Gejrfuglen

Publiceret d. 12. april 2018

Jørgen Terp Laursen

Den almindeligste brune frø i Danmark er butsnudet frø. Den kan netop nu ses i stort antal i Gl. Rye Engkær. Her syder og bobler vandet og konstant høres artens karakteristiske snurrende stemme. Det er tid til at stifte familie, æg er allerede lagt, og om kort tid kan vi også se de små haletudser.

Forsamling af butsnudet frø (Rana temporaria); Gl. Rye Engkær, april 2018. Foto: Jørgen Terp Laursen.

Gedden leger i april måned. I engkærets lavere vandområder kan man nu også se de store hunner blive jagtet af de ofte betydelig mindre hanner. Store plask kan ses og høres. Ryg og rygfinner fra de legesyge gedder kan ses lige i vandoverfladen. Mosens "krokodiller" har også travlt med familieforøgelse.

Publiceret d. 6. april 2018

Søren Tolsgaard

Marts har været usædvanlig kølig (0,3°C ifølge DMI) og forårsblomsterne er stærkt forsinkede. De første dage i april har dog kompenseret med både solskin og varme, og bierne synes langt om længe i forårshumør.

T.v. Honningbi (Apis mellifera), Åbyhøj. T.h. Hvidbrystet jordbi (Andrena vaga), Frijsendal. Fotos: Vilius Lyby Tolsgaard, 4. april 2018.

Publiceret d. 6. april 2018

Jørgen Terp Laursen

Den 3. april 2018 gjorde sig bemærket ved en markant temperaturstigning sammenholdt med de foregående dage. Det udløser som regel fugletræk om foråret. Denne dag drejede vinden tillige om i SV, og med god sigt og let til frisk vind har vi det optimale træk-vejr ved Moesgård. 

Forfatteren med flere benyttede dagen til at tage til Moesgård, og vi blev belønnet med næsten 20.000 trækkende fugle. Rovfuglene var fordelt med: rød glente 7, havørn 3, rørhøg 4, spurvehøg 31, musvåge 69, fiskeørn 6, tårnfalk 3 og vandrefalk 1 (se mere i DOFbasen). Samme dag så vi også en nældens takvinge.

Gammel spurvehøg (Accipiter nisus) på træk. Foto: Jørgen Terp Laursen.

NB: JTL vil igen i 2018 kortlægge ynglebestanden af rød glente i Østjylland. Håber derfor på din hjælp.

Temadag lørdag d. 17. marts på Naturhistorisk Museum Aarhus
 

Signe Nepper Larsen (vicedirektør i NS): Fremtidens naturforvaltning på Naturstyrelsens arealer

Naturstyrelsen forvalter 5% af det danske statsejede landareal - ca. 210.000 ha skov og lysåben natur. Naturstyrelsen har til opgave som statslig arealforvalter at tilbyde gode muligheder for både natur og friluftsliv i krydsfeltet mellem beskyttelse og benyttelse. Samtidig er halvdelen af de statsejede arealer udpeget som Natura 2000-områder, og omkring 40% af de danske lysåbne habitatnaturtyper findes her. Styrelsen har således et stort og vigtigt ansvar som den statslige forvalter af vores fælles naturarv. På temadagen vil Signe Nepper Larsen fortælle om de rammer, som styrelsen arbejder indenfor med forvaltningen af skov og natur, og der bliver givet bud på fremtidige mål, midler og nye metoder i Naturstyrelsens forvaltning.

Kjeld Hansen (miljøjournalist, forfatter og debattør): Det store SVIGT - beretningen om hundrede års naturfredning i Danmark

Er vi ikke blandt de rigeste nationer på kloden, og har vi ikke verdens bedste naturfredningslov? Hvordan gik det så til, at det yndige land alligevel endte med en natur, der er blandt de ringeste i Europa? I 100-året for den første naturfredningslov stiller Kjeld Hansen skarpt på naturfredningens stærke og svage sider. Oplægget afslører, hvordan millioner af kroner er spildt på nyttesløse fredninger som fx i Tøndermarsken, Varde Ådal, Rold Vesterskov og Værnengene i Vestjylland. I dag har naturen det værre, end før de kostbare fredninger blev gennemført. Samme billede tegner sig for en meget stor andel af de naturfredninger, som forfatteren har besøgt og undersøgt. Blandt årsagerne til det enorme pengespild og ditto naturtab peges på fredningsnævnenes inkompetence, politikernes upålidelighed og myndighedernes svigtende kontrol. Kun takket være EUs skrappe naturdirektiver er det ikke gået endnu værre. Kjeld Hansen har gennemgået samtlige 5797 naturfredninger, som myndigheder og politikere officielt hævder, der er gennemført siden 1917. Imidlertid afslører hans research, at det korrekte antal blot er 1843. Kun ved at tælle bl.a. kirker, store sten, forbud mod reklameskilte, samt P-pladser ved strandene med som ”naturfredninger”, er det lykkedes at puste antallet op og skabe illusionen om det naturfredede Danmark. Foredragsholderen konkluderer, at staten har spillet fallit som naturens beskytter, mens private fonde, kommuner og naturforeninger i stigende grad tager ansvaret på sig. Danmarks fineste natur er i dag på private hænder, mens staten rask væk sælger ud af de nationale naturklenodier. Fremtidens eneste bolværk mod det totale ophørsudsalg er Danmarks Naturfredningsforening og frygten for EU-Kommissionen. Foredraget er baseret på bogen Det store SVIGT, der udkom 10. oktober 2017.

Rune Engelbreth Larsen (idéhistoriker, forfatter, naturfotograf): Nationalpark-konceptet er en del af problemet - vildere natur en del af løsningen

Naturbeskyttelse, fredninger og nationalparker har ikke løst biodiversitetskrisen - naturværdierne forringes til stadighed. Derfor skal vi tænke i andre baner. I sin seneste bog, Vildere vidder i dansk natur, har idéhistoriker og naturfotograf Rune Engelbreth Larsen beskrevet mulighederne for 35 større naturreservater i primært offentligt ejede områder i Danmark, hvor lodsejerkonflikter kan undgås, og hvor naturen kan få et afgørende løft: I alt 1.200 km2 vildere natur på naturligere præmisser. Ikke blot til gavn for arter og levesteder, men også til gavn for oplevelsesrigdommen. Ideen konkretiseres og eksemplificeres i et billedrigt Power Point-foredrag om forarmelsen og pladsmanglen i dansk natur, og om hvordan vi skifter kurs og kommer videre med vildere natur.

Moderat græsning med geder i lynghede på Bølmesbakke, Favrskov Kommune. Foto: S. Tolsgaard.  

Jens Reddersen (biolog, naturprojektmedarbejder): Hvad kan oprettelsen af en nationalpark gøre for at beskytte naturen?

Hvad er relevansen af det arbejde, som succesfuldt er påbegyndt i Nationalpark Mols Bjerge? Spørgsmålet søges besvaret via en række gode eksempler på anderledes projekter. Nationalparken har færre økonomiske muskler end stat og kommune og de store fonde, men samtidig en meget bredere dagsorden uden at være myndighed. Det resulterer i særlige udfordringer til samarbejde, formidling og inddragelse af relevante parter. Nationalparken har især haft succes med frivillighed, både frivillige naturplejere, formidlere og frivillige deltagende lodsejere. Samtidig er kommuner, stat og universiteter inddraget i arbejdet. Jens Reddersen tager udgangspunkt i nogle af de store biodiversitetsprojekter - BiodiverCity (13 km Blomstrende Bånd gennem Byen - fra Øer til Egsmark), Råd til Råd (mere dødt ved og naturplaner i gamle løvskove) og Vild med Vildt (naturplaner på jagt- og skovejendomme i Egsmark-Feldballe-Femmøller) og endelig Basballe-projektet med Den Danske Naturfond.

Hans Peter Ravn (seniorforsker): Artsbeskyttelse som redskab - virker det?

Hvilken typer af artsbeskyttelse findes der? Giver det mening at frede arter uden at frede biotoper? Hvilke eksempler har vi på fredning af insektarter? Hvad er formålet? Har det virket? Indsamlingsstop - kan man overhovedet udrydde insektarter ved indsamling? Er der konflikter mellem hensyntagen til forskellige artsgrupper - fugle, planter, insekter? Og til andre naturinteresser, rekreative interesser og arealanvendelsesinteresser? Truer den nye "natur"-trend ("Spis mosen", "Spis Amager Fælled", "Spis Naturen", etc.) de vilde danske planter? Hvordan er sammenhængen mellem indsamling af insekter og rødlistearbejdet? Hvilke ønsker kunne der formuleres for fremtidens naturforvaltning af en af vore største og økologisk mest betydningsfulde organismegrupper - insekterne? Med udgangspunkt i nogle af disse spørgsmål vil indlægget søge at belyse det overordnede spørgsmål - uden nødvendigvis at give et dækkende svar :-)

Rasmus Ejrnæs (seniorforsker): Hvordan forvaltes hensynet til svampene?

Svampene er blevet overset i dansk og international naturbeskyttelse. Første fik fuglene deres direktiv, og dernæst kom turen i 1992 til naturtyperne og arterne - dyr og planter vel at mærke. Svampene blev glemt - bortset fra laverne, som sneg sig med ind på bilag 5. Det er ærgerligt, eftersom svampene er eminente indikatorarter for naturtilstand i en række naturtyper, hvor det er småt med andre truede arter. Fx i gamle løvskove langs vore kyster og på gamle græslandslokaliteter. Hvad skulle vi gøre anderledes end i dag, hvis vi skulle passe bedre på svampene?

Lokalt naturforvaltningsinitiativ i kystskov ved Vive, Mariagerfjord Kommune. Foto: S. Tolsgaard. 

Pil Birkefelt Møller Pedersen (Ph.d.-studerende, Bioscience): Er rewilding med store dyr en måde at sikre fremtidens naturindhold?

Ideen til rewilding stammer fra Nordamerika og tager udgangspunkt i at genudsætte store rovdyr og planteædere i store naturområder. De seneste 10 år er der dukket flere og flere såkaldte rewilding-projekter op i Danmark. Men er rewilding en relevant naturforvaltnings-strategi i tætbefolkede Danmark? Er der tale om fuldskala rewilding-projekter? Og hvordan opnår man fuldskala rewilding? Jeg præsenterer vores model til at kategorisere rewilding-initiativer og til at guide forvaltningstiltag til at øge rewilding-graden. På basis af en spørgeskemaundersøgelse blandt folk engageret i naturforvaltning i Danmark samt en national survey af rewilding-initiativer diskuteres potentielle rewilding-områder og rewilding-arter, samt hvad rewilding har af potentiale for dansk naturbevaring.

Flemming Nielsen (direktør i DDN): Den Danske Naturfond - status og planer for fremtiden

Den Danske Naturfond er etableret i 2015, og har arbejdet med projektudvikling i ca. 2½ år. De første projekter er gennemført, og fonden vil gøre status og præsentere planer og forventninger til de kommende års indsats. Der vil både være fokus på projektindholdet og processen med at udvikle, lokalt forankre og monitere fondens projekter.

Jacob Palsgaard Andersen (skovrider): Aage V. Jensen Fondens fremtidige strategi

Aage V. Jensen Naturfond har gennem mere end 25 år arbejdet med konkret naturforvaltning på en lang række ejendomme. I den seneste 5-års strategi-periode har naturfonden arbejdet med en evaluering af indsatsen. Indlægget vil komme ind på erfaringerne fra evalueringen - og forsøge at svare på det udfordrende spørgsmål: Skulle vi have gjort tingene anderledes?

Publiceret d. 27. febr. 2018

Jørgen Terp Laursen

Jubilæet blev fejret ved et arrangement på Navigator, Aarhus d. 8. febr. Deltagerne var ældre, nuværende og tidligere medlemmer af ØBF, hvoraf de fleste også var med til at fejre ØBFs 25 års jubilæum i 1993.

De fremmødte, som selv bekostede arrangementet, var: Lars Abrahamsen, Jens Tang Christensen, Mogens Damm, Helge Dethlefsen, Jørn Eskildsen, Pia Eskildsen, Georg Guldvang, Karsten Haug, Finn Lund Henriksen, Flemming Hørsted, Inge Hørsted, Jens Gregersen , Sus Gregersen, Georg Guldvang, Jens Kirkeby, Jørgen Terp Laursen, Kirsten Højlund Laursen, Torben Hviid Nielsen, Knud Pedersen, Hans Pinstrup, Leif Schack-Nielsen, Ditte Seeberg, Erling Sørensen.

Deltagerne ved jubilæums-arrangementet på Navigator, Aarhus d. 8. febr. 2018. Foto: Flemming Hørsted.

Jeg vil gerne på ØBFs vegne sige deltagerne tak for en dejlig aften. Stemningen, de underfundige og morsomme taler og en flot middag kunne ikke være bedre. Mest af alt - det er imponerende - at vi er så mange, der har kendt hinanden i så mange år. Men også - som Knud Pedersen sagde - hvor er der mange, som på den ene eller anden måde også er tilknyttet Skagen..

Nostalgien fik lov at blomstre, gamle minder og oplevelser så dagens lys. Vores gamle ven, Torben Hviid Nielsen havde ikke glemt os - og vi havde ikke glemt ham. Torben fortalte om tiden før foreningen blev til, spændende historiske betragtninger, som jeg sammen med Torben vil lægge ud på ØBFs hjemmeside krydret med gamle fotos.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til Jens Gregersen og Georg Guldvang, der arrangerede festen, og til Flemming Hørsted for fotos.

Den berømte adfærdsforsker Konrad Lorenz foretog i 1930erne studier af prægning hos dyr. Vi er så sandelig også præget af vores fortid ved fælles naturoplevelser, som har medført livslange venskaber.

Håber vi også mødes en anden gang til hyggeligt samvær!

Publiceret d. 15. febr. 2018

Søren Tolsgaard

Idet solen skinnede fra en klar himmel d. 14. febr., overvejede vi i den lokale hymenopter-klub, om der mon kunne være bier eller hvepse fremme allerede? Udover muligvis enkelte domesticerede honningbier (Apis mellifera) blev vi enige om, at der næppe ville være noget at komme efter.

Jeg begav mig dog ud på en længe tiltrængt spadseretur i Frijsendalen, og langs et sydvendt skovbryn bemærkede jeg, at røde skovmyrer (Formica rufa) flere steder lå fremme på deres tuer for at solbade, om end foreløbig kun i ringe antal. Men aktive var de dog!

Myretue i skovbryn; indsat: Coccinella magnifica og Formica rufa; Frijsendal, 14. febr. 2018. Foto: S. Tolsgaard

Oven på en af tuerne observerede jeg en mariehøne, som ved første øjekast kunne ligne en almindelig syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata). Vi har dog også en nært beslægtet art, som er langt sjældnere, og da jeg tidligere har fundet den i området, blev det naturligvis hurtigt konstateret, at det faktisk var et eksemplar af storplettet mariehøne (C. magnifica), eller som den også kaldes på dansk: myremariehønen.

Begge disse danske navne er relevante, for arten skelnes umiddelbart fra den almindelige art ved større pletter, der også kan variere i antal, og så lever den altid i nærheden af den røde skovmyre, idet den lukrerer på de bladlus, myrerne dyrker. Myrerne har vistnok ingen fordel af makkerskabet, men tåler formentlig mariehønen og dens larve pga. disses kemiske forsvar.

Myremariehønen er meget lokal, men kan dog være ganske talrig i områder, hvor den røde skovmyre er udbredt, således især i ældre bevoksninger af nåletræer, som desuden skal være solbeskinnede, idet den kræver et varmt mikroklima.

Referencer

Fugle og Natur, [2017]: Myremariehøne Coccinella magnifica - fugleognatur.dk

UK Beetle Recording, [2018]: Coccinella magnifica Redtenbacker, 1843 - coleoptera.org.uk

Publiceret d. 11. dec. 2017

Hermed offentliggøres vinderbillederne i ØBFs fotokonkurrence 2017. Der er i år usædvanligvis hele fire vinderbilleder, idet to billeder i kategorien "med øjne" endte på en delt 1. plads.

Billeder med øjne: Blåhalet biæder (Merops phillippinus) med bytte; Sri Lanka, februar 2017. Foto: Christian A. Jensen.

Billeder med øjne: Kurtiserende suler (Morus bassanus); Helgoland (Tyskland), Nordsøen, juni 2017. Foto: Søren Højager.

Billeder uden øjne: Nordlys (Aurora borealis) over Peskatun; Alta, Finnmark, Norge, marts 2017. Foto: Margaret Skovsen.

Sjove billeder: Selfie med sølvmåge (Larus argentatus); Den Norske Opera, Oslo, juli 2017. Foto: Jens Maarbjerg.       

Jan Kjærgaard og Ole Frank Jørgensen, 2017: Pattedyr i Norden. - Gyldendal, 348 sider.

Jørgen Terp Laursen

  
Der er gennem årene skrevet mange håndbøger om fugle, men langt færre om pattedyr. Det var derfor spændende at modtage denne bog, der må betragtes som en efterfølger af Nordens Pattedyr og delvis af Dansk Pattedyratlas.

Indhold

Bogen omfatter følgende hovedafsnit: Bestemmelsesnøgler (83 sider); herefter artsbeskrivelser, som er inddelt i: insektædere, flagermus, støttetandede, gnavere, rovdyr, hvalros og sæler, klovdyr og hvaler. For hver art beskrives: forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested og udbredelse, føde, levevis samt i et særligt afsnit: ”sådan opleves den”. Sidst i bogen litteraturliste og artsregister, hvor så vidt muligt alle navne på pattedyr i de nordiske lande er nævnt. Fotos er vist for alle pattedyrarter hjemmehørende i Norden. Derimod er der desværre ingen udbredelseskort.

Bestemmelsesnøgler

Bestemmelsesnøglerne fylder en stor del af bogen. I forordet skriver forfatterne: ”Vores vigtigste mål med denne bog har været at give brugeren let adgang til navnet på et fundet dyr”. Det har således været forfatterne magtpåliggende at lave bestemmelsesnøgler, så alle arter kan nøgles. Er målet så nået? Absolut, - men dog ikke helt.

Afsnittet om bestemmelse af spidsmus kan laves bedre og mere enkelt end vist i bogen. Sikker flagermus-bestemmelse på baggrund af størrelse og flugtkarakter iagttaget vha. håndlygte, som nævnt i bogen, er kun mulig for enkelte arter. En sikker bestemmelse foretages primært via stemmeoptagelser (vha. flagermusdetektor) og ved at undersøge eksemplarer på tæt hold (fx i hånden). Tegningerne til bestemmelse af flagermus er ofte ikke detaljerede nok - det gælder fx angivelse af sporebrusk og ørelap. For vandflagermus burde de relativt store fødder nævnes som et vigtigt kendetegn for arten. Det overrasker, at man har fundet en fysisk forskel på pipistrelflagermus og dværgflagermus, - det er i hvert fald helt nyt for mig.

Adskillelse af halsbåndmus og skovmus alene på grundlag af tænderne, som vist i bogen, er mig bekendt ikke mulig, mens kraniemål ud fra størrelsen i nogle tilfælde er brugbar til bestemmelse af halsbåndmus. Når det så er sagt, er de øvrige bestemmelsesnøgler gode eller endda fremragende - og præsenteret pædagogisk rigtigt, så selv mindre øvede kan få glæde af bogen.
  

Fotos

Det har været et gigantisk arbejde at fremskaffe fotos af alle Nordens pattedyr, fordi flere arter er sjældne eller vanskeligt tilgængelige, bl.a. er de fleste pattedyrarter overvejende nataktive. Fotokvaliteten er gennemgående meget god, om end det i flere tilfælde havde være ønskeligt med større format - små billeder bliver ofte for mørke. Dejligt med de informative billedtekster. Billedet af vandspidsmus (s. 98) er meget atypisk og ligner mere en taigaspidsmus. Og billedet af frynseflagermus (s. 127) er helt givet en vandflagermus, hvilket også stemmer overens med den øvrige billedtekst til fotografiet. Fotografens navn er i øvrigt stavet forkert.
   

En vurdering

Det kan meget let gå galt, når man giver sig i kast med at skrive en fagbog i et omfang som nærværende. Men bogen er særdeles velskrevet og proppet med meget ny viden, om end der også er forhold, som burde være siet fra eller tilføjet ved korrekturlæsningen.

Afsnittet ”sådan opleves den” er en helt ny idé sammenlignet med andre naturfagbøger og giver god mening. Her nyder læseren godt af forfatternes mangeårige viden om dyrelivet i felten. Og så er det befriende med humoristiske indslag i en fagbog, der ellers kan være lidt tør læsning. Fx (s. 107) "kan man tage en tur med den transsibiriske jernbane med stop undervejs. Finder man ikke Taigaspidsmus, får man garanteret set andre dyr”.

Mht. til artsnavne er brun langøret flagermus velvalgt, men det er almindelig markmus til gengæld ikke. Den bør kaldes nordmarkmus som pendant til sydmarkmus. Anvendelse af ”almindelig” i et artsnavn er generelt uheldigt - men det er en sidebemærkning.

Det havde været ønskeligt, om bogen var lidt mere opdateret mht. pattedyrenes relationer til klimaændringer, pesticider, udbredelse, statusændringer o. a., som kunne have været nævnt med få ord. Her tænker jeg bl.a. på flagermus generelt, pindsvin (pesticider), pindsvin og husmus (markant tilbagegang), mosegris (top-år), rød ræv vs. polarræv (konkurrence). Halsbåndmus er i dag udbredt i det meste af Thy, brun rotte er nu på Fanø, hasselmusens kerneområde i Danmark er Sydfyn og brandmusens er Lolland-Falster. Vandspidsmusen er næppe almindelig i Danmark. Ugler spiser stort set ikke muldvarp (s. 110).
   

Godt gået - trods alt

Beskrivelserne af de mange arter, de talrige feltkendetegn og ynglebiologiske forhold, der ofte er mangelfuldt undersøgt, kan nok give panderynker i et bogprojekt. Bogens forfattere har imidlertid løst opgaven flot. Tilmed har vi fået faglig viden, der sjældent er beskrevet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke mindst på rejser i de nordiske lande, hvor man ofte har savnet faglitteratur lige ved hånden. Det har været et gigantisk skriveprojekt, ikke mindst afsnittene om feltbestemmelse, om end der er svipsere. Det har naturligvis været vanskeligt at ”få alt med” i håndbogsformat. Det er ligeledes en næsten umulig opgave at have aktuel viden om alle pattedyrarter.

I en eventuel senere udgave af Pattedyr i Norden er flere faglige justeringer påkrævet. Færre billeder og mere tekst må anbefales. Mange læsere vil sikkert savne udbredelseskort, og her kunne forfatterne have henvist til The Atlas of European Mammals.

Publiceret d. 31. aug. 2017

Jan Kjærgaard & Jørgen Terp Laursen

Lækatten er det eneste pattedyr i Danmark, der skifter mellem hvid vinterpels og brun sommerpels. Undertegnede indsamler observationer af farveskiftet hos lækat her i landet. Formålet med undersøgelsen er at kortlægge, om lækatten har ændret adfærd mht. fældning ifm. klimaændringerne. Optræder den lige så lang tid i dag som førhen i vinterdragt? Hvornår får og skifter lækatten til vinterpels? Disse og flere spørgsmål vil vi forsøge at give svar på med hjælp fra læseren.

Lækat i vinterdragt; Brabrand Sø, 28. jan. 2017. Dens bytte er en gærdesmutte, som fotografen ringmærkede på samme lokalitet i 2015! Foto: Morten Jenrich Hansen.

Indsend observationer af lækat - ældre som nyere - ALT har interesse. Husk at angive om dyret er set i vinterdragt (hvid), overgangsdragt (broget) eller i sommerdragt (brun). Lækatten er større end det lille mårdyr, bruden, som den ligner, men har - i modsætning til bruden - altid sort halespids. Lækatten træffes i mange landskabstyper, men foretrækker lidt fugtige engområder, vejrabatter og læhegn, hvor der er en god musebestand. Den kan også ses i større byparker.

Oplysninger kan sendes til enten Jan Kjærgaard (29613149; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ) eller Jørgen Terp Laursen (61516464; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ).

Fotos af lækat modtages også gerne.

 
Referencer

Laursen, J. T., & J. Kjærgaard, 2015: Projekt lækat (Mustela erminea) - gejr-fuglen.dk

Publiceret d. 24. febr. 2017

Philippe Provençal

   
Høgeuglen (Surnia ulula) er normalt en standfugl i de nordlige nåleskov- og birkeskov-zoner, hvor dens udbredelse er cirkumpolar, dvs. omfatter store dele af Skandinavien, Finland, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada.

Høgeugle; Kongenlunden, Amager, 18. febr. 2017. Foto: Philippe Provençal.

I udseende minder høgeuglen om en høg: Den er ret langhalet, brystet er hvidt og bugen har smalle, mørke tværstriber i lighed med spurvehøg og duehøg. Også flugten er høgelignende med aktiv flugt afbrudt af glid. Herudover er den dagaktiv, hvilket er ganske usædvanligt for ugler, om end også mosehornuglen kan finde på at fouragere i dagslys. I flugten rager høgeuglens store næb frem og giver hovedet en spids profil, men det samlede synsindtryk er dog klart ugleagtigt. Sløret er hvidt, omkranset af en tydelig sort stribe i hver side, og øjnene er klart gule.

Høgeuglen lever langt overvejende af mus og lemminger. Den foretrækker standjagt, hvor den sidder og spejder efter bytte fra et udkikspunkt, gerne i et udgået træ. I perioder, hvor bestanden af smågnavere svigter, ofte efter en god ynglesæson, hvor talrige ungfugle søger føde, hænder det, at høgeuglerne forlader deres hjemegn og leder efter føde længere sydpå, bl.a. i Danmark. Invasionsåret 1983/84 var således helt usædvanligt med 100-400 observerede høgeugler i Danmark.

I år er invasionen også ret god, selv om den slet ikke kan sammenlignes med det store invasionsår. I vintersæsonen 2016/17 er der indtil nu ifølge DOFs database observeret 7-10 høgeugler i Danmark, og vi skal helt tilbage til vinteren 1989/90 for at overgå dette, idet der dengang blev observeret 14 høgeugler.

I efteråret 2016 indløb to tidlige observationer fra Klosterheden i Jylland, idet én høgeugle blev observeret fouragerende d. 6. okt., mens et dødt eks. blev observeret samme sted d. 9. okt. De to observationer angår dog muligvis samme fugl. Vinterens øvrige observationer er overvejende fra Sjælland, hvilket er mere sædvanligt, da langt de fleste høgeugler i tidens løb er blevet observeret øst for Storebælt, men jævnligt ses den dog også i det nordlige Jylland.

Referencer

Cheferne i felten, 2016: Invasion fra nord - Udstødningsrøret 2016

DOFbasen, [2017]: Høgeugle (SU)

Génsbøl, B. & S. Langvad, 1991: Nordens Fugle - C. E. G. Gad, København