Publiceret d. 17. maj 2026

Søren Tolsgaard

 
Det er bekræftet, at den pukkelhval (Megaptera novaeangliae), som er fundet død nord for Anholt, er Timmy, som i marts-april gentagne gange strandede på sandbanker omkring Lübeck. Efter en række forgæves redningsforsøg blev den af velhavende sponsorer bugseret igennem de danske farvande og sluppet ud i Nordsøen den 2. maj, men var på dette tidspunkt stærkt svækket.

2026 hvalforbud stolsgdDe danske farvande er ikke velegnede for store hvaler. Collage: S. Tolsgaard.


Mediedækningen var gigantisk og mange bidrog til debatten, bl. a. udtrykte filosoffen Nico Müller, at "opfattelsen af forskellige dyrearter er kulturelt formet: hvaler ses ofte som særligt intelligente og empatiske, mens dyr som kyllinger får betydeligt mindre offentlig opmærksomhed".

Det er kun godt et år siden, at en anden pukkelhval endte sin færd ved Følle Strand under langt mindre mediebevågenhed. Tyske iagttagere fremhæver kulturelt betingede forskelle i tilgangen: i Japan "en hurtig bortskaffelse af de strandede kadavere" (bl. a. til traditionelt konsum), mens vi i Danmark har "en naturlig tilgang" (primært pga. politisk rådvildhed).

For år tilbage hang på Naturhistorisk Museum Aarhus en stor tavle, som på et kort over Danmark viste, hvor større hvaler var strandet siden begyndelsen af 1800-tallet. Det var et ret overskueligt antal, idet hvalerne blev stadig mere truede og sjældne pga. datidens intensive hvalfangst.

Efter årtier med fredning er adskillige hvalarter nu i fremgang og strandinger forekommer stadig oftere. Nordsøen og de danske farvande er i den henseende dødsfælder for de større arter, som vanskeligt kan navigere eller finde vej ud, når de forvilder sig ind i lavvandede og labyrintiske indhave.

Forsøget på at redde Timmy indvarslede en ny, om end famlende indstilling, båret frem af privat engagement. På længere sigt bliver det vel en offentlig opgave at organisere et konstruktivt beredskab ift. nødstedte hvaler.


Referencer

Der Spiegel, [2026]: Gestrandeter Buckelwal »Timmy«: Ein Schwergewicht kämpft mit der Sandbank - youtube.com

Jersild, A. O., (2026): Strandet hval ved Anholt er Timmy - dr.dk/nyheder

Nielsen, S., (2026): Forsøgt reddet - nu er Timmy død - tv2nord.dk

Tolsgaard, S., (2025): Andagt over en død pukkelhval - gejrfuglen.dk

Wikipedia, [2026]: Timmy (whale) - en.wikipedia.org

- [2026]: Timmy (Buckelwal) - de.wikipedia.org