Erik Ehmsen, Mogens Hansen & Helge Sørensen: Havørnens Danmark. Gyldendals Forlag, 208 sider.

Benny Kristensen


Som der står i forordet; ”Denne bog er en hyldest til Havørnen og en hyldest til Danmark". Og lad mig allerede her hylde folkene bag denne bog, for de har lavet et sandt mesterværk! 

Da jeg kort før udgivelsen hørte om denne bog, samt hørte hvem der stod bag den besluttede jeg mig for at indkøbe den hurtigst muligt. Dels ønskede jeg at erhverve mig mere viden om Havørnen mhp. formidling – for hvilken turguide fremhæver ikke denne, ja undskyld udtrykket ”lokum af en ørn” eller ”flyvende dør” - hvis den spottes på en tur rundt i det danske land? Men ikke mindst var mine forventninger til billederne tårnhøje, da et par af landets vel dygtigste rovfuglefotografer står bag denne udgivelse.

havornens danmark

Bogen er simpelthen et fotografisk mesterværk, hvor det ene pletskud afløser det andet. Der ligger uhyggelig mange timer i felten bag denne bog, og man kan næsten kun blive misundelig over, at man ikke selv lægger navn til flere af disse smukke billeder. Værket fuldendes med et utal af værdifulde oplysninger om havørnes liv, vilkår, bestandsudvikling m.m. Endvidere rummer bogen levende historier fra felten, samt en kort gennemgang af arter, man også kan nyde i Danmark: Fiskeørn, Rød glente, Kongeørn, Vandrefalk og Trane. Uanset hvilken indgangsvinkel man har til naturen, inspirerer denne bog os alle til at tage derud i felten hvor fuglene og naturen skal opleves!

Bogen får hermed ØBF's varmeste anbefalinger.

Bogen kan fx købes her: Naturbutikken

Links til fotografernes hjemmesider: Mogens H. og Helge S.