Gejrfuglen

Publiceret d. 4. april 2025

Jan Kjærgaard Jensen

Af og til kan vinteren, hvor der ikke er blade på de fleste træer, være den bedste årstid at opdage uventede planter.

Nyligt var jeg en tur i Silkeborg; her parkerede jeg ved Jernbanevej lige syd for banen. Imellem Jernbanevej og baneterrænet er der plantet et bælte med træer og buske, oprindelig nok primært spidsløn og paradisæbler; her holder ofte fugle til, solsort og gråspurv ses regelmæssigt, men også andre arter nu og da. Som jeg gik og kiggede fugle, fik jeg øje på noget andet: dér, oppe i en busk fangede mit blik en tot grønne blade - en mistelten (Viscum album)!

Mistelten ved Jernbanevej i Silkeborg, marts 2025. Foto: J. Kjærgaard Jensen.
   

Det havde jeg ikke ventet. Men opmærksomheden var fanget, så nu kiggede jeg bedre efter, og i løbet af kort tid observerede jeg 18 mistelten, hvoraf den største var en tæt kugle på godt ½ m i diameter. De sad både lavt i paradisæbletræer og højere i en Acer-art, vistnok spidsløn. I en af disse så jeg 5 mistelten ca. 4 m oppe. I hegnet står også taks og kristtorn, som også er planter, der spredes med bærædende fugle. Måske er det på tide at blive mere opmærksom på, hvordan naturen indfinder sig, også i byen, bare vi giver den lidt plads?

Jeg ved, at en del af de træer, der oprindeligt blev plantet, er en slags paradisæble, der hvert efterår står fuld af røde, kugleformede æbler, ca. 1½ cm i diameter. Paradisæbler er en eftertragtet føde for mange frugtædende fugle. Udover solsort og sjagger erindrer jeg, at jeg for 10-15 år siden kom forbi og så en stor flok silkehaler. En herlig fugl, der altid lyder så glad. Den æder bær i rå mængde og leverer en tilsvarende mængde klatter fyldt med frø.

Uffe Gjøl Sørensen (2013) har skrevet en artikel om fuglespredning af mistelten i og omkring København, hvor mistelten nu er ret udbredt. Han nævner netop, at silkehalen er en vigtig spredningsvektor for mistelten. Mon ikke, det også er tilfældet her? Mon ikke, der et eller andet sted i en have i Silkeborg er udplantet mistelten, som silkehaler æder frugten fra - og derpå flyver videre for at æde paradisæbler?

Mistelten er en sjov plante, der vokser som halvsnylter på grene i træer. Rejser man sydpå gennem Europa, kan man ofte se den i toppen af relativt fritstående træer. Derimod har jeg ikke indtryk af, at den er almindelig i de tættere skove. 

Mistelten var udbredt i Danmark i stenalderen og findes ret hyppigt i pollenundersøgelser. Senere er den næsten forsvundet og var i en periode i nyere tid kun kendt som enkelte planter her og der (Christiansen, 1970), og da den er særkønnet, kræves mindst 2 planter i et område for, at den kan sætte bær - så den var faktisk næsten uddød.

Man har dog længe kunnet købe dels bær til såning, dels træer podet med mistelten, og plante dem i haven. Jeg har selv været med til at så den flere steder, bl.a. i min have, hvor jeg nu kan se enkelte fuglespredte eksemplarer, samt på besøgsgården Høgdal i Salten Skov. Sidstnævnte sted er der dog foreløbig kun etableret 2 hanplanter - så foreløbig ingen bær eller yderligere spredning.

Fra haver kan det lykkes mistelten at sprede sig naturligt. I Botanisk Have i København voksede længe en stor mistelten, omhyggeligt indhegnet, for at publikum ikke skulle stjæle grene. Hvad de fleste ikke bemærkede, var, at der i bevoksningen nær ved sad mange mindre mistelten, men så diskret, at de blev overset.

Mistelten har svært ved at klare sig, hvis sommerklimaet er køligt, og det har nok været den væsentligste årsag til, at den næsten forsvandt i Danmark. Med mennesket som spredningsvektor (vha. udplantning) i haver og herfra videre i kulturlandskabet, spredt over kortere afstande af fugle, og med et lidt mildere klima, er mistelten nu stille og roligt ved at vende tilbage i vores landskab.

Mistelten på birk langs Bygholm Sø ved Horsens. Foto: Johan Salomonsen. 

Jeg har i de senere år set mistelten adskillige steder: i Fredericia langs Vejlevej, hvor der sidder flere i allé-træerne (vistnok spidsløn) ind mod byen; i Hobro så jeg et meget stort eksemplar midt i byen; langs stien på nordsiden af Bygholm Sø; ved Tåning forsamlingshus højt i en birk; i Vestsjælland på træer langs vejen omkring Gørlev og ind mod Kalundborg.

De fleste steder blev den tilfældigt bemærket ved forbi-passage, og alle de nævnte steder sidder de så højt oppe, at jeg må tro, den er spontant spredt af fugle. De lavt siddende og små, der givet også er nogle af, overses nemt i forbifarten.

P.S. Spredningen af mistelten har én klar fordel - man må kysse under den!      

Referencer

Christiansen, M. Skytte (1970): Danmarks vilde planter - Politikens forlag 1970.

Sørensen, U. Gjøl (2013): Fuglespredning af mistelten (Viscum album) - Urt 37 (4): 135-143.