et sommerhus, men der blev dog tid til en lille tur rundt i de nærmeste omgivelser, og der er altid noget at opleve.

En af de sjove iagttagelser var en "isabellafarvet" solsort. Den mangler det sorte pigment og fremtræder nærmest duegrå med et brunligt skær. Antagelig samme farve som Isabella af Kastilien; hun svor, at hun ikke ville skifte sit linned før belejringen af Oostende var slut - det varede tre år (1601-04), så mon ikke det har fået omtrent den farve?

2014 08 04 samsoe runeballe
Isabellafarvet solsort; Nordby på Samsø, 4. aug. 2014. Foto: Rune Balle.


Solsorten blev iagttaget tre gange i den sydlige ende af byen, og samtaler med lokale kunne tilføje, at den mindst har været i Nordby siden april 2015. Ud fra solsortens øvrige udseende og adfærd vil jeg mene, der er tale om en hun, idet den adfærd, som blev iagttaget, generelt var som hos almindelige solsorte.

Senere snakkede jeg med Mogens Wedel Heinen, som er en af drivkræfterne bag hjemmesiden Samsøs Fugle. Han kunne tilføje, at denne solsort øjensynligt har været på øen mindst siden sommeren 2014, idet han havde iagttaget den alle-rede sidste år. Han var også så venlig at låne mig et par billeder af denne fugl. Ifølge lokale iagttagere opholder den sig endnu i den sydklige udkant af Nordby ultimo juli 2015.

Tidligere har jeg for ca. 20 år siden observeret en tilsvarende solsort i Them i Midtjylland. Den blev iagttaget regelmæssigt i byen gennem ca. to år. Det var en han, som oprettede et territorium og konkurrerede med de normale, sorte solsortehanner. 

Man kan med rette sige, at sådan en fugl hører under kategorien ”kuriositeter og mærkværdigheder”, men det giver dog adgang til et interessant perspektiv: Når vi - som i disse tilfælde - har mulighed for at genkende og følge en fugl individuelt, opdager vi somme tider nye ting om arten. En af de ting, der slår mig, er, hvor individuelt fuglene kan opføre sig, og hvor meget vanedyr de er, præcis ligesom vi mennesker. 


Referencer

www.samsofugle.easytell.dk


Kontakt

Jan Kjærgaard
Naturstyrelsen
Vejlsøvej 12
8600 Silkeborg
Tlf: 72543943

 

Publiceret d. 5. aug. 2015

Jan Kjærgaard


Faunaen på mindre øer er interessant at følge, bl.a. er det værd at bemærke, når nye arter dukker op. I foråret blev der således fra Samsø og Tunø meldt nogle fra disse øer ikke hidtil kendte mus (Laursen, 1987; Jensen & Baagøe, 2007). 

2015 05 16 samsoe susannevonge
Halsbåndmus; Nordby på Samsø, 16. maj. 2015, fundet død. Foto: Susanne Vonge.


I Nordby på Samsø blev der fundet en halsbåndmus (Sylvaemus flavicollis) d. 16. maj i en have. Det var en død og temmelig medtaget han, som var kørt over af en rotorplæneklipper. Dog kunne den identificeres med sikkerhed, og konserveret i sprit blev den overleveret til Naturhistorisk Museum som dokumentation.

På Samsø var hidtil registreret skovmus (S. silvatica), men ikke halsbåndmus. De to arter ligner hinanden meget, og hvis ikke man får en god observation, kan man let tage fejl. Det er derfor ikke muligt at præcisere, hvornår halsbåndmusen er kommet til øen. Arten kan i princippet have levet skjult blandt skovmus i en periode, men næppe i årtier, så ville den nok være opdaget.

Halsbåndmusen er næppe ankommet til Samsø spontant, men formentlig indslæbt af mennesker. Godstransporten er stor og en mus kan sagtens have gemt sig, fx i en forsendelse af træer til udplantning, i dyrefoder eller blandt andre grov-varer. Det kræver i princippet kun én enkel drægtig hun for at grundlægge en ny bestand et sted. 

2015 05 09 tunoe ksalomonsen
Halsbåndmus/skovmus (Sylvaemus sp.); Tunø 9. maj 2015, fundet død. Foto: Kirsten Salomonsen
.


På Tunø fandt Kirsten Salomonsen tidligt i maj en død mus og sendte mig et foto for at opklare hvilken art, der var tale om.  Det er enten en halsbåndmus eller en skovmus, men billedet kan desværre ikke afgøre sagen med sikkerhed. Vi er flere, der har gransket billedet og hælder mod halsbåndmus, men en sikker artsbestemmelse vil kræve flere fund. Imidlertid er ingen af de to mulige arter hidtil angivet fra Tunø, så i alle tilfælde er der tale om en ny art for øen.

Ligesom på Samsø må musen være indslæbt af mennesker. Godstransporten til Tunø er i sagens natur mindre end til Samsø. Transporten af grovvarer er også markant mindre, idet der ikke længere er erhvervsmæssige husdyr på Tunø, hvor der dog fortsat er et beskedent fårehold. Der transporteres også plantesække, sphagnum, dækbark og andre haveråstoffer til øen, og her kan musene muligvis have gemt sig.

Undertegnede snakkede i den forbindelse endvidere med formanden for Tunø Beboerforening, Jørgen Hastrup, og han nævnte undervejs, at han mente tidligere at have hørt om de her ”ringmus” på øen, så muligvis har de allerede været på Tunø i en årrække.

Uanset hvordan og præcis hvornår de nyregistrerede mus er nået til Samsø og Tunø, så er de der nu, og vi kan i de kommende år følge udviklingen og se, hvordan en ny art vil sprede sig på øerne og indtage egnede leveområder.

Og hvordan vil det mon påvirke den øvrige fauna: I forvejen lever der bl.a. rotter i pænt antal i skovene både på Samsø og Tunø. Man kan evt. forestille sig, at de trives, fordi der ikke er konkurrence fra andre gnavere her - men hvad sker der så nu, hvor en typisk skovart skal etablere sig? 


Referencer

Jensen, T. S. & Baagøe, H. (red.), 2007: Dansk pattedyr atlas. - Gyldendal.

Laursen, J. T., 1987: Pattedyr i Århus amt.

 
More Articles...