Publiceret d. 3. febr. 2023
Søren Tolsgaard
Mens mange kender til, at en række store fuglearter med ringe eller ingen evne til at flyve, som levede på afsides øer, er uddøde i nyere tid, er det mindre kendt, at et antal særprægede insekter har en lignende skæbne. Det gælder bl.a. en stor ørentvist, Labidura herculeana, som kun er kendt fra den atlantiske vulkanø Sankt Helena. Op til 8 cm lang (inkl. tang) regnes den for verdens største ørentvist, og dens historie har endda et dansk tvist undervejs.
St. Helena (122 km²) set fra satellit i 2009. Foto: NASA & Wikimedia Commons.
Sankt Helena var ubeboet, da den i 1502 blev opdaget af portugisiske søfarere. I 1600-tallet blev den strategisk vigtige ø gradvis annekteret af Storbritannien, om end det viste sig vanskeligt at lokke beboere hertil. Napoleon I blev som livstidsfange anbragt her, fordi det var utænkeligt, at han kunne undslippe fra dette øde sted. Klimaet er tropisk og ørkenagtigt, og den sparsomme vegetation blev snart yderligere forarmet af græsning, kultivering og medfølgende erosion. Denne udvikling blev dog vendt i 1800-tallet, hvor langsigtede udplantninger gjorde højereliggende dele af øen mere frodige.
1700-tallets jagt efter alle verdens arter
Som følge af Carl Linnaeus' Systema Naturae blev opmærksomheden på naturen voldsomt skærpet i de sidste årtier af 1700-tallet. Kongelige, adelige og forretningsfolk engagerede sig i jagten på at opdage og beskrive alverdens arter, såvel handelsrejsende som videnskabelige ekspeditioner samlede dyr og planter, når og hvor som helst man fandt lejlighed dertil.
Johan Christian Fabricius (1745-1808). Kilde: Wikipedia (Public Domain).
Linnaeus' mest ihærdige elev indenfor entomologien var Johan Chr. Fabricius, født i Tønder i 1745. Han rejste Europa kryds og tværs adskillige gange, idet han gennemgik museer og privatsamlinger, beskrev tusindvis af arter og opfordrede kolleger og rejsende til at samle.
Også i Danmark skete der noget, idet den unge prins Christian Frederik (senere: Christian VIII) fik interesse for indsamlinger via sin ihærdige naturhistorielærer, Hans S. Holten, som samlede flittigt i Københavns omegn, mens velbeslåede borgere grundlagde store samlinger, ikke mindst kammerherre Ove Ramel Sehested (1757-1838), hvis kosmopolitiske samling Fabricius løbende gennemgik for nytilkomne arter.
Det var således en stor ørentvist i Sehesteds samling, Fabricius i 1798 beskrev som Forficula herculeana. Med Fabricius' egne ord var denne ørentvist "gigas in hoc genere" (en kæmpe i denne slægt). Hvorledes Sehested kom i besiddelse af ørentvisten, vides vistnok ikke nærmere, idet han havde håndlangere alle vegne og byttede med ligesindede.
Eksemplaret er velpræpareret og etiketteret, og det forefindes stadig i Statens Naturhistoriske Museums samlinger. Arten er i nyere tid anbragt i en mindre slægt, Labidura, mens artsnavnet herculeana, som er det ældste for denne art, stadig er gældende. Det følges som regel i parentes af (Fabricius), evt. (Fabr.) eller blot (F.), ligesom mange andre insekter navngivet af den store systematiker fra hertugdømmerne.
Labidura herculeana. Øverst: Sehesteds eksemplar (Statens Naturhistoriske Museum). Nederst: Nyere fund af kitinrester (Jamestown Museum, St. Helena).
Langvarig tvist om Fabrius' samling
Omkring 1800-tallets begyndelse, hvor de fleste prominente arter var navngivet, dalede offentlighedens interesse for systematik lige så drastisk, som den var opstået. Tidens vedvarende krige, konkurser og revolutioner medvirkede til, at naturhistorien blev nedprioriteret. I København stod det så sløjt til, at Fabricius flyttede hovedparten af sin samling og sit virke til Kiel.
1700-tallets samlinger i København gik da i høj grad til grunde pga. mangelfuldt tilsyn. Sehested & Tønder Lunds kombinerede samling (inkl. L. herculeana) blev dog reddet, idet grosserer Bernt Westermann (1781-1868), datidens største danske samler, for egen regning tilså den jævnligt.
Midt i 1800-tallet kom Zoologisk Museum i København efterhånden på fode igen, og entomologien blomstrede i de lokale naturhistoriske foreninger. Og endelig, ifølge Ella Zimsen (1964), blev Fabricius’ samling i Kiel returneret til København ”for an indefinite tíme” ved ihærdig mellemkomst af Entomologisk Forenings magtfulde formand, Søren Tuxen (1967), som ikke mindst lod skinne igennem, at Fabricius frem for alt var dansk:
"Fabricius was Danish. Though Burmeister in 1832 wrote: "Dieses Genie erstand unter den Deutschen" and though the Deutsche Entomologische Gesellschaft in Berlin in 1941 instituted a medal "zum Gedachtnis des grossen deutschen Entomologen Johann Christian Fabricius" there can be no doubt as to his native country. He was born January 7th, 1745 in Tønder in South Jutland which was and is Danish. He was a professor first in Copenhagen and later in Kiel in Holstein, which at that time belonged to the Danish Crown, and he always felt strongly attached to Denmark."
Lå der mon et stænk af efterkrigstidens yderst forståelige danske revanchisme bag denne bombastiske retorik?
Fabricius' beskrivelse af Forficula herculeana (Supplementum Entomologiae Systematicae, 1798).
Der har siden jævnligt været forhandlinger om Fabricius’ enestående samling, som indeholder tusindvis af typedyr, idet man fra tysk side opfatter Fabricius som slesvig-holstener og lægger vægt på hans virke i Kiel, samt har gjort gældende, at man fra dansk side har arbejdet for lidt på at gøre materialet tilgængeligt.
Status quo er, at billesektionen, som er den største, i 2017 blev returneret til Kiel, mens samlingens øvrige sektioner er forblevet i København. Et mindeligt kompromis, tør man måske sige, så må tiden hen ad vejen vise, hvem der forvalter betroede talenter bedst. Mojn!
Opmærksomhed på den store ørentvist - for sent?
Siden Fabricius beskrev L. herculeana er den genfundet flere gange, men St. Helenas isolerede beliggenhed har naturligvis medført, at aktiviteten er stærkt begrænset. Alan Brindle redegjorde i 1970 for alle hidtidige fund. Levende eksemplarer var da senest fundet i 1967, og siden har man trods eftersøgninger, bl.a. i 1988, 1993, 2003 og 2005, kun været i stand til at finde subfossile kitinrester. IUCN’s internationale rødliste opgraderede derfor i 2014 arten fra "Critically Endangered" til "Extinct".
Blandt årsagerne til artens uddøen nævnes, at man fra store arealer har fjernet næsten alle de større sten, som den levede under, og anvendt dem som byggematerialer. L. herculeana levede af mindre leddyr, orme og lignende, og trivedes antagelig omkring de kolonier af havfugle, som tidligere ynglede på St. Helena, men nu er næsten forsvundet som følge af manuelle forstyrrelser, indslæbte rovdyr og rotter. Også indslæbte skolopendre og knælere kan have været fatale for ørentvisten.
Meget tyder således på, at vi - i kraft af utilstrækkelig opmærksomhed - har udryddet denne endemiske ørentvist. Det er dog flere gange hændt, at forlængst afskrevne arter er blevet genfundet, selv på ganske små klipper og skær, hvor indslæbning af prædatorer ikke har fundet sted, eller i uvejsomme kløfter, huler eller højdedrag, som har undgået de habitatforstyrrelser, der udryddede hoved-bestanden. Så det kan næppe heller udelukkes, at denne exceptionelle ørentvist måske stadig overlever på et endnu upåagtet sted.
Sandørentvist (Labidura riparia). Foto: Lars D. Bruun & Søren Tolsgaard.
Det bør afslutningsvis nævnes, at L. herculeana er ret nært beslægtet med sandørentvisten, L. riparia (Pallas, 1773), en kosmopolitisk art, eller snarere et artskompleks, som er udbredt i troperne og subtroperne. En tidlig form har antagelig fundet vej til St. Helena og udviklet sig til gigantstørrelse, som det hyppigt ses på oceaniske øer pga. det lave selektionstryk.
L. riparia er den største ørentvist i den danske fauna (op til 3 cm). Den graver ligesom L. herculeana dybe gange under sten, brædder og lignende i solåbent terræn. Danmark ligger på artens nordgrænse, idet den er udbredt syd for Østersøen; her i landet er der sporadiske fund fra de sydøstlige landsdele, mens den hverken er meldt fra Norge eller Sverige.
Tak til de anførte institutioner for anvendelse af fotos, samt til prof. Thomas Pape (SNM) for værdifulde kommentarer til manuskriptet.
Referencer
Brindle, A., (1970): Dermaptera. La faune terrestre de l'île de Sainte-Helene, Annales du Musee Royal de l'Afrique Centrale Tervuren - Series no. 8, Sciences Zoologiques 1: 213-227.
Fabricius, J. C., (1798): Supplementum Entomologiae Systematicae, s. 185.
Holst, K., (1970): Kakerlakker, græshopper og ørentviste - Danmarks Fauna, Bd. 79: 202-205.
Haas, F., [2015]: The Giant Earwig of St. Helena - The Dodo of the Dermaptera - earwigs-online.de
Nickol, M., [2023]: Famous scholars from Kiel: Johann Christian Fabricius - uni-kiel.de
Naturbasen, [2022]: Sandørentvist - naturbasen.dk
SNM, [2023]: Fabricius' collection - samlinger.snm.ku.dk
Tuxen, S. L., (1967): The Entomologist, J. C. Fabricius - Annual Review of Entomology 12: 1-15.
Wikipedia, [2022]: Saint Helena earwig - en.wikipedia.org
Zimsen, E., (1964): The Type Material of I. C. Fabricius - Munksgaard.