Gejrfuglen

Publiceret d. 24. maj 2020; senest redigeret d. 1. juni 2020

Jørgen Terp Laursen
 

Så skete det!

Den 15. maj 2020 kunne det dokumenteres, at vandrefalke-parret på Aarhus Havn har fået mindst én unge. På et vildtkamera-foto ses den lille fyr og en voksen vandrefalk sidde nok så smukt og kikke ud mod Aarhus og den verden, ungen om nogle måneder skal opleve. Siden er yderligere to unger observeret. Det er for mig en stor personlig oplevelse, fordi jeg i efterhånden i en del år har fulgt falkeparret på tæt hold på Aarhus Havn. Tiden er brugt på spændende adfærdsstudier og et håb om, at arten ville yngle - og nu skete det så!

Vandrefalk (Falco peregrinus), han på Aarhus Havn. Foto: J. T. Laursen.

  
Etablering af par

I februar 2016 opsatte jeg to redekasser på Aalborg Portlands siloer i det lukkede havneområde. Et halvt år senere dukkede den nuværende han op på havnen. Han sås af og til i 'Vestkassen' (redekassen, der vender mod DLG) og sjældent i 'Østkassen' (der vender mod Mols).

I 2018 sås en hun på havnen, men kemien passede tilsyneladende ikke, for efter ca. 3 uger forsvandt hun igen. I juni 2019 sås for første gang den nuværende hun, og siden da har de to falke holdt sammen. Hunnen er betydelig større end hannen og har lidt mørkere fjerdragt. Meget tydede på, de ville vælge Vestkassen som ynglested, fordi de oftest sås dér. Men sådan skulle det ikke gå. Den 15. marts 2020 sås meget overraskende to æg i Østkassen, som de dog desværre forlod, sikkert pga. forstyrrende færdsel.

Dermed syntes alt håb ude for succes på Aarhus Havn i 2020, men falkeparret havde andre planer. Efter ca. 34 dages rugning fik parret opfyldt deres ønske i Vestkassen. Jeg var ikke bekendt med, at vandrefalk kan lægge et nyt kuld æg samme år og så endda på et nyt redested.

Vandrefalk i Vestkassen på Aarhus Havn. Foto: J. T. Laursen.
   

Om nogle dage vil man med teleskop kunne se ungerne i kassen fra DLG-bygningen. Jeg vil gerne sige de ØBF-medlemmer, der har været hjælpsomme omkring vandrefalkekasseprojektet, en meget stor tak!

Referencer

Projekt Vandrefalk Aarhus Havn, Danmark - www.vandrefalke.dk

Sendt på DR 1, d. 12. april 2020

Jørgen Terp Laursen

Som mange andre naturinteresserede så jeg frem til at se Danmarks smukkeste, autentiske naturfilm, som serien var blevet omtalt. Superlativerne har været mange...

Jeg satte mig i sofaen med kaffe og i dagens anledning et stykke lagkage. Med den optakt og omtale naturfilmen havde fået, kunne det næsten ikke gå galt. Men, men... Vi var ikke kommet langt ind i filmen, før jeg og min kone gentagne gange udbrød: Nej! Nej!

I begyndelsen af filmen ses en lang frekvens af halsbåndmus, en velvalgt art, når man vil filme skovens dyreliv. Men hvorfor har man ikke også filmet rødmus? Netop de to musearter er typiske skovarter i Danmark, hvor rødmusen endda delvist er dagaktiv. Alt for mange optagelser af halsbåndmus var uskarpe og tyder på optagelser i fangenskab. Det er pinligt. Man kunne lave fine optagelser af de to arter i min have!

Generelt fremstod landskaberne ofte i overnaturlige farver. Musikvalg var til tider også diskutabelt og ofte så højlydt, at Mads Mikkelsens bløde, behagelige stemme blev overdøvet. Det var rammerne for filmen. Scenerne med rådyr, ræv og grævling var smukke, informative og velkomponerede og beskriver godt deres levevis. Men det var desværre ikke standarden for naturfilmen.

Flere af filmoptagelserne var meget skuffende med tydelig brug af tamme fugle. ”Stor hornugle” og en gabende kongeørn, jo tak. Scenerne med kongeørn og musvåge var nærmest pinlige og helt unaturlige. En tam skov-/husmår på ægrøveri, optaget nærmest i jordhøjde, var helt urealistisk.

Jagtscenen med ugle og mus kunne jeg godt tænke mig at se igen, for jeg tror, jeg så syner. Uglen var ikke en stor hornugle, men formentlig den hos os ikke-hjemmehørende art, Great horned owl (Bubo virginianus), sikkert lånt hos en falkonér. Hvis ikke jeg tager fejl, havde man her anvendt natuglens tuden for at skabe den rette stemning hos hornuglen. Klippet med uglens musejagt i skovbunden var også dårligt og totalt forvirrende. Sidst på jagtscenen sås en større, meget mørk og ret nøgenhalet mus i skovbunden, som til forveksling lignede en sort rotte (en laboratorie-rotte), som var sluppet ud på skovbunden. Sådan laver man naturfilm i Danmark. Ak!

Filmholdet, tilrettelæggerne, klippefolk og den faglige bistand har generelt ikke været gode nok. Hvorfor har man ikke benyttet vildtkamera noget mere? Alt for mange optagelser virkede unaturlige. Med de krav publikum kræver af naturfilm i dag, må man af ressourcehensyn lave mange, ikke naturlige optagelser. Det er også OK. Kunsten er så, at få det til at fremstå naturligt. Det har man ikke formået i denne film. Næppe mange udenlandske TV-stationer vil købe dette afsnit af den danske naturserie.

NB. Under tilrettelæggelsen af naturfilmene, fik jeg en forespørgsel fra filmselskabet om hjælp med optagelser af kirkeugle, men sagde pænt nej tak. Det har jeg ikke fortrudt. Lad os nu passe på de sidste danske kirkeugler.

Næste afsnit skal blive bedre!