Publiceret d. 29. febr. 2016
Jørgen Terp Laursen
I følge Jens Vendelbo, Lystrup, blev der i sept. 2015 observeret en voksen odder med to unger nær ved Gudenåens udløb i vestenden af Mossø ved Klosterkær. Odderen kan yngle på mange årstider, oftest i maj måned, men iagttages kun sjældent med unger. Det meldte observationssted er et typisk opholdssted for en odder med unger. Hunnen leder således normalt ungerne til et fiskerigt sted, ofte ved å-udløb i større søer.
Trafikdræbt odder; E45, SØ f. Mossø, 21. nov. 2008. Foto: S. Tolsgaard.
Temadag d. 5. marts 2016 på Naturhistorisk Museum Aarhus
Anna Bodil Hald: Eksempler fra landbrugsdrift
Landbrugsdriften har måske mere end noget andet ændret det danske land-skab gennem tiderne. I indlægget gives eksempler på landbrugsdriftens brutale indflydelse på naturen - på godt og ondt. Jeg giver eksempler på, hvordan nogle levesteder er skabt på bekostning af andre, hvordan nogle arter fremmes på bekostning af andre, hvordan levesteder og arter forsvinder for at blive erstattet af monobestande af kulturarter, et landskab med nærings-overskud og indsnævret økologisk leverum for andre arter. Mit emnefelt er såvel arealer udenfor omdrift som arealer i omdrift.
Lars Brøndum: Byudvikling
I Danmark rejser byerne sig som mægtige klippelandskaber i et ellers fladt agerland. Byernes udformning skaber dermed nogle unikke livsvilkår, som danner rammerne for de dyr og planter, der vælger at gøre byerne til deres levested. Byerne er både varmere og tørrere end det omkringliggende landskab og med transporten af gods fra det store udland, så bliver byerne hurtigt til ambassader for arter, der normalt kun vil kunne findes under mere sydlige himmelstrøg.
Morten Elmeros: Motorveje - barrierer for de fleste
Infrastrukturanlæg som veje og jernbaner klipper landskabet op i små frimærker for alt fra invertebrater til store pattedyr. Efterhånden som vejnettet og jernbanerne udbygges, byudvikling langs anlæggene og trafik-mængden på anlæggene stiger, øges fragmenteringen af bestandene og deres levesteder yderligere. Trafikdrab af større arter på vejene er et åbenlyst resultat af faunaens mislykkede forsøg på at krydse barriererne. For sjældne arter kan den ekstra mortalitet pga. trafikdrabene have en væsentlig betydning for arternes bestandsstatus, specielt for k-strateger som flagermus, syvsovere og mårdyr. De langsomt virkende og mere skjulte effekter, fx genetisk isolation, forringelse og tab af levesteder pga. kemisk, lys- og lydforurening, kan dog have stor negativ betydning for alle arters bestandsstatus på længere sigt. Efterhånden som levevilkårene forringes i landskabet generelt, stiger betydningen af de negative effekter fra infrastrukturanlæggene og behovene for at modvirke dem. For små arter tilknyttet lysåbne habitater kan vejbanketter dog rumme et potentiale som et netværk af korridorer med ikke-opdyrkede arealer gennem de intensivt udnyttede agroindustrielle ørkenlandskaber.
"The Great Wind of 1362". Samtidig illustration fra “Chronicle of Anonymous of Canterbury”.
Frank Jensen: De Groote Mandrank - den værste naturkatastrofe i Danmarks historie
År 1362 indtraf den Frank Jensen: værste naturkatastrofe nogensinde kendt i Danmarks historie. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der forårsagede den. Måske var det en stormflod af helt enorme dimensioner eller en tsunami. I løbet af et døgn forsvandt omkring en tiendedel af landets areal. Dødstallene var voldsomme, 100.000 har været nævnt, ingen ved dog det nøjagtige tal. Hvad vi ved, er at Vadehavet, som vi kender det i dag, opstod ved den lejlighed. De nuværende øer Fanø, Mandø og Rømø var indtil da en del af fastlandet, og de opstod, da flodbølgen fjernede alt landet mellem og bag dem.
Peter Wind: Forsvaret som naturforvalter - feltarbejde mellem nedslag af lysraketter og bombekratere
Forsvarsministeriet er en af Danmarks største statslige jordbesiddere. Mange af ministeriets arealer er underlagt bindinger, idet mange af de forekommende naturtyper på arealerne er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 samt udpeget som NATURA 2000 områder. Bindingerne medfører, at der skal søges om tilladelse til at udføre større anlægsarbejder til understøttelse af de mili-tære aktiviteter eller pleje af vegetationen på arealerne. Aarhus Universitet har i flere tilfælde rådgivet forsvaret i forbindelse med planer om at udføre anlægsarbejder og naturpleje på arealer, der er NATURA 2000 områder. I indlægget gives eksempler på rådgivningsopgaver, der bl.a. består i udfærdigelse af konsekvensvurderinger indeholdende forslag til afværge-foranstaltninger, der skal udføres, hvis forsvarets projekter godkendes.
Jacob Heilmann Clausen: Vandalisme mod bøgetræer i Gribskov
De danske skove er de sidste 200 år blevet drevet med vedproduktion for øje. Træer med hulheder, råd og svampeangreb er målrettet blevet fjernet ved tyndinger, og vi er i dag blandt de bedste i verden til at producere tømmer i høj og ensartet kvalitet. Til gengæld har mange svampe, insekter og epifytter knyttet til gamle træer mistet deres levesteder i den dyrkede skov og er nu i risiko for at forsvinde fra Danmark. Derfor har Naturstyrelsen besluttet at bevare et antal livstræer til aldring og naturligt forfald. Spørgsmålet er, om de truede arter har tålmodighed til at vente på, at der naturligt opstår levesteder i de bevarede livstræer. I projektet vil vi teste forskellige metoder til hurtigere at skabe levesteder for arter knyttet til gamle træer og arbejde med skovens mere overordnede struktur til gavn for arter, der har det svært i de ensartede produktionsskove.
Emil Skovgaard Brandtoft: Livet vender tilbage i råstofgravene
Der findes råstofgrave mange steder i Danmark. Der bliver gravet mergel, sten, grus og sand. Det ser voldsomt ud og skaber tydelige ar i landskabet. Men hvad sker der, når de store, tunge maskiner forlader råstofgravene, og livet vender tilbage? De voldsomme ar i landskabet kan hurtigt udvikle sig til spændende levesteder for et mylder af arter. Den blottede mineraljord er næringsfattig og bliver hjemsted for nøjsomhedsplanter, de stejle sydvendte skrænter bliver varme og huser både bier, krybdyr og sjældne edderkopper.
Kåre Manniche Ebert: Vandløbene - fra natur til kultur
Der er vandløb overalt i Danmark. De mere end 60.000 km åer og bække snoede sig oprindeligt lystigt gennem landskabet, men i dag har kun ca. 2 pct. af VANDløbene bevaret deres naturlige slyngninger, og det har medført en forarmelse af biodiversiteten i og omkring vandløbene. Mange opstemninger og spærringer ligger desuden som blodpropper i åerne og spærrer for fiskenes frie vandring og skaber lange, kedelige åstrækninger. De seneste 30 år er der sket forbedringer - mange af dem skyldes frivillige sportsfiskeres indsats - og vi har fået mange erfaringer med, hvad der virker og ikke virker. Mulighederne for at genskabe gode vandløb er således til stede. Men nye politiske vinde blæser over landet, og det kan i værste fald betyde, at mere end tre årtiers arbejde for bedre vandløb ryger ud med badevandet.
Camilla Fløjgaard: Fremtidens naturområder: Fæstninger i produktionslandet
For at fremtidssikre biodiversiteten kræves der store sammenhængende naturområder med naturlig hydrologi, brand, stormfald, erosion og store vilde dyr. Vi kan lige så godt glemme alt om at prøve at kombinere dette med sommerhusområder, golfbaner og skovdrift - ja, også selv om nogen kalder det ”naturnær skovdrift”. Al den vilde natur er i direkte konflikt med landbrugets ønske om at kontrollere naturen: dræne, gøde, vande og undgå ”markvildtskader”. Der er behov for en fysisk separation af natur fra produktionslandet. Naturen skal bestå i store hegnede vilde naturfæstninger, hvor vi som mennesker kan komme på tålt ophold og opleve den forunderlige mangfoldighed og vilde dynamik.
Publiceret d. 11. jan. 2016
Søren Tolsgaard
En hvid stork (Ciconia ciconia), der i øjeblikket holder til ved Viby, kommer fra Polen, hvor Fundacji Albatros i 2014 havde den i pleje efter en skade. Storken har siden efteråret fløjet vidt omkring i både Danmark, Sverige og Norge. Den er ringmærket med indskriften Gdansk, hvilket har fået flere til at antage, at der var tale om en stork opdrættet i Danmark.
Polsk vinterstork i dansk snefog; Viby, 10. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.
I følge Storkene.dk er det første gang, en polsk stork overvintrer i Danmark. Idet den allerede er vant til at omgås mennesker og derfor ikke særlig sky, har Storkene.dk besluttet at hjælpe den igennem vinteren vha. fodring. En stork kan nemlig udmærket klare normale, danske vintertemperaturer, men har svært ved at finde tilstrækkelig føde om vinteren.
Der er dog delte meninger om, hvorvidt man bør fodre en overvintrende stork, for via fodring svækker man trækinstinktet, og storken bliver mere eller mindre afhængig af fodringen. Der forekommer dog stadig flere tilfælde, hvor fodrede storke overvintrer i Nordeuropa.
En stork, der overvintrer her i Norden, kaldes en vinterstork, og den adskiller sig i så henseende afgørende fra de trækkende storke. Noget lignende gør sig dog også gældende hos mange andre fugle, som fodres eller lever i nær kontakt med mennesket: Fiskehejren rykker helt ind i de store byer, hvor den fodres, mister sin skyhed og overvintrer i stadig større antal. Skarven overvintrer stadig oftere og til ikke udelt begejstring, idet den særlig om vinteren lukrerer på udsat fiskeyngel, dambrug og ruser.
Vinterskarv og fiskehejre; Dødeå, 9. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.
Vildtplejeorganisationer, som Fundacji Albatros, der hjælper tilskadekomne fugle, medvirker naturligvis også til, at flere fugle vænner sig til nærmere kontakt med mennesker. Og menneskets stigende dominans bidrager generelt til, at stadig flere vilde dyr og fugle simpelthen er nødt til at lære at begå sig på kulturlandskabets vilkår.
Referencer
Fundacji Albatros, 2015: Film o Fundacji Albatros - www.youtube.com
Helligsø; A., 7/1 2016: Video: Stork spankulerer rundt og spiser sandwich nær Aarhus - www.tv2oj.dk
Madsen, H. H., 7/1 2016: Stork for vild: Nu guffer den rejer i Viby - stiften.dk
Storkene.dk, 10/1 2016: Sjældenhed: Polsk stork overvintrer i Viby J. - www.storkene.dk
Publiceret d. 6. jan. 2016; opdateret d. 18. jan. 2016
Søren Tolsgaard
Stålormes sociale samliv forekommer stærkt begrænset, som hos mange krybdyr omfatter det stort set kun parringen og vinterhiet - og herudover optræder de mest som solister.
Ulla Rosendal Lei har dog taget et billede, som antyder, at stålorme lejlighedsvis kan være mere sociale: Et bundt velvoksne stålorme liggende frit fremme og samtidig tæt sammenslyngede på et stendige, antagelig for at nyde solens og stenens varme - eller kunne der være andet og mere i situationen?
Et bundt stålorme (Anguis fragilis) ovenpå et stendige; Fussingø, 2015. Foto: Ulla Rosendal Lei.
Koldblodige rugemødre?
Jeg forelagde billedet for Jan Kjærgaard, som trods sit omfattende kendskab til stålormen ikke tidligere har set noget tilsvarende. På en god lokalitet er det ikke usædvanligt at observere 2-3 stykker sammen på en solbeskinnet plet eller under et brædt, men der synes som regel ikke at foregå et nærmere indbyrdes samspil, mens det større antal og den tætte kontakt på det aktuelle billede ligesom antyder en form for socialt fællesskab.
Det er nærliggende at foreslå, at billedet viser en kollektiv parring, men ifølge Jan Kjærgaard er der stort overtal af hunner, hvilket gør netop den forklaring mindre sandsynlig. Vi kender desværre ikke den præcise dato, men billedet er angiveligt taget i juli, og ifølge Jan Kjærgaard er flere af stålormene tydeligvis drægtige, så den mest sandsynlige forklaring synes at være, at de nyder varmen på et velbeliggende hotspot - i påfaldende nærhed af hinanden, hvilket givetvis kan befordre opvarmningen og fostrenes modning.
Tak til Ulla Rosendal Lei for tilladelse til anvendelse af foto.
Referencer
Fugleognatur: Stålorm (Anguis fragilis) - www.fugleognatur.dk
Wikipedia: Blindschleiche - de.wikipedia.org
Publiceret d. 30. dec. 2015
Jørgen Terp Laursen
En mallemuk, der er en sjælden strejfer i vore indre farvande, blev fundet død i frisk tilstand på stranden ved Sletterhage Fyr, d. 29. dec. 2015 af Flemming Hørsted. Arten forekommer i en lys og i en mørkere fase, og dette individ var formentligt af mørk fase, idet den havde mørke håndsvingfjer.
Mallemuk; Sletterhage, 29. dec. 2015. Som andre stormfugle har den lange, smalle vinger. Foto: Flemming Hørsted.
Mallemukken yngler i kolonier på fuglefjelde, især i arktiske egne som Grønland, Svalbard og Island. I nyere tid har den spredt sig og ynglepladserne omfatter nu også Norge, Færøerne, Storbritannien, Bretagne og Helgoland. Siden 1988 har mallemukker også flere gange lagt op til yngleforsøg på Bulbjerg, hidtil har dog vistnok kun et enkelt par haft succes i år 2000.
Efter yngletiden fouragerer den vidt omkring i Nordatlanten, og den kan især i sensommeren optræde talrigt i Nordsøen. I vore farvande træffes den især langs Vestkysten og Skagerrak, flest observationer gøres som regel ved Skagen, og i stormvejr blæses den jævnligt ned i Kattegat.
Mallemukken har lange, rørformede næsebor, som kan udskille salt og er meget duftsensitive. Foto: Flemming Hørsted.
Referencer
Dofbasen, [2015]: Mallemuk (Fulmarus glacialis) - www.dofbasen.dk
Nielsen, A. & P. et al., [2010]: Mallemuk (Fulmarus glacialis) - www.fugleog-natur.dk
Ved Det Yderste Hav, [2008]: Tæt på Danmarks eneste fuglefjeld - www.vdyh.dk
Publiceret d. 19. dec. 2015
Idet juryen har håndhævet de skærpede regler, som indebærer, at kun fotos fra det forløbne kalenderår kan deltage, kan vi hermed sige tillykke til årets vindere af fotokonkurrencen!
Billeder med øjne: Kernebider (Coccothraustes coccothraustes); Vrold, 21. marts 2015. Foto: Jens Maarbjerg.
Billeder uden øjne: Randbæltet hornporesvamp (Formitopsis pinicola); Sillerud (Värmland), Sverige, 28. aug. 2015. Foto: Jens Maarbjerg.
Sjove billeder: "Udspring forbudt"; Ertebølle Strand, 15. marts 2015. Foto: Søren Højager.
Publiceret d. 17. dec. 2015
Jan Kjærgaard
Mon ikke alle er klar over, at ræven har meget alsidige fødevaner? Så i grunden er der vel ikke noget her, der burde overraske os, men alligevel kommer der somme tider observationer ind, der i hvert fald overasker mig:
En kollega fortalte mig om, at hun en morgenstund i november kom til at kigge ud af vinduet, hvor der stod en ræv i haven. Det er i sig selv ret spændende, men mere overraskende var, hvad ræven lavede: Den stod under hendes trold-hassel, og her samlede den nødder op, knasede dem, spyttede skallerne ud og åd kernen!
Skaller af hasselnød, knust af ræv. Foto: J. Kjærgaard.
Jeg har hørt om, at mus, egern og fugle spiser nødder, men aldrig ræve. Men nogle ræve gør det øjensynligt. Der er ikke tvivl om, at nødder er næringsrige, også for ræve, men at den kan finde ud af sådan lige at knække en nød, spytte skallerne ud og derpå spise kernen, kommer alligevel bag på mig. Min kollega var rar og samlede nogle skaller til mig, og det er tydeligt, at ræven har vidst, hvad den gjorde: Nødden er knækket, men ikke knust.
Ræve kan finde på at æde frugt og bær, men dette var nyt for mig. Det affødte naturligvis spørgsmålet, om denne adfærd er udbredt, men blot hidtil var gået min næse forbi? I den umiddelbart tilgængelige litteratur synes fænomenet ikke nævnt, så jeg besluttede at efterlyse det i radioen, og et kort indslag blev sendt i morgenradioen på P1. Der kom dog ingen direkte reaktioner om ræve, men adskillige beretninger om, at hunde gør præcis det samme: Hunde er både i stand til at knække valnødder og hasselnødder, at æde kernen og spytte skallen ud, præcis som den omtalte ræv.
Her er en beretning fra Palle Thaarup i Langå om hans cockerspaniel, der stjal nødder på sofabordet: ”Nogle dage efter så vi hunden gå hen til fadet, tage en hasselnød i munden, rotere den omhyggeligt mellem kindtænderne for at finde det svage sted, et tryk med kæberne og nøddeskallen var delt i to nydelige halvdele. Den spyttede skallerne ud og spiste med stort velbehag nøddekernen. Vi kan jo ikke vide, om tidligere ejer havde lært den tricket, men den var en uhyggeligt effektiv nøddeknækker resten af sin levetid".
Forskellen på hunde og ræve er i mange henseender ikke stor, så mon ikke også rævens optræden som nøddeknækker er ganske udbredt? Husk det, næste gang du står med knuste nøddeskaller og forsøger at indkredse, hvem der har spist nødden: Der er andre muligheder end spætte og egern.
Referencer
Jensen, B., 1993: Nordens pattedyr - Gads Forlag
Publiceret d. 1. dec. 2015
Søren Tolsgaard
November blev en af de hidtil mildeste, DMI har målt, og da vejret d. 26. nov. var særdeles lunt og solrigt, kørte jeg en tur til Jernhatten, ikke mindst for at se, hvilke vekselvarme dyr, man endnu kunne iagttage her.
En udmattet brevdue (Columba livia domesticus).
På stien langs bakkekammen sad en velplejet, men udmattet brevdue, som knap nok orkede at flytte sig, da jeg passerede, men da jeg vendte tilbage noget senere, var den tilsyneladende fløjet.
Fra toppen fører en stejl og solbeskinnet trappe ned til stranden, og i det åbne og pletvis sandede terræn omkring denne trappe gives de bedste muligheder for observationer: Store sandhvepse og spyfluer fløj endnu i antal, mens enkelt-eksemplarer af alm. markgræshoppe, dagpåfugleøje og markfirben (juvenil) blev iagttaget.
Tv.: Vildæble (Malus sylvestris). Th. (øverst): Dagpåfugleøje. Th. (nederst): Markfirben (Lacerta agilis).
Disse arter har de fleste steder forlængst indstillet deres aktivitet og er gået i vinterhi, eller er døde og overvintrer kun som æg (markgræshopper). På varme-begunstigede lokaliter kan de dog forblive aktive usædvanlig længe, og i et lunt efterår kan der gå sport i at finde ud af, hvor længe de kan træffes!
Alle fotos er taget på Jernhatten af forfatteren, 26. nov. 2015.
Referencer
Naturstyrelsen, [2015]: Vildæbler - naturstyrelsen.dk
Tolsgaard, S., 2013: Sensommer i november - på Jernhatten - gejrfuglen.dk
Wikipedia, [2015]: Brevdue - wikipedia.org
EVENTYRLIG NATUR I SKOVENE SYD FOR AARHUS
Publiceret d. 5. sept. 2015
Torben Gang Rasmussen
Tuemose eller Everglades Moesgård, som mosen blev kaldt i Århus Stiftstidende d. 14. juli 2014, er et besøg værd for folk med interesse for forunderlig natur. Slank blærerod, en af vore sjældne kødædende planter, har bredt sig i mosen og står for tiden i fuld flor mellem de hendøende træer.
Slank blærerod i blomst; Tuemose, 2. sept. 2015. Foto: T. Gang Rasmussen.
Slank blærerod (Utricularia australis)
Slank blærerods gule blomster sidder på små, brunviolette stilke, der rager op over mosens vandspejl, som er dækket af liden andemad. Under vandoverfladen har planten et netværk af fine blade med små, linseformede fangstblærer. Hver fangstblære har en mund, lukket med en klap og omgivet af rusehår. Hvis et lille krebsdyr svømmer ind i rusen og berører de to følehår, der sidder på klappen, springer den op. Undertrykket i blæren skaber et sug, som trækker det arme dyr ind i blæren, og på blærevæggens inderside sidder hår, som udskiller fordøjelses-enzymer: Byttet opløses og frigjort næring optages af planten.
Træløs mose med tørveskær
Tuemosens historie kan følges på gamle målebordskort. Allerede i 1870'erne fandtes den grøft som indtil foråret 2014 afvandede mosen. Dengang var mosen træløs, og man gravede tørv, som bl.a. blev brugt i ovnen på Moesgård Tegl-værk tæt ved Fiskerhuset. Omkring år 1900 ophørte tørvegravningen, og mosen blev overladt til sig selv. Målebordsblade fra 1936 og 1951 viser at Tuemosen da var vokset til i skov.
Utvivlsomt har nedfaldne blade og grene op gennem 1900-tallet lagt sig i den gamle grøft og gradvis nedsat afvandingen, hvorved vandstanden langsomt steg, måske afbrudt af enkelte oprensninger af grøften. På et 4 cm-kort fra 1982 ses, at den midterste del af Tuemosen da var sumpskov. Desuden angives en lille dam i mosens nordlige hjørne.
Udsigt over nordlige del af Tuemose; 2. sept. 2015. Foto: T. Gang Rasmussen.
Vandstanden hæves yderligere
I foråret 2014 besluttede Århus Kommune at hæve vandstanden godt 1 m ved at blokere den gamle grøft. Resultatet er, at mosens træer nu står i vand til knæene. Argumentet er ifølge skovfoged Leif Sodemann, at ”Nye søer og damme danner nye biotoper, hvor vandinsekter og fugle kommer til, ligesom snogen også får mulighed for at vende tilbage" (Ravn, 2014).
Set i det lys bliver det spændende at følge livet i Tuemosen fremover. Lige nu har slank blærerod taget over og blomstrer formentlig måneden ud. Snogen skal dog nok udsættes, hvis der skal etableres en bestand i Aarhusskovene.
En fremtidsvision
De gamle bøge, som står i mosens kant med rødderne i vand, samt træerne i selve mosen, vil drukne. Stammerne taber barken, knækker her og der og bliver levested for kryb, svampe og hulrugende fugle. Om 2-3 årtier vil stammerne formentlig være omdannet og sintret sammen på mosebunden.
I kanten vil elletræer etablere sig og danne en skovbræmme rundt om mosen, og selve mosen vil være domineret af tagrør, der danner rørsump med fugle som rørspurv og grønbenet rørhøne. Tørvemos (Spaghnum) vil måske danne små "højmose-øer" med blomstrende kæruld og star, og måske vil frø af soldug spredes hertil fra de meget få, nuværende østjyske bevoksninger.
Referencer
Ravn, M., 14/7 2014: Everglades Moesgård giver skoven nyt liv - stiften.dk
Kontakt
Torben Gang Rasmussen
Email:
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
www.torbengang.dk
Publiceret d. 5. aug. 2015
Jan Kjærgaard
Omkring Kristi Himmelfartsdag, d. 14. maj 2015, var undertegnede en tur på Samsø og boede i Nordby, egentlig for at arbejde i et sommerhus, men der blev dog tid til en lille tur rundt i de nærmeste omgivelser, og der er altid noget at opleve.
En af de sjove iagttagelser var en "isabellafarvet" solsort. Den mangler det sorte pigment og fremtræder nærmest duegrå med et brunligt skær. Antagelig samme farve som Isabella af Kastilien; hun svor, at hun ikke ville skifte sit linned før belejringen af Oostende var slut - det varede tre år (1601-04), så mon ikke det har fået omtrent den farve?
Isabellafarvet solsort; Nordby på Samsø, 4. aug. 2014. Foto: Rune Balle.
Solsorten blev iagttaget tre gange i den sydlige ende af byen, og samtaler med lokale kunne tilføje, at den mindst har været i Nordby siden april 2015. Ud fra solsortens øvrige udseende og adfærd vil jeg mene, der er tale om en hun, idet den adfærd, som blev iagttaget, generelt var som hos almindelige solsorte.
Senere snakkede jeg med Mogens Wedel Heinen, som er en af drivkræfterne bag hjemmesiden Samsøs Fugle. Han kunne tilføje, at denne solsort øjensynligt har været på øen mindst siden sommeren 2014, idet han havde iagttaget den alle-rede sidste år. Han var også så venlig at låne mig et par billeder af denne fugl. Ifølge lokale iagttagere opholder den sig endnu i den sydklige udkant af Nordby ultimo juli 2015.
Tidligere har jeg for ca. 20 år siden observeret en tilsvarende solsort i Them i Midtjylland. Den blev iagttaget regelmæssigt i byen gennem ca. to år. Det var en han, som oprettede et territorium og konkurrerede med de normale, sorte solsortehanner.
Man kan med rette sige, at sådan en fugl hører under kategorien ”kuriositeter og mærkværdigheder”, men det giver dog adgang til et interessant perspektiv: Når vi - som i disse tilfælde - har mulighed for at genkende og følge en fugl individuelt, opdager vi somme tider nye ting om arten. En af de ting, der slår mig, er, hvor individuelt fuglene kan opføre sig, og hvor meget vanedyr de er, præcis ligesom vi mennesker.
Referencer
www.samsofugle.easytell.dk
Kontakt
Jan Kjærgaard
Naturstyrelsen
Vejlsøvej 12
8600 Silkeborg
Tlf: 72543943
|
Publiceret d. 5. aug. 2015
Jan Kjærgaard
Faunaen på mindre øer er interessant at følge, bl.a. er det værd at bemærke, når nye arter dukker op. I foråret blev der således fra Samsø og Tunø meldt nogle fra disse øer ikke hidtil kendte mus (Laursen, 1987; Jensen & Baagøe, 2007).
Halsbåndmus; Nordby på Samsø, 16. maj. 2015, fundet død. Foto: Susanne Vonge.
I Nordby på Samsø blev der fundet en halsbåndmus (Sylvaemus flavicollis) d. 16. maj i en have. Det var en død og temmelig medtaget han, som var kørt over af en rotorplæneklipper. Dog kunne den identificeres med sikkerhed, og konserveret i sprit blev den overleveret til Naturhistorisk Museum som dokumentation.
På Samsø var hidtil registreret skovmus (S. silvatica), men ikke halsbåndmus. De to arter ligner hinanden meget, og hvis ikke man får en god observation, kan man let tage fejl. Det er derfor ikke muligt at præcisere, hvornår halsbåndmusen er kommet til øen. Arten kan i princippet have levet skjult blandt skovmus i en periode, men næppe i årtier, så ville den nok være opdaget.
Halsbåndmusen er næppe ankommet til Samsø spontant, men formentlig indslæbt af mennesker. Godstransporten er stor og en mus kan sagtens have gemt sig, fx i en forsendelse af træer til udplantning, i dyrefoder eller blandt andre grov-varer. Det kræver i princippet kun én enkel drægtig hun for at grundlægge en ny bestand et sted.
Halsbåndmus/skovmus (Sylvaemus sp.); Tunø 9. maj 2015, fundet død. Foto: Kirsten Salomonsen.
På Tunø fandt Kirsten Salomonsen tidligt i maj en død mus og sendte mig et foto for at opklare hvilken art, der var tale om. Det er enten en halsbåndmus eller en skovmus, men billedet kan desværre ikke afgøre sagen med sikkerhed. Vi er flere, der har gransket billedet og hælder mod halsbåndmus, men en sikker artsbestemmelse vil kræve flere fund. Imidlertid er ingen af de to mulige arter hidtil angivet fra Tunø, så i alle tilfælde er der tale om en ny art for øen.
Ligesom på Samsø må musen være indslæbt af mennesker. Godstransporten til Tunø er i sagens natur mindre end til Samsø. Transporten af grovvarer er også markant mindre, idet der ikke længere er erhvervsmæssige husdyr på Tunø, hvor der dog fortsat er et beskedent fårehold. Der transporteres også plantesække, sphagnum, dækbark og andre haveråstoffer til øen, og her kan musene muligvis have gemt sig.
Undertegnede snakkede i den forbindelse endvidere med formanden for Tunø Beboerforening, Jørgen Hastrup, og han nævnte undervejs, at han mente tidligere at have hørt om de her ”ringmus” på øen, så muligvis har de allerede været på Tunø i en årrække.
Uanset hvordan og præcis hvornår de nyregistrerede mus er nået til Samsø og Tunø, så er de der nu, og vi kan i de kommende år følge udviklingen og se, hvordan en ny art vil sprede sig på øerne og indtage egnede leveområder.
Og hvordan vil det mon påvirke den øvrige fauna: I forvejen lever der bl.a. rotter i pænt antal i skovene både på Samsø og Tunø. Man kan evt. forestille sig, at de trives, fordi der ikke er konkurrence fra andre gnavere her - men hvad sker der så nu, hvor en typisk skovart skal etablere sig?
Referencer
Jensen, T. S. & Baagøe, H. (red.), 2007: Dansk pattedyr atlas. - Gyldendal.
Laursen, J. T., 1987: Pattedyr i Århus amt.
Publiceret d. 26. maj 2015
Søren Tolsgaard
Et spørgsmål med vidtrækkende konsekvenser er atter aktuelt: Skal vi have en ny lufthavn i Østjylland? Skismaet er til at føle på; der er oprettet facebooksider både for og imod en ny lufthavn, en kommunal analyse er netop offentliggjort i form af en rapport, og Aarhus Byråd skal inden sommerferien afgøre, om der skal arbejdes videre med sagen..
Mange vil gerne flyve og branchen har luft under vingerne, men hvem vil have en international lufthavn i nærheden? Foto: S. Tolsgaard.
Det store skisma
Det skal her straks anføres, at de følgende synspunkter er redaktørens og ikke foreningens, idet der givetvis også er uenighed i ØBF. Og det vil nok undre nogle, at redaktøren trods vanlig grøn diskurs erkender, at Østjylland har behov for en moderne infrastruktur. Mens Sydjylland og Nordjylland er forsynet med velplacerede lufthavne, Billund og Aalborg, hvor passagertallet stiger år for år, står det sløjt til i Østjylland, som dog er Jyllands folkerigeste region med stor forventet befolkningstilvækst i de kommende årtier. At regionens vanemæssige bud på en lufthavn ligger ved Tirstrup, dvs. langt ude i det afsides og tyndt befolkede Djursland, synes næppe længere holdbart. Passagertallet falder og underskuddet vokser, hvilket antagelig snart vil medføre, at lufthavnen opgives og østjyderne henvises til Billund og Aalborg, hvis ikke der findes en langsigtet løsningsmodel.
Modstandere af en ny lufthavn foreslår ofte, at adgangen til Tirstrup forbedres: Motorvej helt derud og direkte togbane eller letbane vil afkorte rejsetiden. Nogle minutter kan vindes, men beliggenheden og kundegrundlaget vil fortsat være ringe og mange østjyder fortsat henvist til lang transporttid, hvor Billund eller Aalborg stadig vil være lettere tilgængelige. Så næppe en god investering, idet der ellers næppe er behov for motorveje på Djursland.
Såfremt en lufthavn skal have potentiale til at betjene Østjylland optimalt, skal den naturligvis ligge i nærheden af de større byer og hovedfærdselsårer. Alle de øvrige større byområder i Nordeuropa har lufthavne imellem 2 km og 25 km fra centrum, check det selv på Wikipedia: Aarhus er i forhold til sin størrelse den notoriske bundskraber, og med udsigt til at skulle serviceres 100% af Billund og Aalborg, vil Aarhus' position for alvor vakle, idet mange innovative virksomheder og turismeprojekter vil søge hen imod disse to knudepunkter.
Nu kan man let blive forskrækket af tanken om en lufthavn nær Aarhus, for den vil utvivlsomt medføre en del miljøproblemer. Men er det egentlig ikke rimeligt, at en storby håndterer sin egen trafik, fremfor at belaste et afsides naturområde eller bero sig på, at intensiv bus- og togtrafik til miljøbelastende lufthavne i den anden ende af landet skulle mindske problemet? Ved at håndtere sin egen trafik opnår storbyen til gengæld, at den i langt højere grad selv kan tilrettelægge de tiltrængte initiativer.
Og hvis Tirstrup nedlægges, vil et stort område, som i øjeblikket er afspærret for offentligheden og det passerende vildt, kunne genoprettes som værdifuld natur i forlængelse af Naturpark Mols Bjerge. Adskillige fredede arter kan tilgodeses, og Djursland kan bestyrke sin position som rekreativt område, hvad der også vil blive behov for, idet en lukning eller blot en yderligere reduktion af Tirstrup vil kunne mærkes på den lokale beskæftigelse. Den skrantende lufthavn står dog næppe til at redde, og det vil også for Djursland være af betydning, at der etableres en moderne lufthavn i Østjylland, idet afstanden til Billund og Aalborg er allerlængst netop herfra.
Den omtrentlige placering af mulig lufthavn ved Thomasminde nord for Trige. Kort: Aarhus Kommune, Teknik og Miljø. Lufthavnen er tilføjet af red. ØBF.
Den definitive mulighed
Et stort flertal i Aarhus Kommune synes i øjeblikket indstillet på at gå videre med sagen. Der er dog ikke megen hjælp at hente i nabokommunerne, idet både Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs har udtrykt en massiv skepsis, mens Skanderborg har udelukket en placering ved Låsby. Kun en enkelt mulighed er derfor i spil, Thomasminde nord for Trige, som allerede for årtier siden blev udpeget som den optimale placering. Det er et tyndt befolket agerland uden vådområder og skove, og naturtabet vil derfor være ringe. Mest problematisk er den idylliske landsby Todbjerg, som vil ligge meget tæt på lufthavnen. Den vil - i lighed med Dragør nær ved Kastrup - blive plaget af støj, men dog overleve. Herudover skal store elmaster flyttes og Spørring Å reguleres i det ellers flade og velegnede terræn.
En sådan ændring af infrastrukturen vil naturligvis langtfra gå gnidningsløst hen. Venstrefløjen har erklæret modstand, og lokalt vil der blive hårde slagsmål om eksproprieringer og erstatninger. Størst modstand kan dog forventes fra de konkurrerende lufthavne og regioner, som givetvis vil lægge hindringer i vejen på landspolitisk plan. Dagsordenen er, at der ikke er plads til tre lufthavne i Jylland, og at et splittet Østjylland derfor må leve med at pendle til Billund eller Aalborg og udbygge forbindelserne til disse lufthavne.
Aarhus' daværende borgmester, Svend Unmack Larsen, udtalte allerede i 1946 særdeles klarsynet om den under krigen af tyskerne grundlagte flyvestation ved Tirstrup: "[Fik] man valget mellem en lufthavn ved Tirstrup og ingen, måtte man efter min bedste overbevisning og samvittighed fraråde Tirstrup, fordi denne løsning med sikkerhed måtte forventes at blive en skuffelse, som ville vanskeliggøre eller umuliggøre den senere rigtige løsning."
Denne advarsel har desværre vist sig ovenud berettiget. Om end østjydernes selvforståelse tilsiger de fleste, at regionen har behov for en moderne lufthavn for at tilgodese erhvervslivet, borgere og turister, har flere årtiers kampe og lappeskrædderi medført en udbredt resignation uden mål og med. Nu synes et politisk flertal i Aarhus, virksomheder, universitetet og ikke mindst et stort flertal blandt de unge, dog stærkt indstillet på, at der må tages de tiltrængte skridt for at komme ud af suppedasen.
Og måske vil både byen og naturen vinde ved, at lufthavnen kommer nærmere metropolens heksekedel, hvor støjen er en del af mangfoldighedens pris, mens det attraktive baglands kvaliteter styrkes af yderligere ro.
Så, kære medborgere i det danske demokrati, orientér jer grundigt, og tag stilling til denne for Østjylland så afgørende sag!
Referencer
Lufthavn til Aarhus - www.facebook.com
Nej til ny lufthavn i Aarhus Nord - www.facebook.com
Wikipedia, [2015]: List of the busiest airports in the Nordic countries - en.wikipedia.org
Aarhus Kommune, 2015: Analyse af en eventuel ny placering af Aarhus Lufthavn - www.aarhus.dk
Publiceret d. 12. maj 2015
Søren Tolsgaard
Svanedammens sumpskildpadder tiltrækker sig opmærksomhed, når de ligesom publikum nyder forårssolen. Man standser op og sludrer og fotograferer: Kan det virkelig passe, at der lever skildpadder her?
Enkelte af de passerende ved godt, at de er udsatte. Nogle har faktisk holdt øje med dem i årevis og påstår, at de største har været her meget længe. Og alle smiler uvilkårligt over den usædvanlige og lidt eksotiske oplevelse.
Højt humør på spadsereturen omkring Svanedam: En sumpskildpadde sidder på træstammen ved pilen.
Mange fagkyndige er dog knap så begejstrede, idet skildpadderne er udsat fra fangenskab og egentlig ikke hører hjemme i den danske natur. Det er ulovligt at skaffe sig af med sine husdyr på den måde, og der findes faktisk en privat redningsorganisation, som modtager og drager omsorg for hjemløse skildpadder; netadressen er: www.moskusskildpadde.dk
Betænkeligheden skyldes ikke mindst, at der som regel er tale om nord-amerikanske sumpskildpadder, der ikke hører hjemme i den europæiske fauna. I Svanedam forekommer således de to hyppigst handlede underarter af den nordamerikanske pond slider (Trachemys scripta): Rødøret terrapin og guløret terrapin.
En velvoksen rødøret terrapin (Trachemys scripta elegans) i Svanedam. Denne underarts karakteristiske røde stribe bag øjet kan lige anes.
De fleste fagkyndige - inklusive den nævnte redningsorganisation - anbefaler principielt, at udsatte skildpadder indfanges, bl.a. fordi de kan forgribe sig på fredede padder og fisk. De er dog ikke eller kun ganske undtagelsesvis i stand til at yngle i det danske klima, og invasiv opformering hører derfor ikke med i trusselbilledet. Da de kan blive meget gamle og tilsyneladende trives, især i soleksponerede småsøer og damme, kan dog selv nogle få eksemplarer udgøre en langsigtet udfordring.
En guløret terrapin (Trachemys scripta scripta) i Svanedam. Denne underart har ingen rød farve, men en karakteristisk gul plet bag øjet.
Grundet disse sumpskildpadders ringe formeringspotentiale og den begejstring, som de uvilkårligt fremkalder, kunne man dog overveje at anlægge et mere inkluderende syn på deres rolle og situation, når de er havnet på en lokalitet med stort publikum som Svanedam, hvor sarte padder og fiskearter forlængst er forsvundet.
Sumpskildpadderne har levet her i årtier og befinder sig godt, og har vel mindst lige så stor berettigelse som de amerikanske ædelgran, rødeg og ahorn, der udplantes i naturen og i byrummet for publikums skyld, om end disse og mange andre indførte planters invasive potentiale er langt større.
Det kan vel ikke udelukkes, at en stor skildpadde i ny og næ kan forgribe sig på en spæd ælling, men byens talrige måger udgør dog her en langt større trussel. Så i betragtning af skildpaddernes ringe trusselpotentiale og store publikums-tække synes jeg godt, at man kan overveje at tildele dem en særlig status i isolerede vandsystemer som Svanedam, hvor de optræder i et urbant miljø med stærkt globaliseret biodiversitet.
Det er lidt pudsigt, at sumpskildpadderne trives i Svanedammens lune vand, for man befinder sig jo lige præcis, hvor Aarhus' zoologiske have engang lå. Og om end Aarhus har flere fornemme parker med eksotiske planter, har byen aldrig formået at skabe en publikumsattraktion med eksotiske dyr.
Skildpadderne i Svanedam er noget af det nærmeste, man kommer på en sådan oplevelse i Aarhus, og den tiltrængte fornyelse, som nylig er sket ved fældning af den tætte granskov på sydsiden af Svanedam, kan i bedste fald bane vej for yderligere naturoplevelser i området, hvis fantasien får lov at spille med.
Billederne er taget d. 10. maj 2015 af forfatteren.
Referencer
Tolsgaard, S., 2012: Pensionerede sumpskildpadder i Stadionsøerne - gejr-fuglen.dk
TV2 ØST, 3/5 2015: Skildpadder i byen - tveast.dk
Wikipedia, [2015]: Pond slider - eng.wikipedia.org
www.sumpskildpadder.dk
EN FOLKELIG UNDERSØGELSE FRA 2015 TIL 2019
Publiceret d. 15. april 2015
Torben Gang Rasmussen
Skovene syd for Aarhus er blandt de skove her i landet, som har den største artsrigdom af planter og dyr, men hører også til de mest besøgte og anvendes i stigende omfang til kunst, sport, friluftsliv og naturoplevelser, samt til træ-produktion med moderne maskinel drift.
Desværre har den stigende brug af området en bekymrende indflydelse på skovens planteliv, og flere steder - særlig på plateauerne med udsigt over kyst og bugt - er plantedækket på grund af slitage erstattet af golde, planteløse og hårde jordflader.
En stadigvæk relativt artsrig kystskråning mellem Blommehaven og Ørnereden. Foto: S. Tolsgaard, medio april 2015.
Truede plantesamfund
En anden "udfording" er, at planternes indbyrdes konkurrence flere steder har reduceret artsrigdommen. På skråningerne langs kysten omkring Blommehaven fandtes i 1970'erne artsrige plantesamfund med sød astragel, bugtet kløver, skov-vikke, finger-star, blå anemone og håret viol. I dag fremstår plantedækket de fleste steder som et artsfattigt, ensartet og kedeligt græsdække. Denne forandring skyldes utvivlsomt, at næringsstoffer fra landbrug, trafik og by er blæst ind i skoven og har lagt sig på jorden og gødet jordbunden til fordel for græsserne.
For at få et indtryk af plantelivets forandring i moderne tid gennemføres fra 2015 til 2019 en undersøgelse af plantelivet i skovene syd for Aarhus. Under-søgelsen fortages og ledes af frivillige og ulønnede. Tanken er, at resultaterne skal sammenholdes, både indbyrdes samt med det, vi allerede ved om plante-livet i Aarhusskovene op gennem moderne tid.
Nogle truede forårsbebudere set i skovene syd for Aarhus: hulkravet kodriver (t.v.); blå anemone (t.h. øverst); storblomstret kodriver (t.h. nederst). Fotos: S. Tolsgaard, 2014-2015.
Enkel undersøgelsesmetode
Skovene, som er med i undersøgelsen, er: Havreballe Skov, Kirkeskov, Thors Skov, Skåde Skov, Moesgård Skov og Fløjstrup Skov.
Har du lyst til at medvirke i denne undersøgelse, skal du blot henvende dig til naturvejleder Torben Gang Rasmussen. Deltagelse kræver ikke et omfattende kendskab til alle skovplanter. Din interesse for natur og dine evner til at gøre iagttagelser, fotografere og notere er nok. Der er udarbejdet en enkel metode til registrering af plantelivet.
Søndag den 19. april kl. 14 er der møde ved Ørnereden. Her gennemgår Torben Gang Rasmussen en metode til registrering af plantelivet. Derefter går vi en tur i området for at udarbejde de første registreringer. Hvis du har lyst at være med, kan du blot møde op. Nærmere oplysninger kan findes på www.torbengang.dk
Referencer
Pedersen, H. Æ., H. Ærenlund & A. M. Hansen, 1998: Århusskovenes flora - Gejrfuglen 34,1
Kontakt
Torben Gang Rasmussen
Naturvejleder og biolog
Mobiltlf.: 30 62 15 86
Email:
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Publiceret d. 7. april 2015
Jørgen Terp Laursen
ØBF har fået meddelelse om en interessant iagttagelse, der fandt sted medio marts 2015 i Katsig Bakker - på kommunegrænsen mellem Frederikshavn og Hjørring.
Jan Tøttrup Nielsen, der har arbejdet med kortlægning af duehøgens forekomst (ynglebestande, fødevalg m.m.) i Nordjylland i mange år, gjorde store øjne, da han inspicerede en af sine duehøgereder: I redebevoksningen lå der pluk af en slørugle!
I betragtning af, at sløruglen er reduceret voldsomt i antal efter to hårde vintre, og at arten er meget sjælden i Nordjylland, er det så afgjort en usædvanlig observation. I betragtning af sløruglens meget lyssky adfærd kan det bestemt ikke udelukkes, at denne fugl kan have været svækket og måske derfor har ladet sig se i dagslys: Et sådant tilbud lader en duehøg ikke gå fra sig!
Referencer
DOFbasen, [2015]: Slørugle (Tyto alba) - dofbasen.dk
Publiceret d. 16. marts 2015
Søren Tolsgaard
Siden d. 10 marts har en sølvhejre holdt til ved Årslev Engsø, og også ved Mossø kan man i øjeblikket træffe en sølvhejre. Den prægtige fugl, hvis hvide farvedragt skiller den markant ud fra den almindelige fiskehejre, forekommer stadig hyppigere i Nordeuropa og har gjort tilløb til at yngle her i landet.
Sølvhejren (Ardea alba) og fiskehejrer (A. cinerea) letter i aftenskumringen; Årslev Engsø, 14. marts 2015. Foto: Vera Lyby Tolsgaard.
Referencer
DOFbasen: Sølvhejre (Ardea alba) - www.dofbasen.dk
Fugle og Natur: Sølvhejre (Ardea alba) - www.fugleognatur.dk
Publiceret d. 15. marts 2015
Søren Brandt & Søren Tolsgaard (red.)
12 medlemmer var mødt frem til generalforsamlingen i BioX-lokalerne på Natur-historisk Museum
Søren Brandt blev valgt til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen via hjemmesiden og nyhedsmail var indkaldt i overensstemmelse med foreningens love.
Formandens beretning
Søren Brandt fortalte om endnu et år med mange fine møder med mange -flere gange omkring 50 - deltagere. Tak til de mange, der har optrådt og gæstet vores lille forening. Hjemmesiden bliver besøgt af mange og også tak for de mange fine indlæg. Der er ca. 200 medlemmer tilmeldt vores mailservice, som bliver brugt til at udsende løbende orientering om foreningen.
Kassererens beretning
Vi har i årets løb investeret i både PC og kanon - nu mangler vi bare et nyt lærred, så er vi selvkørende. Og ØBF har stadig en solid formue på både bank-konti og aktier i Danske Bank.
Forslag fra medlemmerne
Der var ikke indkommet forslag.
Valg af medlemmer til bestyrelsen
Søren Brandt, Jørgen Terp Laursen, Philippe Provençal og Søren Tolsgaard fortsætter i bestyrelsen.
Jan Kjærgaard blev valgt til nyt medlem af bestyrelsen - et såvel friskt som erfarent supplement - men der er plads til flere, så giv endelig lyd, hvis du vil være med i bestyrelsen eller bare har tid og lyst til at give en hånd i forbindelse med vore arrangementer!
Eventuelt
Der var en løs snak om mulige nye aktiviteter.
Efter generalforsamlingen gav Søren Højager en meget flot gennemgang af året der gik med billeder og historier fra mange spændende lokaliteter i Danmark og nærmeste omegn.
Mørkbuget knortegås (Branta bernicla bernicla); Hallig Hooge, Nordfriesland, 19. april 2014. Foto: Søren Højager.
Publiceret d. 15. marts 2015
Jørgen Terp Laursen
I samarbejde med naturvejleder Jan Kjærgaard indsamler undertegnede lækat-observationer fra hele landet. Formålet er at kortlægge, hvornår arten skifter mellem de tre dragttyper: vinterdragt, overgangsdragt og sommerdragt.
Lækat i vinterdragt; Egå Engsø, 7. marts 2015. Foto: Henning Larsen.
Lækatten er det eneste danske mårdyr, der skifter fra sommerpels (brun) til vinterpels (hvid). Arten har altid sort halespids. Vi tilstræber at undersøge, om der er sket ændringer mht. hvornår lækatten fælder - både nu og tidligere - i relation klimaændringer. Det er derfor vigtigt for projektet, at vi kan få oplyst observationsdato så præcist som muligt.
ALLE – også ældre oplysninger – har stor interesse. Har du oplysninger om lækatte og måske fotos, som vi må anvende til vort PR-arbejde, modtages de med tak. Bemærk: Vi registrerer og indtaster løbende alle lækat-observationer fra DOFbasen.
Projektet er frivilligt og ulønnet, den forventede deadline er primo sept. 2015, og resultatet publiceres bl.a. her på gejrfuglen.dk
Kontakt
Jan Kjærgaard
Tlf: 29613149 ell. 75757628
Email:
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Jørgen Terp Laursen
Tlf: 61516464 ell. 86261296
Adr: Engdalsvej 81b 8220 Brabrand
Emal:
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Publiceret d. 16. febr. 2015
Jørgen Terp Laursen
Vandrefalk på Århus Østhavn
I disse dage kan man være heldig at se 1-2 Vandrefalke på Århus Østhavn. De opholder sig gerne nær "spisekammeret", så man stiller sig bare op og venter, hvor der er flest tamduer. Ofte raster falkene på toppen af en af kranerne. Kig ikke efter falkene i første omgang, men fokusér derimod på duernes adfærd: Flyver de pludselig op og samler sig i mindre tætte grupper, så er der vandrefalk i farvandet! DOF har opsat en redekasse til vandrefalk på DLG-bygningen på havnen - samme sted kan man i øvrigt også se tårnfalk.
Gammel vandrefalk over Århus Havn, 1. febr. 2015. Foto: J. T. Laursen.
Fiskeørn i fremgang
Fiskeørnen er nyindvandret som ynglefugl i Danmark, om end der kun yngler 1-3 par, og vistnok ingen succesrige par i 2014. Det er lidt af en gåde, at vi har så få par her i landet, når der i Sverige yngler over 4000 par.
Men måske er der håb om en bestandsforøgelse, for fiskeørnen er nu i fremgang flere steder i Nordeuropa. I 2014 ynglede det første par i 100 år i Slesvig-Holsten, i Naturpark Lauenburgische Sean. Parret ynglede på en redeplatform opsat i et fyrretræ i 12 m's højde. Allerede i 2013 var de ved reden uden ynglesucces, men da de omkringliggende skovveje blev lukket for færdsel i 2014, fik de 3 unger.
Fiskeørn ynglede i 2004 for første gang i 100 år i Wales, og i 2014 fik 4 par i alt 10 unger. Ringmærkning i bl.a. Wales viser, at ungerne kommer tilbage til det område, hvor de er født. Fiskeørn yngler nu også i Midtengland, og i Skotland har arten ynglet i en længere årrække.
Giftforbrug ude af kontrol
I begyndelsen af februar 2015 kunne man læse i medierne, at stort set alle danske rovfugle og rovpattedyr, der lever af gnavere, har muse- og rottegift i kroppen, i følge en ny rapport fra Miljøministeriet. Rapporten konkluderer, at den udbredte forgiftning skyldes, at giftforbruget stiger voldsomt. I periden fra 2007 til 2013 steg det samlede salg af muse- og rottegift således fra 280 ton til 400 ton om året.
Over mange år har jeg besøgt over 1000 gårde ifm. eftersøgning af ugler. Her har det ofte undret mig, at man ofte har opsat mængder af fælder, uden at der har været større problemer; man har måske kontaktet rottefængeren, fordi der er set en enkelt rotte. Det er nærliggende, at rottebekæmpelses-firmaer har et stort medansvar for denne udvikling i brugen af muse- og rottegift. De har ofte rådgivet landmænd m.fl. til at opstille giftfælder i unødvendigt stort antal, fordi det er godt at forebygge, hvis der evt. skulle komme rotter. Men der kan jo komme rotter alle vegne i vort land, så med denne argumentation kan disse firmaer se frem til kronede dage. I øvrigt er det en bekostelig affære at have et giftfirma på besøg.
Hvad kan vi gøre? Det er vigtigt, at Miljøministeriet udarbejder informations-materiale, bl.a. til gavn for mange landmænd. Det er sikkert de færreste, der er bevidste om de miljøproblemer, et stort giftforbrug kan påføre vort samfund og landets dyreliv.
NB: At muse- og rottegiften desuden finder vej til husdyr som katte og hunde, vil måske gøre problemstillingen så meget desto mere nærværende for mange almindelige borgere [red.].
Referencer:
Evans, E., 2014: Ospreys in Wales, The First Ten Years. - www.ospreys-inwales.com
Ingeniøren, 6/2 2015: Rottegift fundet i 99 procent af danske gnaverædende rovdyr - ing.dk
Temadag d. 21. marts 2015 på Naturhistorisk Museum Aarhus
Finn Borchsenius: Nye teknologier giver nye vinkler på artsbegrebet
Gennem de sidste årtier er mængden af information om dyrs og planters arveanlæg i form af DNA-sekvenser og andre molekylære markører steget voldsomt. Samtidig har vi set en udvikling, hvor molekylære studier er blevet anvendt på stadigt lavere taxonomisk niveau, fra familier til arter eller populationer. Mange havde håbet, at de nye teknikker ville hjælpe med at afklare artsbegrebet og afgøre den gamle "splitter-lumper" strid. Nye data har ganske rigtigt givet helt ny indsigt i arternes natur - men billedet er langtfra blevet simplere af den grund. I en tid hvor nye arter med stigende hast dukker op i vores lille land pga. vi menneskers mangeartede aktiviteter, og "environmental DNA" analyser truer med at gøre feltbiologer helt overflødige, kan det være nyttigt at give artsbegrebet et serviceeftersyn. Holder det over-hovedet som tælleenhed? Og hvordan holder vi styr på al den ekstra information, som DNA-analyserne forsyner os med?
Bent Odgaard: Nye arter - i dyb tid
Vi er som mennesker fanget i en osteklokke af en tidslomme, hvor vi nemt luller os ind i bevidstheden om, at noget i vores tid er mere betydningsfuldt eller helt anderledes end før. Det er det måske, men også kun måske! Indvandringsbølger af nye arter er i alt fald ikke usædvanlige, når vi betragter udviklingen på lang tidsskala. Forsøger vi at lege med tanken om, at arters fortidige ekspansioner skete i nutiden, ville vi uden tvivl se nogle af dem som veritable katastrofer. I det lys ville bøgen fx være den mest succesrige invasive art, vi kender. Og vi ville være dybt skeptiske over, at tvepibet lobelie invaderede vore nærings-fattige søer. Nu er den i stedet et ikon for samme søtype. Så vi kan spørge os selv, om nye arter er OK, bare de kom for længe nok siden - også med menneskets hjælp? Og er nye arter i dag OK, bare fordi de har været her før - med eller uden menneskets hjælp?
Tvepibet Lobelia spredte sig invasivt i danske næringsfatige søer for ca. 4.000 år siden.
Signe Normand: Nye plantearter i Danmark - nu og i fremtiden
Et ændret klima giver nye plantearter mulighed for at vokse i Danmark. Hvilke arter er for nylig indvandret til Danmark? Hvor kommer de fra? Kan deres ankomst forklares med et varmere klima? Og hvilke arter kan vi forvente kommer i fremtiden? Vi tager et europæisk perspektiv og ser på hvilke plantearter, der spreder sig i vores sydligere nabolande, samt diskuterer hvilke nye plantearter, der har mulighed for at gro i Danmark under varmere klimaforhold.
Tobias Frøslev: Nye svampearter i Danmark
Svampe er en af de artsrigeste organismegrupper, og der findes hvert år nye svampearter for Danmark. Her tager vi et kig på, hvordan de seneste års svampe-kortlægninger under Danmarks Svampeatlas og det nye biodiversitets-projekt Biowide, samt anvendelse af DNA teknologier, har fundet nye svampe for landet.
Peter Wind: Nytilkomne karplanter i Danmark
I 2000 opgjorde jeg antallet af naturligt hjemmehørende karplantearter til 1.007. De seneste 15 år har vist, at dette antal er langt fra er konstant. Der findes til stadighed nye arter i Danmark, der må anses for at være kommet af sig selv. Jeg vil præsentere nogle af de nye arter og om omstændighederne for, at de er blevet erkendt fra Danmark samt give bud på deres mulige spredningsveje til Danmark, ligesom deres aktuelle udbredelse og status i Danmarks nabolande vil blive inddraget. Jeg vil også give eksempler på markante arter, som har været anset for forsvundet fra landet, men er registreret igen, og arter, der er dukket op i andre landsdele end dem, de hidtil har været kendt fra.
Kent Olsen: Nye insekter i Danmark siden ca. år 2000
Hvert år dokumenteres nye insekter i Danmark. For hovedparten synes ankomsten utvetydigt at hænge sammen med et generelt mildere klima, og de kan derfor karakteriseres som klimabårne arter. Flere har været ventet som følge af forekomst i vores nabolande, men de inkluderer også meget overraskende fund, som enten skyldes spredning over meget store afstande, utilsigtet ind-førelse eller introduktion. Hovedparten af de klimabårne arter betragtes som generalister, der ikke stiller specielt høje krav til levestedet - i modsætning til specialister, der udgør en anden gruppe af nye arter. Disse omhandler bl.a. arter med relikte bestande, der har været overset og derfor ikke registreret. En tredje gruppe er de arter, vi simpelthen ikke har været opmærksomme på, til trods for de nemt lader sig bestemme, og som har levet omkring os længe, før de for første gang er blevet registreret, mens en fjerde gruppe omhandler såkaldte kryptiske arter, der ligeledes har været overset, men som er vanskelige at adskille ved morfologiske træk. De kan i stedet alene bestemmes vha. molekylær teknik eller lyd.
Registrering af arter, der ikke tidligere har været kendt fra Danmark, synes stigende. Det hænger bl.a. sammen med, at flere projekter aktuelt har registrering af biodiversitet i fokus, men også øget opmærksomhed på dansk naturhistorie, samt at vidensdeling er blevet nemmere ved brugen af sociale medier og hjemmesider. Mange nye arter er således blevet efterbestemt ud fra billeder offentliggjort på sociale medier og online fora. Under præsentationen gives en generel introduktion til de mønstre, vi ser over tid, og der gives en række eksempler på nye arter under de forskellige fundkategorier.
Tom Nygaard Kristensen: Nye sommerfuglearter
Der redegøres for de nye dagsommerfuglearter for den danske fauna siden årtusindskiftet, herunder nyetablerede, ynglende, tidligere sjældne strejfere, samt lidt om årsagssammenhængen mht. deres optræden.
Alice iagttager en nyindvandret dagsommerfugleart på Falsterdiget.
Henrik Carl: Nye fisk i Danmark siden årtusindskiftet
Med Fiskeatlasset, som har eksisteret siden 2006, har Danmark fået et helt nyt redskab til at overvåge ændringer i fiskefaunaen. Undersøgelserne viser, at udviklingen går lynhurtigt. I ferskvand sker de fleste ændringer, fordi fremmede arter i et stigende tempo udsættes/undslipper i vores natur. I havet følger udbredelsen bl.a. klimaet, og også her spiller mennesket en afgørende rolle. Ikke mindst har vi ansvaret for tilstedeværelsen af den sortmundede kutling - en art fra Sortehavet, der spreder sig ukontrollabelt i både salt- og ferskvand. Atlasundersøgelsen har også vist, at en del arter, der tidligere har været regnet som danske, slet ikke er fanget her alligevel.
Thorkild Lund: Nye fuglearter i Lille Vildmose
Lille Vildmose omfatter her et naturområde fredet iht. naturbeskyttelsesloven og Natura 2000. Desuden udnævnt til Ramsar område og genstand for et LIFE projekt ang. genopretning af tabt natur. I nord og syd finder vi gamle, uforstyrrede naturskove og den store, relativt uberørte Tofte Mose, den største højmose i det nordvesteuropæiske lavland. Hertil kommer et stort område, der siden 1930'erne har været genstand for en gennemgribende, såkaldt kultivering, der stort set har udslettet, hvad der var engang. Så sent som i 2004 lå 1200 ha hen som et stort, mørkebrunt gravefelt, ganske tømt for alt naturindhold.
I løbet af 10 år har naturens iboende dynamik og vandstandsreguleringer forvandlet dette område til ukendelighed med en overvældende rigdom af arter, ikke mindst fugle. Vi har således på den ene side naturskove med en for Danmark enestående kontinuitet af flora og fauna, og på den anden side et ganske nyt landskab parat til at tage imod de organismer, der måtte indfinde sig. Således udgør mosen et fremragende referenceområde til det, som er dagens hovedtema, "De nye arter i Danmark".
I Lille Vildmose har der indfundet sig mange nye arter, der er dog også forvundet nogle. Blandt fuglene kan nogle formodentlig henføres til klima-ændringer, såsom sydlig blåhals, stylteløber, lærkefalk, pirol, m.fl. Nogle arter har her fundet en høj grad af uforstyrrethed, såsom kongeørn og havørn. Men især er det fremkomsten af en natur som resultat af den såkaldte naturgenopretning, som har givet rum til vadefugle, ænder, gæs, rørdrum og trane - og for at være mere præsis: en kombination af de nævnte parametre.
Ligesom i andre fuglebeskyttelsesområder, er der udpeget en række arter, som er særligt hensynskrævende, bl.a. nogle arter, som nu er forsvundet og næppe vil indfinde sig igen, såsom sort stork, blå kærhøg og tinksmed. En ny, oplagt kandidat som plettet rørvagtel skal stå på venteliste nogle år, inden den kan blive indlemmet i det fine selskab. Vi forvalter således ud fra et noget konservativt natursyn, der ikke tager hensyn til den dynamik, der hersker i naturen, og som er så iøjnefaldende i Lille Vildmose. En debat herom mangler vi i dagens Danmark.
Morten D. D. Hansen: Nye fuglearter i Danmark
I betragtning af, at fugle flyver vidt omkring, og således ikke på samme måde som planter er begrænsede i deres spredning, er det bemærkelsesværdigt, hvor langsomt ændringer i den danske fuglefauna slår igennem. Sølvhejre og stylteløber er nye ynglefugle fra syd, men man skal ikke meget syd for grænsen, før flere kandidater står på spring. Morten DD tager den feltornitologiske og biologiske kikkert for øjnene og spejder efter hits.
Thomas Secher: Nye pattedyrarter
Pattedyrene hører med undtagelse af flagermusene og hvalerne ikke til de mest mobile arter, og alt andet lige kan man ikke forvente et stort antal nye arter. Men siden årtusindskiftet er der alligevel konstateret flere nye arter af pattedyr i Danmark. Nogle af disse har slået sig ned med ynglende bestande, andre er blot passeret forbi, bl.a. flere hvalarter. Desuden har nogle introducerede, ikke hjemmehørende pattedyrarter bredt sig meget. Af de naturligt hjemmehørende, rent terrestriske arter, dvs. arter, der tidligere har levet i Danmark eller er hjemmehørende i det nordeuropæiske lavland, er kun tilføjet et fåtal.
Mest opmærksomhed har ulven fået, siden dens forekomst i november 2012 blev dokumenteret ved hjælp af DNA-analyser. Desuden har vildsvinet været meget omtalt, da dets genindvandring er blevet bremset af en forordning som "fredløs" pga. landbrugets frygt for smitte af tamsvin med svinepest. Blandt de flyvende pattedyr, flagermusene, er der sket en regulær forøgelse af artsantallet, idet ikke blot tilfældige observationer af nye arter, men også ynglende bestande, er konstateret.
|
|
