Publiceret d. 19. dec. 2014

Egon Krogsgaard
  

Som så mange andre lider også denne artikels forfatter (lidt) af araknofobi, men alligevel myldrer det med edderkopper i mit hjem - idet nogle arter får lov til at opholde sig der.

Den første interessante edderkop, jeg blev opmærksom på, øjnede jeg indirekte et par gange, før jeg så den rigtigt. Nede i kælderen hang der i starten af 1980'erne fra tid til anden en fuldvoksen han af lille husedderkop (Tegenaria domestica), men underligt midt på væggen i ét ben. Hvad det gik ud på, forstod jeg først senere - da så jeg nemlig en lille "knop" på den "døde" edderkop, og ved nærmere øjesyn var det en meget mindre edderkop, lys beige med mørke tegninger på for- og bagkrop (som var stort set lige store) og mørke bånd på benene. Den sad og udsugede den langt større husedderkop.

2007 09 01 aarhus egonkrogsgaard2
Spytteedderkop udsuger en anden edderkop; Aarhus, kl. 01:30, 1. sep. 2007.
    

Spytteedderkop

Der skulle gå adskillige år, før jeg fik et navn til den. Jeg havde abonneret nogle år på Natur og Museum, da hæftet "Edderkopper i hus og have" udkom i 1991; og dér var den, beskrivelsen passede fint til mine observationer - det var en spytteedderkop (Scytodes thoracica).

Spytteedderkoppen er oprindelig hjemmehørende i middelhavsområdet, men findes indendørs hist og her i Danmark, og er sikkert meget mere udbredt end indberetningerne tyder på. Nu er jeg ligesom spytteedderkoppen en natteravn, derfor møder jeg den flere gange om året ud på natten, der skulle dog gå ca. 25 år, før jeg så den første hun med en ægklump hængende i palperne.

Spytteedderkoppen er en velkommen gæst med spændende levevis, idet den fikserer sit bytte med et klæbrigt og giftigt spind, som den spytter ud over sit bytte - og den tynder godt ud i mine husedderkopper.

2007 09 01 aarhus egonkrogsgaard
Spytteeedderkop, hun med ægklump; Aarhus, kl. 01:30, 1. sep. 2007.
 

Alle mine spytteedderkopper har omtrent samme farvetegning, men under ferie-pasning af naboens planter fandt jeg en anderledes spytteedderkop. Dens bagkrop var noget mørkere end forkroppen, og naboen har siden fundet 4-5 flere, som jeg har sat ud her i huset. De har alle en mørkere bagkrop, så jeg tænker, at denne art lever rundt omkring i mange huse, isoleret fra nabohusene som Darwins finker på deres øer, og således har udviklet sig i lidt forskellige retninger.

2009 08 30 aarhus egonkrogsgaard
Væksthusspinder, en næsten sort hun; Aarhus, 30. aug. 2009. Denne art kan variere meget i farvetegning.
    

Væksthusspinder

En anden interessant edderkop i huset er væksthusspinderen (Parasteatoda tepidariorum), der skulle stamme fra Nordamerika, og som jeg fik artsbestemt på www.fugleognatur.dk. Den deler skæbne med andre edderkopper i huset, der bl.a. anvendes som foder til mine små gekkoer i vinterhalvåret.

Jeg har én gang set et møde mellem væksthusspinder og spytteedderkop, begge slap fra mødet med livet i behold, og sikkert en hel del klogere. Jeg har en videooptagelse af den korte, men heftige kamp, hvor begge arter måtte kæmpe sig fri af hinandens spind.

2012 04 11 aarhus egonkrogsgaard
Væksthusspinder (øverst) vs. spyttedderkop (nederst); Aarhus, 11. april 2012. Tre stadier i en uafgjort kamp.


Flere gange har jeg overværet, når væksthusspinderen står overfor en anden edderkoppeart: Parterne står med front mod hinanden og laver skinudfald, og mens de stående på samme sted presser kroppen fremad, svinger de forbenene opad og udad. Når det er foregået nogle gange, går følgende pludseligt stærkt: Væksthusspinderen laver nogle hurtige bevægelser, forbenene på modstanderen presses sammen og låses, som var en lasso lagt omkring dem, og et spind bliver fikseret til underlaget - så er modstanderen fanget. Mens væksthusspinderen laver sine skinangreb, smider den tilsyneladende et spind mod modstanderens forben. Det er ikke noget, jeg har kunnet få bekræftet, men jeg har set det flere gange, og hver gang vinder den lille snu væksthusspinder over langt større edderkopper, bl.a. ender husedderkoppe-hanner ofte som bytte, når de om efteråret søger efter hunner.

2011 08 30 aarhus egonkrogsgaard
En ulige kamp mellem væksthusspinder og husedderkop; Aarhus, 30. aug. 2011.


Ofte ser jeg både en han og hun sidde i det samme spind i længere tid, som regel er det en lille hun og en større han, men fuldvoksne individer kan også bo sammen. Udover husedderkopper har jeg bl.a. set dem udsuge mariehøns, flade tusindben, rovbiller og skarntæger, så de tager omtrent hvad som helst, der kommer i nærheden.
   

Udhusbaldakinspinder

For nylig har jeg konstateret endnu en stor edderkop på tålt ophold, nemlig udhusbaldakinspinder (Megalepthyphantes nebulosus). Den blev fundet 30. okt. 2014, også inde i huset. Først anså jeg den for en lille husedderkop, men det smukke mønster på bagkroppen fik mig på andre tanker. Endnu engang måtte jeg bede om hjælp på www.fugleognatur.dk, og som vanligt gik der ikke lang tid, før svaret var der.

2014 10 14 aarhus egonkrogsgaard
Udhusbaldakinspinder; Aarhus, 30. okt. 2014. Bagkroppens mønster er tydeligt.


Det er en art, som kun er registreret ganske få gange i Danmark, men nok en af flere, stærkt oversete edderkoppearter, der sikkert ofte ender deres dage i en støvsuger, uden at der bliver kikket ordentligt på dem. Det er nok ikke et tilfælde, at jeg finder så mange spændende edderkopper i huset, idet jeg ser dem nøje efter, før de fleste enten smides udenfor - eller ind til mine små gekkoer.
 

Sorthaleedderkop

Jeg holder også farvefrøer i store terrarier, og i flere af terrarierne har jeg en meget lille, orangefarvet edderkop boende. Først blev jeg opmærksom på nogle små hvide "totter", som hang i edderkoppens fine spind, formentligt bananfluer spundet ind til et senere måltid. Denne lille edderkop har en sort plet for enden af bagkroppen, som har givet den navnet sorthaleedderkop (Ostearius melano-pygius).

Sorthaleedderkoppen er kun fundet et par gange i Danmark, men er formentligt overset, da den er utrolig lille. Igen fik jeg hjælp til artsbestemmelsen på www.fugleognatur.dk. Denne art findes mange steder i England, men hvor den oprindelig kommer fra, strides man om. Da den både er sjælden, og ikke gør mine frøer noget, så får den lov til at være i terrarierne.

div egonkrogsgaard
T.v. (øverst): Farvefrøen Oophaga pumilio (længde ca. 20 mm), hvide spind-totter og sorthaleedderkop i terrariet; (nederst): Sorthaleedderkop på en hånd. T.h.: Springedderkoppen Hasarius adansoni (han); Aarhus, 24. nov. 2013.


En tropisk springedderkop

Til sidst vil jeg nævne en art, som det ikke lykkedes at integrere i min udestue hos orkideerne, nemlig springedderkoppen Hasarius adansoni.

På en udstilling i Jydsk Orchide Klub i 2013 blev en lille springedderkop fundet, som også måtte på fugleognatur-forumet, før det lykkedes at finde et navn til den. Det er muligvis første gang, den er indberettet i Danmark, men ikke første gang, den er set her, idet den har levet i flere år i et lille orkidegartneri ved Hinnerup. Desværre lukker gartneriet ned for varmen i denne vinter, og uden varme kan denne edderkop næppe klare sig. Den kommer oprindeligt fra tropisk Østasien og har bredt sig til mange lande. Den findes vistnok også i Randers Regnskov, som har hentet mange bregner fra gartneriet ved Hinnerup.

Hos mig har de 4 førstnævnte edderkoppearter nu fået et fristed, selvom jeg ikke er helt glad for at skulle møde dem. Men, hvad gør man ikke for at bevare den biologiske diversitet i Danmark!

Tak til de aktive i forum på www.fugleognatur.dk, som har hjulpet mig med bestemmelsen af de fleste arter.

Alle artiklens fotos er taget af forfatteren.


Referencer

Hansen, M. D. D. (2007): Spytteedderkop (Scytodes thoracica) - www.fugle-ognatur.dk

Krogsgaard, E. (2007): Spytteedderkop (Scytodes thoracica) - www.fugleog-natur.dk

- (2008): Ukendt edderkop - www.fugleognatur.dk

- (2009): Mangler en ID til disse to billeder - www.fugleognatur.dk

- (2013): ID til springedderkop - www.fugleognatur.dk

- (2014a): ID til edderkop - www.fugleognatur.dk

- (2014b): ID til edderkop! - www.fugleognatur.dk

Nørgaard, E. 1991: Edderkopper i hus og have - Natur og Museum 30, 3: 13-14

Spider and Harvestman Recording Scheme Website, [2014]: Summary for Ostearius melanopygius (Araneae) - srs.britishspiders.org.uk

Spinnen Forum Wiki, [2014]: Hasarius adansoni - wiki.spinnen-forum.de

Wikipedia, [2014]: Parasteatoda tepidariorum - en.wikipedia.org