Publiceret d. 30. aug. 2011
Søren Tolsgaard
Fra Østerild - hjem til Aarhus..
Hjem til arbejdsløshed, strukturreformer, boligpakker, bankpakker, valgflæsk og flertallet forenet i vedholdende krav om økonomisk vækst.
Selvbestaltet Spasminister Lars Lykke Rasmussen (med høj orange hat) var et festligt indslag, her i selskab med nogle af de gamle frontkæmpere.
Mindeværdig aktion
Hvor var det opløftende dage i Thy! - Hærdede høvdinge og unge krigere fra nær og fjern trodsede styrtregn og strenge formaninger, idet de ville markere protesten imod det overgreb på den vildsomme natur, som blev sat i gang i Østerild Klitplantage. Lokale sympatisører støttede med indkvartering og forplejning, og der opstod en stemning, som gav mindelser om tressernes og halvfjerdsernes happenings.
Aktionen var helt igennem fredelig, om end ca. 100 skarpladte politibetjente i løbet af et par uger fik uddelt en håndfuld dummebøder til nogle aktivister, der havde vovet sig for langt ud i skoven, og en enkelt politihund fik længere snor end forsvarligt under disse omstændigheder.
Yara Brasil fra Amazonas, på global mission imod skovfældning, var et eksotisk indslag i den nordjyske aktion.
Klap nu lige hesten!
Miljøministeren stillede det politibeskyttede anlægsarbejde i bero, mens landsrettens afgørelse blev afventet. Afgørelsen blev i første omgang udskudt i tre uger, og derpå afgjorde Vestre Landsret d. 29/8, at den sag, som er indstævnet af Landsforeningen for Bedre Miljø, fortsat skal behandles af landsretten. Samtidig gav landsretten dog grønt lys for, at byggeriet af testcenteret kan fortsætte, idet vindmøllerne jo hurtigt muligt skal i gang, hvis det står til miljøministeren og aftaleparterne.
Første etape af træfældningen er gennemført, idet der er banet vej for tung trafik tværs igennem plantagen.
Er vindmølleindustrien fredet?
Imod aftalen står Dansk Naturfredningsforening, som af principielle grunde har indbragt sagen for EU-Kommissionen, idet byggeriet er et hidtil uset overgreb på fredet dansk natur, mens lignende gigantvindmølle-projekter er undervejs andre steder i Danmark og Europa. Blandt de politiske partier er kun Enhedslisten og Det Radikale Venstre imod byggeriet, og disse partier markerer sig således som de mest miljøbevidste på henh. venstrefløjen og højrefløjen, tør jeg vist godt sige.
Man kan undre sig over, om det er mangel på overordnet planlægning eller aftaler bag lukkede døre, der med store tilskud favoriserer den nye generation af gigantiske vindmøller uanset de miljømæssige omkostninger, samtidig med, at man satser på at placere dem midt i unikke og fredede naturområder.
Løbet er kørt, synes mange at mene, men landsretten har besluttet sig for at gå videre med sagen, som også stadig verserer ved EU-Kommissionen.
Imens kradser krisen
Mens Østerild-aktionen har stået på, er nogle af Mors- og Thy-egnens største svinefarmere gået konkurs sammen med Morsø Bank. Disse landbrugsbedrifter blev i løbet af de sidste 10-15 år spekuleret op i tidobbelt prisniveau, enorme lån blev taget i friværdierne - og nu vælter korthuset.
De enorme landbrugsarealer bør indtænkes i fremtidens vindmølleplaner, for der er behov for alternative indtægter i landbruget. Men prisen for at byde ind på disse jorde bør holdes i et forsvarligt leje, hvilket politikerne burde have hånd i hanke med, ligesom ordentlige regler for erstatninger.
Stridens æble er naturværdierne i områdets fletværk af skov, moser, klitheder og græssede enge - her den sjældne klokke-ensian (Gentiana pneumonanthe).
En giftig coctail
Den opmærksomhed, som Østerild har haft i medierne, har desværre kun gjort de allerfærreste klar over, hvad der egentlig står på spil. Det er jo ikke blot, som miljøministeren forsøger at reducere sagen til, et spørgsmål om nogle affældige grantræer, men om nye standarder for placering af større vindmøller.
Morten DD henlagde d. 29/8 "Bidt af Naturen" til Østerild Klitplantage, hvor han besigtigede områdets naturkvaliteter - med en drægtig hugorm som dramatisk klimaks - og afrundede: "Hvad man så lige skal mene, om de der 250 meter høje vindmøller, der så står og larmer, det er altså ikke en historie, som jeg vil blande mig i.."
Hvis ikke danskerne og landsretten vågner op, er snart kun tilbage at håbe, at EU-kommissionen voterer i naturens favør.
For Østerild Klitplantage er stadig en messe værd.
Referencer
9/6 2011: Magtens arrogance. - VindmollerMedOmtanke, YouTube.com
28/6 2011: Krakramt landmand forsvundet fra Mors. - Epn.dk
11/7 2011: Thylejren fødselsdagsfest og aktivisme mod vindmøller. - Indiamaluka, YouTube.com
6/8 2011: Vi skal give plads til at udvikle fremtidens vindmøller. - Villy Søvndal, Facebook.com
7/8 2011: Yara Brasil and The Magic Moshrooms- - Indiamaluka, Youtube.com
9/8 2011: Dom over omstridt vindmøllecenter må vente. - Information.dk
9/8 2011: Skovsyren: Skog-Raga. - Sorntolc, YouTube.com
12/8 2011: Miljøminister udsætter træfældning i Østerild. - Ing.dk
12/8 2011: Nordex og Envision får pladser i Østerild. - Information.dk
26/8 2011: Og de viste sig aldrig på øen igen. - Information.dk
29/8 2011: Retssag om omstridt testcenter fortsætter. - Information.dk
29/8 2011: Vores Liv: Bidt af naturen (3). - Dr.dk
29/8 2011: Retten har talt! - Nationalttestcenter.dk