Jan Kjærgaard og Ole Frank Jørgensen, 2017: Pattedyr i Norden. - Gyldendal, 348 sider.

Jørgen Terp Laursen

  
Der er gennem årene skrevet mange håndbøger om fugle, men langt færre om pattedyr. Det var derfor spændende at modtage denne bog, der må betragtes som en efterfølger af Nordens Pattedyr og delvis af Dansk Pattedyratlas.

Indhold

Bogen omfatter følgende hovedafsnit: Bestemmelsesnøgler (83 sider); herefter artsbeskrivelser, som er inddelt i: insektædere, flagermus, støttetandede, gnavere, rovdyr, hvalros og sæler, klovdyr og hvaler. For hver art beskrives: forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested og udbredelse, føde, levevis samt i et særligt afsnit: ”sådan opleves den”. Sidst i bogen litteraturliste og artsregister, hvor så vidt muligt alle navne på pattedyr i de nordiske lande er nævnt. Fotos er vist for alle pattedyrarter hjemmehørende i Norden. Derimod er der desværre ingen udbredelseskort.

2017 pattedyr inorden

Bestemmelsesnøgler

Bestemmelsesnøglerne fylder en stor del af bogen. I forordet skriver forfatterne: ”Vores vigtigste mål med denne bog har været at give brugeren let adgang til navnet på et fundet dyr”. Det har således været forfatterne magtpåliggende at lave bestemmelsesnøgler, så alle arter kan nøgles. Er målet så nået? Absolut, - men dog ikke helt.

Afsnittet om bestemmelse af spidsmus kan laves bedre og mere enkelt end vist i bogen. Sikker flagermus-bestemmelse på baggrund af størrelse og flugtkarakter iagttaget vha. håndlygte, som nævnt i bogen, er kun mulig for enkelte arter. En sikker bestemmelse foretages primært via stemmeoptagelser (vha. flagermusdetektor) og ved at undersøge eksemplarer på tæt hold (fx i hånden). Tegningerne til bestemmelse af flagermus er ofte ikke detaljerede nok - det gælder fx angivelse af sporebrusk og ørelap. For vandflagermus burde de relativt store fødder nævnes som et vigtigt kendetegn for arten. Det overrasker, at man har fundet en fysisk forskel på pipistrelflagermus og dværgflagermus, - det er i hvert fald helt nyt for mig.

Adskillelse af halsbåndmus og skovmus alene på grundlag af tænderne, som vist i bogen, er mig bekendt ikke mulig, mens kraniemål ud fra størrelsen i nogle tilfælde er brugbar til bestemmelse af halsbåndmus. Når det så er sagt, er de øvrige bestemmelsesnøgler gode eller endda fremragende - og præsenteret pædagogisk rigtigt, så selv mindre øvede kan få glæde af bogen.
  

Fotos

Det har været et gigantisk arbejde at fremskaffe fotos af alle Nordens pattedyr, fordi flere arter er sjældne eller vanskeligt tilgængelige, bl.a. er de fleste pattedyrarter overvejende nataktive. Fotokvaliteten er gennemgående meget god, om end det i flere tilfælde havde være ønskeligt med større format - små billeder bliver ofte for mørke. Dejligt med de informative billedtekster. Billedet af vandspidsmus (s. 98) er meget atypisk og ligner mere en taigaspidsmus. Og billedet af frynseflagermus (s. 127) er helt givet en vandflagermus, hvilket også stemmer overens med den øvrige billedtekst til fotografiet. Fotografens navn er i øvrigt stavet forkert.
   

En vurdering

Det kan meget let gå galt, når man giver sig i kast med at skrive en fagbog i et omfang som nærværende. Men bogen er særdeles velskrevet og proppet med meget ny viden, om end der også er forhold, som burde være siet fra eller tilføjet ved korrekturlæsningen.

Afsnittet ”sådan opleves den” er en helt ny idé sammenlignet med andre naturfagbøger og giver god mening. Her nyder læseren godt af forfatternes mangeårige viden om dyrelivet i felten. Og så er det befriende med humoristiske indslag i en fagbog, der ellers kan være lidt tør læsning. Fx (s. 107) "kan man tage en tur med den transsibiriske jernbane med stop undervejs. Finder man ikke Taigaspidsmus, får man garanteret set andre dyr”.

Mht. til artsnavne er brun langøret flagermus velvalgt, men det er almindelig markmus til gengæld ikke. Den bør kaldes nordmarkmus som pendant til sydmarkmus. Anvendelse af ”almindelig” i et artsnavn er generelt uheldigt - men det er en sidebemærkning.

Det havde været ønskeligt, om bogen var lidt mere opdateret mht. pattedyrenes relationer til klimaændringer, pesticider, udbredelse, statusændringer o. a., som kunne have været nævnt med få ord. Her tænker jeg bl.a. på flagermus generelt, pindsvin (pesticider), pindsvin og husmus (markant tilbagegang), mosegris (top-år), rød ræv vs. polarræv (konkurrence). Halsbåndmus er i dag udbredt i det meste af Thy, brun rotte er nu på Fanø, hasselmusens kerneområde i Danmark er Sydfyn og brandmusens er Lolland-Falster. Vandspidsmusen er næppe almindelig i Danmark. Ugler spiser stort set ikke muldvarp (s. 110).
   

Godt gået - trods alt

Beskrivelserne af de mange arter, de talrige feltkendetegn og ynglebiologiske forhold, der ofte er mangelfuldt undersøgt, kan nok give panderynker i et bogprojekt. Bogens forfattere har imidlertid løst opgaven flot. Tilmed har vi fået faglig viden, der sjældent er beskrevet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke mindst på rejser i de nordiske lande, hvor man ofte har savnet faglitteratur lige ved hånden. Det har været et gigantisk skriveprojekt, ikke mindst afsnittene om feltbestemmelse, om end der er svipsere. Det har naturligvis været vanskeligt at ”få alt med” i håndbogsformat. Det er ligeledes en næsten umulig opgave at have aktuel viden om alle pattedyrarter.

I en eventuel senere udgave af Pattedyr i Norden er flere faglige justeringer påkrævet. Færre billeder og mere tekst må anbefales. Mange læsere vil sikkert savne udbredelseskort, og her kunne forfatterne have henvist til The Atlas of European Mammals.

 

Publiceret d. 25. aug. 2017

Egon Krogsgaard


Jeg passer af og til høns for mine naboer, når de er på ferie. Således også i pinsen, hvor jeg fik at vide, de havde et lille problem: Der var dukket rotter op, som var forsøgt indfanget med lokkemad i et fuglebur, men ideen virkede ikke. Rotterne gik ind i buret og åd lokkemaden, men var også i stand til at åbne hængelågen indefra, selvom det burde være næsten umuligt. Måske andre rotter har været behjælpelige med at skubbe lågen ind?

Der måtte handles mere professionelt: En rottefænger fra Rentokil blev tilkaldt. Da han ankom var hønseejerne på arbejde, så jeg anviste ham, hvor problemet befandt sig. Han anbragte derpå en blå pasta i en "labyrint-fælde", som blev sat ind i hønsegården. "Hvad sker der, hvis rotten dør derinde og hønsene hakker i den?" spurgte jeg. "Vi ser aldrig en død rotte på jordoverfladen, de dør nede i jorden efter en uges tid", lød det betryggende svar.

Efter 14 dage skulle fælden tilses igen. En anden roffefænger ringede på, og det var atter mig, som tog imod og viste vej. Fælden var tom og blev taget ud til genopfyldning med blå pasta, men bag fælden lå en død rotte! "Det ser vi ellers aldrig, de dør altid nede i jorden", sagde rottefængeren. Tre dage senere fandt hønseejeren en død rotte midt på græsplænen, dvs. i løbet af tre dage fandtes to døde rotter ovenpå jorden, som man ellers aldrig ser! Jeg mistænker ikke rottefængerne for at lyve - men hvordan så forklare situationen?

Hvis døden indtræder efter en uges tid, idet blodet ikke længere kan koagulere og rotten forbløder, må man vel antage, at den begynder at opføre sig anderledes, mens smerterne vokser, og måske også skriger højlydt. Jeg fandt en blødende og døende rotte under mit kloakdæksel i kælderhalsen for nogle år siden, den skreg frygteligt dernede. Under den sad mindst to andre rotter. Om de forsøgte at jage den ud, ved jeg ikke, men hvis en rotte opfører sig unaturligt og måske også skriger, vil jeg tro, dens artsfæller vil forsøge at jage den ud af deres fælles gangsystem, for syge dyr kan smitte. En døende rotte vil antagelig være jaget vildt, og pga. dens nedsatte færdigheder og smerteskrig vil eventuelle rovdyr nok hurtigt få færden af den.


2009 07 27 risskov ekrogsgaard
Rotter i kælderhalsen; Risskov, 27. juli 2009. Foto : E. Krogsgaard.

Jeg har set både ræv, grævling og mår om natten her i kvarteret. Ser de en langsom rotte, er den et let byttedyr. En fortumlet rotte, der løber rundt på jordoverfladen om natten, kan også være et oplagt bytte for en ugle. Måske er der en sammenhæng mellem anvendelsen af moderne rottegift og nedgangen i uglebestanden i Danmark?

Her i nabolaget har mange alliker hidtil ynglet i skorstenene. Krager sidder i træerne for at finde fuglefoder og fuglereder, som de plyndrer sammen med husskaden, som vi også har i stort antal. Om sommeren bliver jeg normalt vækket af solsortens advarselsskrig, mens skadens "latter" runger gennem haverne. De sidste par måneder har jeg dog næsten ikke set alliker eller krager i kvarteret. De har måske fået unger på vingerne og er fløjet andre steder hen, men skaderne plejer at hærge hele sommeren, og de er også pludselig væk. Det er altsammen sket en uges tid efter rottebekæmpelsen startede. Først efter halvanden måned så og hørte jeg atter skader i nabolaget, og nu to måneder efter synes de så småt at rykke ind i det midlertidigt "skadefrie" område.

Måske finder rottefængerne kun sjældent døde rotter ovenpå jorden, fordi de hurtigt findes og konsumeres af naturens skraldemænd? Døende rotter fra hønseholdet har muligvis ligget rundt omkring i nabolaget, alliker, skader og andre "skraldemænd" har ædt dem, og herved er disse fugle måske også begyndt at blive opløst indefra? Ligger de giftdøde fugle i rederne, vil de måske blive spist af andre "skraldemænd", og giften kan brede sig med alvorlige konsekvenser.

Mine mange småfugle i haven har haft en lykkelig tid denne sommer, hvor stort set alle kragefugle har været væk, men den mulige årsag kan være meget skræmmende.


Referencer

Danske Dyreinternater, [2017]: Rottegift - hund og kat - danske-dyreinternater.dk

Miljøstyrelsen, 2015: Ny rapport viser fund af rottegift i rovdyr - mts.dk

Weile, B. N., 2015: Danske rovdyr er fyldt med dødelig rottegift - mx.dk


Tak
 til Thomas Secher Jensen for at gøre opmærksom på Miljøstyrelsens rapport, som understreger relevansen af forfatterens iagttagelser.