Publiceret d. 10. febr. 2014

Jan Kjærgaard

   
D. 24. januar 2014 vandrede undertegnede på nordsiden af Knudsø i anden anledning. Det var lige efter at vejret var slået om fra regn og mildt vejr med ca. +5ºC til pludselig frost med ca. -5ºC. Her stødte jeg på et fænomen, som jeg aldrig havde set før, og spørgsmålet er nu, om det blot er mig, der ikke har set mig for, eller om det faktisk er ganske sjældent?

På vej over en stubmark, hvor der havde stået majs sommeren før, bemærkede jeg nogle ”istappe” på jorden. De lignede nærmest store krumme tænder, ½-1½ cm brede og 2-5 cm lange, der kom op af jorden. Deres indre struktur var tydeligvis fibret som en masse fibertråde, der var klistret sammen, men dog stadig gennemskinnelige. Basis i overgangen til jorden var mere af struktur som sammenpresset og ugennemsigtig sne. De enkelte tænder begyndte lige under jordoverfladen og rejste sig så opad i luften samtidig med, at de krummede. Nogle af tænderne var væltede og lå nu bare uden ”jordforbindelse”. Jorden var i øvrigt stivfrossen ned til 3-5 cm dybde.

2014 01 24 knuds nord jkjaergaard
Istænder i en majs-stubmark N f. Knudsø, 24. jan. 2014. Foto: Jan Kjærgaard. 
  
Fænomenet er givetvis i slægt med isvat/nisseskæg/fehår, som man ser på let rådne grene af løvtræer (især bøg), når vi efter en mild periode får frost, og vandet presses ud af alle porer. Vand under tryk kan afkøles til under 0ºC uden at fryse, og ved frost vil en sådan vandrukken gren danne en isskorpe. Udvidelsen ved overgang fra vand til is vil sætte vandet centralt i grenen under et ret højt tryk, indtil trykket bliver så højt, at isskorpen brister, og vandet presses ud af grenens porer. I det øjeblik vandet træder ud, falder trykket til én atmosfære, og vandet overgår monentant til is - derfor dannes de tynde istråde i tætte luftige bundter. Det er samme overgang, man kan opleve, når man har sat en danskvand udenfor i frost. Når man tager den ind igen, kan den være flydende, men idet man så skruer proppen af, falder trykket, og man kan nogle gange opleve, at den derpå krystalliserer ned gennem flasken.

I situationen med istænder måtte det handle om noget lignende: Vand der presses op af jorden, og derpå overgår til fast form, men hvordan og under hvilke betingelser skulle det optræde? Jeg havde aldrig set fænomenet før. Det siger måske mere om mig, men det kunne jo også være, at det var sjældent. Jeg har spurgt flere bekendte, og særlig almindeligt kan fænomenet nok ikke være, for ingen kendte det, men der kom dog bud på dannelsesmåden.

Den bedste del af forklaringen kom nok fra Jens Kirkeby: ”Jeg bemærkede for et par uger siden, at dages lune pøsregn ville gå direkte over i god frost de følgende dage. Tænkte, at det måtte da give lidt "telehiv" som nordmændene kalder det, når frossen vand skubber overfladen i vejret. Så det undrer ikke, at du ser disse tænder - som ligner de glemte krakelerede hvidvinsflasker, jeg gennem tiden har fundet i min fryser, og hvor proppen sidder oppe på spidsen af sådan en gyldenhvid istand ... Dine flotte tænder er velsagtens pøsregnen, der nede under den løse harvede jord er skudt op gennem overfladefrosne regnormehuller, huller efter bortrådnede stængler etc. Jeg tror, det kun forekommer, når sjask-gennemvædet "lun" jord udsættes for god frost pludseligt over night. Det sker vist ikke så tit, da regnen gerne holder et par dage, mens det klarer op og bliver køligere, inden nattefrosten for alvor sætter ind”.

Jens Kirkebys redegørelse passer fint med det iagttagne vejrforhold, men lidt skal der nok tillægges for at få den til at holde vand. Jorden i pågældende egn er meget leret, og det gør, at vandet ikke har kunnet undvige nedad, men kun opad. Så kommer der et problem: Hvorfor ser vi ikke bare at hele jordoverfladen løftes opad, altså det Jens Kirkeby betegner som telehiv? Der skal et eller andet til, for at få vandet under et tryk, der tvinger det gennem jordlaget og op gennem jordskorpens porer.

Mit bedste bud på en forklaring er, at vi netop har at gøre med en stubmark med majs, som danner en stor trævlerod, og rødderne gennemvæver stadig jorden som snore, der binder den sammen nedad. Jordoverfladen kan således ikke løftes, den holdes på plads af majsen, og så har vandet kun én mulighed - at presses ud af de huller, der måtte være. Forklaringen lyder rimelig og netop det, at det kræver det specielle vejrskifte fra mild og våd til pludselig frost, forklarer hvorfor, det øjensynlig ikke er set før.

Det er så det foreløbige resultat af en tur over en stubmark. Jeg gad nok vide, om fænomenet ”istænder” faktisk er så sjældent, eller det bare er overset, og om det nu også er den rigtige forklaring, vi er kommet frem til.


Kontakt forfatteren

Jan Kjærgaard
Naturstyrelsen, Vejlsøvej 12
8600 Silkeborg
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it