Publiceret d. 31. maj 2017

Philippe Provençal


I perioden d. 18.-24. april 2017 var Birgit og jeg på ferie på Lewis and Harris i de Ydre Hebrider. Øen med det sammensatte navn er med sine 2.179 km² den tredjestørste af de britiske øer; til sammenligning er Fyn 3.100 km², Lolland-Falster-Møn 1.975 km² og Færøerne 1.399 km².

Betragter man Lewis and Harris på et kort, virker den ret lille ift. de to største britiske øer (Storbritannien og Irland), men man bliver klogere. Vi havde på forhånd lejet en bil, og den unge mand i biludlejningen insisterede på, at en bil er nødvendig, for afstandene er større, end man forestiller sig. Og han havde fuldstændig ret!

De Ydre Hebrider var koloniseret af nordboere i vikingetiden, og navnet Lewis and Harris stammer fra oldnordisk: Ljóðhús ok Hérað (= Digtehuset og Herredet). Den nordlige del af øen er således Digtehuset, mens den sydlige del er Herredet. Trods den oldnordiske fortid tales nu kun gælisk og engelsk, og gælisk er fortsat meget anvendt blandt øens ca. 21.000 indb. Hele øen er stort set dækket af lyngheder, der findes dog enkelte granplantager, og omkring slottet i hovedbyen Stornoway findes en smule løvskov, men også denne er plantet.

2017 04 21 lewisandharris pprovencal
Vidtstrakte lyngheder, søer og tåge langs hovedvejen mellem Miavaig og Kinlochroag, 21. april 2017.


Havfugle

Vi boede i den lille landsby Aird Uig. Navnet er gælisk og betyder Uig's Næs, og det var her, vi gik på vores første fugletur, idet et fuglefjeld på næsset er yngleplads for mallemukker. Denne mågelignende stormfugl ynglede tidligere kun i Arktis, men har bredt sig voldsomt i løbet af de sidste to århundreder. I Storbritannien regner man med, at der nu er omkring 500.000 ynglepar. Den voldsomme fremgang tilskrives øget havfiskeri, idet mallemukkerne nyder godt af det fiskeaffald, som smides ud fra fiskefartøjerne. I de senere år er ynglebestanden i Storbritannien dog gået noget tilbage (Dofbasen, [2017]).

Mallemukker observerede vi siden på nærmere hold ved Port of Ness på nordspidsen af øen, hvor de opholdt sig på en klint nær havnen, når de ikke fløj omkring. At der var tale om ynglepar kunne vurderes af deres adfærd, bl.a. kærtegnede de hinanden, eller mere biologisk udtrykt: de udviste en gensidig plejeadfærd, hvormed denne art, som lever i livslange, monogame ægteskaber, styrker partnernes indbyrdes forhold.

2017 04 23 lewisandharris pprovencal
Et par mallemukker (Fulmarus glacialis) udviser gensidig plejeadfærd; Port of Ness, 23. april 2017.


På nær hold er forskellen mellem mallemuk og måger tydelig: Mallemukken har næsebor i form af et rør ovenpå næbbet. Den går endvidere på hele foden og har forholdsvis kortere vinger, som holdes stive i flugten. Som stormfugle flest er den fantastisk dygtig til at udnytte stærk vind, hvilket gør det muligt at tilbringe en stor del af året på åbent hav langt fra land.

Af andre eksotiske søfugle optrådte topskarven. Den er noget mindre end vor hjemlige skarv, om end størrelsen kan være vanskelig at vurdere i felten. Den ser også slankere ud, mens den tydelige top, som har givet arten navn, kun findes hos ynglefugle. Disse er endvidere helt mørke og har ikke den alm. skarvs hvide partier i yngledragten. Desuden holder topskarven ofte næbbet en smule hævet, når den ligger på vandet. Et andet tydeligt kendetegn er, at den foretager et lille hop, når den dykker, hvad alm. skarv ikke gør.

Topskarven findes stort set kun ved saltvand. Den lever næsten kun af fisk, især tobis, og bestanden er generelt mindre end skarvens. Der findes tre underarter: Den nordatlantiske aristotelis forekommer fra Island og Nordnorge til de spanske og portugisiske kyster, desmarestii findes i Middelhavet, mens riggenbachi findes ved den marokkanske atlanterhavskyst. Arten er meget specifik i sit habitatvalg, idet den helst yngler og søger føde på klippekyster, hvor der hurtigt bliver dybt, og hvor vandet er klart. Det kræsne habitatvalg forklarer, hvorfor arten er næsten ukendt i Nordsøen og i de danske farvande, mens den er almindelig på Lewis and Harris. Habitatkravet medfører, at artens udbredelse er ujævn og afhængig af kystens natur.

2017 04 lewisandharris pprovencal
Almindelige havfugle på Lewis and Harris: topskarv (t.v.), mallemuk (t.h. øverst), sule (t.h. nederst).  


Vi så også en del suler, som søgte føde på deres vante måde ved at styrtdykke efter fisk ude over havet. Suler blev hyppigt observeret, men ikke i så stort antal som de andre nævnte havfugle, hvilket kan undre, da verdens største koloni findes på den lille øgruppe Saint Kilda yderst i Hebriderne (Dofbasen, [2017]).

Derudover så vi svartbag, sølvmåge, stormmåge og hættemåge. Svartbagen er problematisk for øens fåreavlere, da den kan angribe nyfødte lam (pers. meddl. fra vore værtsfolk). Desuden var strandskaden hyppig, og et enkelt eksemplar af vibe blev observeret.


Rovfugle

De Ydre Hebrider er kendt for at huse nogle af Skotlands tætteste bestande af kongeørne. Det skyldes næppe, at de er specielt glade for øernes vidtstrakte lyngheder, men fraværet af ræve medfører, at de slipper for en alvorlig føde-konkurrent. I Frankrig trives kongeørnen i betydeligt mere frodigt landskab (pers. obs. i Cévennerne).

Vi så et ungt par i parringflugt d. 21/4, som viste interesse for granplantagen Aline Woodland, muligvis med redebygning for øje, idet én af dem forsøgsvis satte sig øverst i et stort grantræ. De blev imidlertid mobbet af en musvåge, som havde held med at intimidere dem trods den betydelige størrelsesforskel. Både d. 22/4 og 23/4 så vi lavtflyvende, enlige kongeørne, som fouragerede, de blev observeret på hver sin side af øen, så der var givetvis tale om to forskellige fugle. Kongeørnene på Lewis and Harris ernærer sig mest af harer, kaniner, ryper og søfugle.

2017 04 19 lewisandharris pprovencal
Et par kredsende havørne (Haliaeetus albicilla) vest f. Miavaig, 21. april 2017.


Allerede d. 19/4 så vi et par havørne, voksne fugle med tydelig hvid hale, som kredsede over en slugt med bjergvægge til begge sider. Parret blev mobbet af et par ravne. Dagen efter sås en havørn ved Aird Uig, den var tilsyneladende også på jagt. Alle skotske havørne blev udryddet som skadedyr i løbet af det 20. årh., og de individer, vi ser nu, er efterkommere af norske havørne, som er blevet udsat. Havørn og kongeørn konkurrerer i øvrigt kun sjældent om føden, da havørnen fortrækker føde fra havet, som fisk, hav- og svømmefugle. Begge arter går dog på ådsler, hvis et sådant byder sig.

Ellers så vi musvåger som de hyppigste rovfugle; d. 21/4 så vi en musvåge i en kløft, som satte sig på en afsats med en studsmus i kløerne, den fløj derpå op med sit bytte og satte sig længere inde i kløften for at æde. Musvågen blev først etableret i de Ydre Hebrider i løbet af det 20. århundrede (Sørensen & Bloch, 1990).

Derudover så vi tre spurvehøge, en rørhøg (hun) og en dværgfalk. Rørhøgen var tydeligvis fouragerende, mens spurvehøgene så ud til at være på træk.


Øvrige fugle

Grundet Lewis and Harris' barske natur så vi ikke ret mange andre fugle. Ravne så vi dog hver dag, mens gråkragen var noget sjældnere. Et eksemplar blev set, siddende på et skilt midt i hovedbyen Stornoway. Gråkragen er længere sydpå en østlig art, idet Island, Irland og Skotland er de vestligste dele af udbredelsesområdet, mens den i England afløses af sortkragen, hvis udbredelse fortsætter i Frankrig, Spanien og Tyskland.

Lewis and Harris har mange søer, som er oligotrofe, dvs. fattige på næring, hvilket ses ved, at der ikke gror tagrør langs bredderne, og ikke findes ret mange planter i vandet. Dette medfører, at der kun lever få fugle i disse søer, da der ikke er ret meget føde at hente. Der blev kun observeret troldand (i alt to par) og grågås, som var en smule mere hyppig, antagelig fordi den henter føde på land, idet den lever af græs. På de udbredte lyngheder var der dog heller ikke store mængder græs, og det største antal grågæs var en flok på fire ved Aline Woodland.

Af småfugle var stær, gråspurv, engpiber, rødhals, gærdesmutte og gransanger de hyppigst observerede. De tre sidstnævnte blev hyppigst erkendt ved deres sang. Rødhalsen er fåtalligt ynglende i de Ydre Hebrider og gransangeren yngler også kun fåtalligt i det nordlige Skotland (Sørensen og Bloch 1990); disse arters forekomst kan dog have ændret sig med de senere årtiers klimaændringer. En enkelt stenpikker blev observeret, og i Aline Woodland, en at de få lokaliteter med højstammet vegetation i form af granplantager, blev derudover fuglekonge, sortmejse og musvit observeret.

2017 04 21 aline lewis pprovencal
Nordvestlig jernspurv (Prunella modularis hebridium); Aline Woodland, 21. april 2017


En mere speciel observation blandt småfuglene gjaldt sortstrubet bynkefugl. Denne art er yderst fåtallig i Danmark, og de Ydre Hebrider repræsenterer artens nordligste udbredelse (Sørensen & Bloch, 1990). Derudover blev en hvid vipstjert (han) af den britiske underart yarellii observeret, og i Aline Woodland blev en jernspurv af den nordvestlige underart hebridium observeret. Denne underart lever kun på Irland, i det nordvestlige Skotland og på Hebriderne. Den er kendetegnet ved at være mørkere end den kontinentale underart, som vi har i Danmark.


Pattedyr

Der lever mange kronhjorte på Lewis and Harris, men de lider under de dårlige betingelser for græsning og er ikke særlig store. En ret stor flok blev observeret ved landevejen nær Aird Uig d. 18/4 efter mørkets frembrud, og en mindre flok blev observeret d. 20/4 nær samme landsby. Af andre pattedyr findes harer og kaniner, som ofte blev observeret i enlige eksemplarer, og en studsmus blev som nævnt observeret som bytte for en musvåge.

Artiklens fotos er alle taget af forfatteren.


Referencer

Dofbasen, [2017]: Danmarks fugle - dofbasen.dk

Sørensen, S. & D. Bloch, 1990: Fugle i Nordatlanten - Gads Forlag, København


tabel
Tabel over fuglearter observeret på Lewis and Harris, d. 19.-23. april 2017.