Publiceret d. 15. febr. 2018

Søren Tolsgaard


Idet solen skinnede fra en klar himmel d. 14. febr., overvejede vi i den lokale hymenopter-klub, om der mon kunne være bier eller hvepse fremme allerede? Udover muligvis enkelte domesticerede honningbier (Apis mellifera) blev vi enige om, at der næppe ville være noget at komme efter.

Jeg begav mig dog ud på en længe tiltrængt spadseretur i Frijsendalen, og langs et sydvendt skovbryn bemærkede jeg, at røde skovmyrer (Formica rufa) flere steder lå fremme på deres tuer for at solbade, om end foreløbig kun i ringe antal. Men aktive var de dog!

2018 02 24 frijsendal stolsgaard3
Myretue i skovbryn; indsat: Coccinella magnifica og Formica rufa; Frijsendal, 14. febr. 2018. Foto: S. Tolsgaard


Oven på en af tuerne observerede jeg en mariehøne, som ved første øjekast kunne ligne en almindelig syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata). Vi har dog også en nært beslægtet art, som er langt sjældnere, og da jeg tidligere har fundet den i området, blev det naturligvis hurtigt konstateret, at det faktisk var et eksemplar af storplettet mariehøne (C. magnifica), eller som den også kaldes på dansk: myremariehønen.

Begge disse danske navne er relevante, for arten skelnes umiddelbart fra den almindelige art ved større pletter, der også kan variere i antal, og så lever den altid i nærheden af den røde skovmyre, idet den lukrerer på de bladlus, myrerne dyrker. Myrerne har vistnok ingen fordel af makkerskabet, men tåler formentlig mariehønen og dens larve pga. disses kemiske forsvar.

Myremariehønen er meget lokal, men kan dog være ganske talrig i områder, hvor den røde skovmyre er udbredt, således især i ældre bevoksninger af nåletræer, som desuden skal være solbeskinnede, idet den kræver et varmt mikroklima.


Referencer

Fugle og Natur, [2017]: Myremariehøne Coccinella magnifica - fugleognatur.dk

UK Beetle Recording, [2018]: Coccinella magnifica Redtenbacker, 1843 - coleoptera.org.uk