Publiceret d. 15. jan. 2013

Søren Tolsgaard
   

De Kanariske Øer er af vulkansk oprindelse og har aldrig været landfaste med kontinentet. De ældste øer, Fuerteventura og Lancerote, ligger nærmest Afrika, mens nye øer gradvis har dannet sig længere ude i Atlanterhavet.

Som på de fleste oceaniske øer er faunaen relativt artsfattig, men i høj grad endemisk. Af naturligt hjemmehørende landpattedyr findes kun tre flagermus og to spidsmus, mens tre gnavere (en mus og to såkaldte kæmperotter) er uddøde i historisk tid. Af landlevende krybdyr findes af hjemmehørende arter kun fire gekkoer, tre skinker samt otte indbyrdes nært beslægtede firben, mens yderligere ét firben menes uddød i historisk tid. Firbenene regnes alle til den endemiske slægt Gallotia (Boulenger 1916), hvis nærmeste slægtninge er de nordafrikanske sandløberfirben (Psammodromus).

De kanariske firben omfatter såvel relativt små (25-40 cm) som meget store (60-100 cm) arter. På oceaniske øer udvikler flere og større arter sig ofte ud fra en enkelt stamart, idet der her gives flere ledige økologiske nicher end på fastlandet, men menneskets indførsel af konkurrerende arter som rotter, katte og svin har for de kanariske firben medført alvorlig tilbagegang for især de større arter, som man nu beskytter, bl.a. ved at reducere antallet af forvildede pattedyr.

Artskomplekset i slægten Gallotia synes efterhånden relativt veldefineret, men har undervejs budt på flere overraskelser, bl.a. har man i nyere tid genopdaget bestande af flere af de større arter, der længe har været betragtet som uddøde, hvilket har medført, at hidtidige konklusioner ud fra subfossilt materiale er blevet revideret.

2012 03 23 tenerife puntadelhidalgo soerenhoejager
Gallotia galloti eisentrauti (ung hun), Punta del Hidalgo, Tenerife, 23. marts 2012. Gallotia-hunners grundfarve er i reglen brunlig, mens hannernes er mørk grålig. Foto: Søren Højager.

2012 03 25 tenerife farodeanaga soerenhoejager
Gallotia galloti eisentrauti (stor han), Faro de Anaga, Tenerife, 25. marts 2012, i færd med at spise et stykke brød. Foto: Søren Højager.    

 
Liste over Gallotia-arterne

G. atlantica (Peters & Doria, 1882): Mindre art med flere underarter, udbredt på de ældste øer, Fuerteventura og Lancerote inkl. nærliggende mindre øer, samt udsat på Gran Canaria, der mærkværdigvis - som den eneste af de større øer - ikke selv havde en mindre Gallotia-art.

G. galloti (Oudart, 1839): Mindre art med adskillige underarter, udbredt på Tenerife inkl. klippeøerne Roques de Anaga, samt på La Palma.

G. caecaris (Lehrs, 1914): Mindre art, udbredt på La Gomera og El Hierro med hver sin underart - af nogle regnet for to selvstændige arter.

G. intermedia (Barbadillo & al., 1999): Mellemstor art, først beskrevet i 1996. Forekommer på Tenerife, hvor den sikkert har været udbredt, mens der kun kendes få bestande i øjeblikket. Rødlistet som kritisk truet.

G. stehlini (Schenkel, 1901): Stor art, udbredt på Gran Canaria og udsat på Fuerteventura. Den eneste større art, som har klaret sig godt i historisk tid, måske bl.a. fordi den ikke har haft konkurrence fra mindre Gallotia-arter.

G. braovana (Hutterer, 1985): Stor art, udbredt på La Gomera i 1800-tallet. Den blev længe betragtet som uddød, men genfundet i 1999, dog er kun to små bestande kendt. Rødlistet som kritisk truet.

G. auaritae (Mateo & al., 2001): Subfossile fund af denne store art fra La Palma har længe været kendt, men først i 2007 har fotos sandsynliggjort, at den stadig forekommer. Der er fortsat kun mangelfuldt kendskab til denne art.

G. simonyi (Steindachner, 1889): Stor art, tidligere udbredt på El Hierro, mens en underart fandtes på klippeøerne Roques de Salmor ved NV-kysten. Længe betragtet som uddød, men genopdaget i 1974, idet den dog kun er kendt fra et ganske lille område. Rødlistet som kritisk truet.

G. goliath (Mertens, 1942): Meget stor, op til 1 m lang art, som menes uddød allerede i forhistorisk tid, muligvis i forbindelse med den tidligste invasion af mennesker.

tabel gallotia
Tabel over forekomsten af Gallotia-arter på hver af de større kanariske øer. Signaturer: Sort = Naturlig forekomst. Grå = udsat bestand. Rød = uddød.    
     

Evolutionære overvejelser

Der er endnu ikke fuld klarhed over, hvorledes de enkelte Gallotia-arter har udspaltet sig fra hinanden, men at de alle er nært beslægtede står dog klart. DNA-analyser (Gonzalez & al, 1996; Maca-Meyer & al., 2003) konkluderer endvidere, at arterne på de tre ældste øer (G. atlantica og G. stehlini) er de tidligst udspaltede og længe har udviklet sig uafhænigt af de øvrige. De to mindre arter på de nyere, vestlige øer (G. galloti og G. caecaris) er meget nært beslægtede, ligesom også de større arter på de vestlige øer (G. intermedia, G. braovana, G. auaritae, G. simonyi og G. goliath) er indbyrdes meget nært beslægtede.

Det er påfaldende, at der endnu ikke er fundet fossile rester af større arter på de to ældste øer, hvilket muligvis kan bero på, at de her blev udryddet meget tidligt, men alternativt kan skyldes, at de aldrig har udviklet sig her, men først har dannet sig på de nyere øer. Den tilbagegang, de store arter har haft på de vestlige øer pga. jordbrug, indførte pattedyr og traditionel jagt på disse arter til konsum, kan dog meget vel tænkes at være foregået i forhistorisk tid på netop de ældste, mest tilgroede og kultiverede øer.

Mens firben ellers langt overvejende er prædatorer, spiser de kanariske firben også gerne frugter, blade og frø, i lighed med de store europæiske perlefirben og smaragdfirben. Især de større arter synes i høj grad at leve af vegetabilske emner og er skumringsaktive, hvilket medvirker til, at de er vanskelige at opdage og sikkert også har bidraget til, at isolerede bestande har kunnet overleve i ubemærkethed.

Menneskets indførsel af afgrøder som korn, druer og bananer har endvidere givet anledning til øgede fødemuligheder for firbenene, hvilket dog samtidig har betydet, at de er blevet betragtet som skadedyr. Nu anses de dog ikke længere som et problem, tværtimod er det populært blandt kanarieøernes turister at fodre halvtamme firben med frugter og brød.

2010 11 07 grancanaria eldraco juanemilio
Gallotia stehlini (han), El Draco, Gran Canaria, 7. nov. 2010, som viser det for hannerne af denne art karakteristiske røde strubeparti. Foto: Juan Emilio
(juan_e)

  
Tak

Tak til Søren Højager for anvendelse af fotos og inspiration til at skrive denne artikel, samt til Juan Emilio (Las Palmas, Gran Canaria) for at stille sit foto til rådighed for offentligheden på Flickr. 
   

Referencer

Arkive, [2013]: Species in the Genus Gallotia. - www.arkive.org

Gonzalez, P. & al., 1996: Phylogenetic Relationships of the Canary Islands Endemic Lizard Genus Gallotia (Sauria: Lacertidae), Inferred from Mitochondrial DNA Sequences. - Molecular Phylogenetics and Evolution. Vol. 6 (1): 63-71.

Hernández, E. & al., 2000: Discovery of a new lizard in The Canary Islands, with a multivariate analysis of Gallotia (Reptilia: Lacertidae). - Herpetologica 56 (1): 63-76.

Hill, A., [2013]: Amphibians and Reptiles in the Canary Islands. - www.focusonnature.com

Maca-Meyer, N. & al., 2003: Status and relationships of the extinct giant Canary Island lizard Gallotia goliath (Reptilia: Lacertidae), assessed using ancient mtDNA from its mummified remains. - Biological Journal of the Linnean Society. 80 (4): 659-670.

Wikipedia, [2013]: Gallotia. - en.wikipedia.org/wiki/Gallotia