Publiceret d. 18 okt. 2013

Søren Brandt


Vi er netop kommet hjem fra vores første besøg på Mallorca, og det har været en fantastisk oplevelse. Selv i anden uge af oktober lyser en frodig vegetation op i lyseblåt og lilla, farvet af vild rosmarin og trælyng.

Det er specielt kyststrækningerne, der har imponeret: Azurblåt og krystalklart vand, der slikker små sandstrande og stejle klipper. Flere svømmeture med snorkel gav følelsen af at befinde sig i et akvarium fyldt med fisk i alle størrelser og farver - ikke de rigtig farvestrålende fra koralrevene, men alligevel en flot oplevelse.

2013 10 mallorca mondrago soerenbrandt
Lilla tidløs (Merendera filifolia) (tv) og skrueaks (Spiranthes spiralisi) (th). Mondragó, okt. 2013. Foto: S. Brandt.
 

Turens største naturoplevelse fik vi i en fyrreskov i naturparken Mondragó på øens sydspids, hvor en lilla tidløs (Merendera filifolia) lokkede os væk fra stien, og pludselig var vi omgivet af skrueaks (Spiranthes spiralisi) i fuldt flor - en orkidé, som vi en gang for længe siden forgæves har jagtet på Thurø, hvor arten blev fundet indtil 1979, mens den seneste kendte danske forekomst var på Bornholm i 1981.

Mallorca kan sagtens være med, både når det gælder skiltning med interessante dyr og planter og faciliteter til madpakke-turister. For at bevare den flotte natur gøres der mange andre steder en stor indsats for at genskabe den naturlige klitvegetation med små diskrete snorehegn og skiltning. Der gøres desuden en særlig indsats for at bekæmpe fyrre-processionsspinderen (Thaumetopoea pityocampa), som er en trussel mod øens naturlige fyrreskove.

2013 10 mallorca mondrago soerenbrandt 2
Beskyttelse af et genskabt klitområde. Mondragó, okt. 2013. Foto: S. Brandt.


Vi boede i Alcudia, hvor der på bagsiden af hotellerne findes et stort natur-område, s'Albufera, som vi foretog en cykeltur igennem. Her kunne vi høre talrige fugle, så det er sikkert et fint sted for fuglefolket, hvad du kan høre mere om, når Søren Højager holder billedforedrag om Mallorca i ØBF d. 31. oktober.

Mallorca satser i den grad på cykelfolket, og igennem tre dage på cykel oplevede vi både skiltning og hensynsfulde bilister, der gjorde det til en god oplevelse. Da vi gerne ville se endnu mere, blev det også til to dage i bil. Der er rigtig mange turister på øen, men som så mange andre steder hænger de fleste fast i hotellernes "all-inclusive" forplejning. Drømmer du om sol og varme og flot natur er Mallorca et oplagt mål her i de første uger af oktober - blot tre timers flyvning fra Billund.
   

Referencer

Danmarks Orkideer, [2013]: Skrueaks. - www.dk-orkideer.dk

Wikipedia, [2013]: Pine processionary. - www.en.wikipedia.org