Gejrfuglen

Publiceret d. 10. jan. 2025

Philippe Provençal

   
Den atlantiske tun (Thunnus thynnus) fordeler sig i to bestande, en østatlantisk og en vestatlantisk. Den østatlantiske bestand gyder i Middelhavet, mens den vestatlantiske gyder i Den Mexikanske Golf. Denne artikel handler om den østlatlantiske bestand.

Den historiske fangst af østatlantisk tun

Tunen har i historisk tid optrådt i skiftende bølger i Danmark: I årene 1813-1817 var den således almindelig i de danske farvande. Så forsvandt den, men kom stærkt tilbage i 1830'erne, hvor den ofte blev set ved sildegarn og omkring sildestimerne i Storebælt og ud for Sjællands nordkyst.

Efter 1840 blev tunen atter sjælden og først fra 1915 igen mere talrig. Især fra 1929 blev der fanget mange, ca. 200 årligt ved Sjællands Odde og ca. 300 ved Anholt, og mange blev set nord for Hanstholm. I hele perioden 1927-36 blev der fanget ca. 9000 tun. I 1936 blev der fanget 170 tun på en enkelt dag ved Skagen, og tunen blev stadig mere talrig.

I 1940'erne var der et verdenskendt lystfiskeri efter tun i Øresund. I 1949 blev der ved lystfiskeri fanget ca. 600 tun i det nordlige Øresund. Samme år blev der set titusindvis i det nordlige Kattegat.

Tun i Skagen Auktionshal i 1940’erne. Postkort: Einer Nielsens Boghandel.

Men fra 1950 begyndte mængden at aftage, og i 1959 blev der i alt kun fanget 6 tun i bundgarn i Danmark. Tunen kom dog tilbage i 1960-61, men langtfra i så store mængder som 20 år tidligere. I årene fra 1964 til 2015 blev tunen kun registreret få gange i de danske farvande, men i 2016 kom den for alvor tilbage (MacKenzie & Carl, 2021), og fremdeles organiserer Øresundsakvariet i Helsingør og private aktører tun-safarier med sejlads fra Helsingør Havn.

Alt i alt ser det ud til, at den danske bestand har varieret dramatisk i historisk tid. Tilsvarende var der et stort tunfiskeri i Gibraltarstrædet i årene 1555-70, som omtrent blev halveret i perioden 1570-90 og nåede et meget lavt niveau i 1590-1605. Derefter steg fangsten dog i årene 1605-35 til ca. en tredjedel af niveauet 50 år tidligere.

Selv i de gode perioder var der dog store udsving i fangsterne (Cort & Abaunza, 2019: fig. 4.13). Disse udsving kan muligvis knyttes til den såkaldte Lille Istid (ca. 1640-1715), som dog er et diffust begreb, idet der ikke er enighed om, hvornår denne istid begyndte og sluttede, bl.a. fordi påvirkningen varierede lokalt. Men at Europa oplevede en kuldeperiode i de nævnte år er sikkert.

De lavere temperaturer synes at skade den østatlantiske tuns formering og opvækst. Det ser ud til, at der fra 1599 til 1960 forekom en cyklisk vekslen i fangstmængderne i perioder på 100-120 år, relateret til ændringerne i havets temperatur (Cort & Abaunza, 2019: 31). jvf. de beskrevne variationer i de danske fangster i perioden fra 1813 til vor tid.

  
Overfiskeri eller temperaturændringer?

Det ser således ud til, at temperaturændringer i havet spiller en betydelig rolle for mængden af østatlantisk tun i farvandene omkring Europa fra Middelhavet til Norskehavet.

Og hvordan så med overfiskeri? Vi skal nok frem til de moderne fangstmetoder før overfiskeriet kan blive et problem. Arten blev utvivlsomt udsat for et voldsomt overfiskeri i anden halvdel af det 20. århundrede, hvilket resulterede i et kollaps af det nordeuropæiske tunfiskeri i begyndelsen af 1960'erne.

Det ser derfor ud til, at den nuværende genkomst af tun som vandrefisk i de indre danske farvande skyldes en kombination af øget havtemperatur pga. klimaændringer, samt den beskyttelse og monitering af den østatlantiske tun, som fra 2007 blev iværksat af The International Commission for the Conservation of the Atlantic Tuna. Der er nu strenge beskyttelsesregler og et kvotesystem, som antagelig har befordret den flotte genopretning af den østatlantiske tunbestand (Cort & Abaunza, 2019: 33).

Tun ud for Kronborg, 18. aug. 2023. Foto: © Kasper Nyberg, Øresundsakvariet.

Tunens biologi i korte træk

Den atlantiske tun er en vandrefisk, som i høj grad lever af andre vandrefisk. Dens vigtigste byttedyr i Nordatlanten er sild, makrel og hornfisk, men også brisling og tobis (MacKenzie & Carl, 2021). Alle disse arter danner tætte og ofte store stimer, som tunene fouragerer på. De spektakulære spring, som tunene foretager, skyldes, at de angriber nedenfra og farer op mod overfladen for på denne måde at trænge byttefiskene op mod overfladen. Dette kan tunen gøre, fordi den faktisk ingen betydelig svømmeblære har. En sådan ville give problemer ved de meget pludselige trykforandringer, som forårsages af hurtig lodret svømning.

Egentlig er tunen i stand til at spise næsten alt, den kan sluge, så den kan også finde på at spise bundfisk som torsk og kuller. Blæksprutter og andre hvirvelløse dyr indgår også i kosten (MacKenzie & Carl, 2021). Den atlantiske tun er ret tolerant overfor svingninger i vandets saltholdighed, derfor bliver den ikke generet af det temmelig brakke vand, som findes i Øresund, men udnytter fuldt ud de muligheder for fouragering, som det smalle Øresund giver.

Den atlantiske tun er desuden i stand til at holde en kropstemperatur, som er højere end omgivelsernes. Det gør den til en hurtig og effektiv rovfisk og befordrer endvidere fordøjelsen, hvilket er vigtigt, da artens levevis kræver meget energi. Den kan bibeholde en kropstemperatur, som ligger ca. 10°C over det omgivende vands temperatur (MacKenzie & Carl, 2021). Den er ikke egentligt endotherm (varmblodet), idet der ikke foregår en fysiologisk kontrol af temperaturniveauet, men mesotherm, dvs. delvis i stand til at holde en højere temperatur end omgivelserne vha. stofskiftets varme og fysiologiske tilpasninger, som reducerer varmetabet. For tunen handler det både om et varmevekslersystem i blodårerne og en stor krop med et relativt lavt varmetab til omgivelserne.

Den østatlantiske tun formerer sig i Middelhavet i maj-juli. Derefter foretager de ældre og større tun lange næringsvandringer til fjerne fourageringsområder, hvor de største tun vandrer længst (MacKenzie & Carl, 3021). Da Danmark - og særlig de indre danske farvande - ligger meget langt fra gydeområderne i Middelhavet, er det især de rigtig store tun, som når hertil.

Når temperaturen bliver for lav, forlader tunen atter vore farvande, typisk i efterårsmånederne, og tilbringer derpå vinteren ud for atlanterhavskysten fra Storbritannien til Portugal (MacKenzie & Carl, 2021).

Tun i Øresund, 18. aug. 2023. Foto: © Kasper Nyberg, Øresundsakvariet.

  
Tunens fremtid

Tunbestanden er blevet effektivt gendannet siden 2007 (Cort & Abaunza, 2019: 33), og den opvarmning af havvandet, som skyldes de senere årtiers klima-forandringer, er givetvis en fordel for arten. Vi kan derfor antagelig se frem til, at tunen bliver en mere stabil sommer- og efterårsgæst i vore farvande.

Hvis - på den anden side - isafsmeltningen i Arktis forårsager en svækkelse af Golfstrømmen, vil det nuværende tun-eventyr antagelig ophøre, men foreløbig kan vi glæde os over synet af springende tun, og måske vil lystfiskeriet få tildelt en kvote, så tunen igen kan landes uden problemer - ligesom den kunne i 1940'erne.

  
Tak

Til Kasper Nyberg (Øresundsakvariet) for tilladelse til at anvende to flotte fotos.

Referencer

Cort J. L. & P. Abaunza (2019): The Bluefin Tuna Fishery in the Bay of Biscay - Its Relationship with the Crisis of Catches of Large Specimens in the East Atlantic Fisheries from the 1960s – SpringerBriefs in Biology, Springer Open. Cham, Schweiz.

MacKenzie, B. & H. Carl [2021]: Atlantisk tun. I: Carl, H. & P. R. Møller (red.): Atlas over danske saltvandsfisk - Statens Naturhistoriske Museum.

Kontakt forfatteren:

Philippe Provençal
Statens Naturhistoriske Museum
Zoologisk Museum, Universitetsparken 15
2100 København Ø