Publiceret d. 18. nov. 2015

Philippe Provençal


Kutlinger er blandt de almindeligste fisk i de danske farvande, men da de er små og ikke anvendes til konsum, er de ret uudforskede. Det er først i de senere år, der er kommet lidt mere viden om dem - ikke mindst pga. forøget interesse for snorkling og dykning.

Kutlinger (Gobiidae) er en veldefineret familie tilhørende ordenen pigfinnefisk. De er kendetegnet ved sammenvoksede bugfinner, som danner en sugeskive, samt ved, at den forreste rygfinne med pigstråler er tydeligt adskilt fra den anden rygfinne, som kun har blødstråler (Muus et al., 1998). I de danske farvande har vi 14 registrerede kutlingearter inklusive strejfere; heraf er seks så almindelige, at de er forholdsvis lette at iagttage, når man snorkler eller dykker ved vore strande: Toplettet kutling, sort kutling, sandkutling, lerkutling, spættet kutling og glaskutling.

Meget i denne artikel stammer derfor fra forfatterens egne observationer, og fiskeatlas-projektet på Statens Naturhistoriske Museum er herudover i gang med at indsamle mere viden om disse fisks udbredelse og levevis.


Toplettet kutling (Gobiusculus flavescens)

Toplettet kutling er 5-6 cm lang og findes overalt ved de danske kyster, hvor der er tang. Derudover strækker udbredelsen sig fra Nordnorge til Portugal (Carl, 2003). Den er specielt glad for klørtang (Fucus-arterne), som blæretang (F. vesiculosus) og savtang (F. serratus). Den synes knyttet til ret lavt vand, da man sjældent træffer den dybere end 5 m, hvilket også Moen & Svensen (1999) har bemærket. Ifølge litteraturen kan den dog træffes helt ned til 20 m’s dybde - dybest om vinteren (Carl, 2003).

2015 08 20 helsingoer pprovencal
Stime af toplettet kutling; Helsingør, 20. aug. 2015.


Disse fisk ses i stationære stimer og er ikke egentlige bundfisk, idet de enkelte fisk ses fritsvømmende, hvor de findes. Arten er dog afhængig af bunden, idet den tydeligvis er tilknyttet vegetationen. Stimerne findes nemlig ofte i nærheden af kampesten, prominente tangbuske o.l., som danner et samlingspunkt for stimeadfærden. Selv når bunden består af store kampesten og klippestykker, som ved bølgebrydere og molefundamenter, hvor bundstrukturen giver indtryk af et sammenhængende klipperev, færdes arten i tætte, stationære stimer i nærheden af stenene og planterne. De undgår frit vand, og man finder dem allerhøjest 1 m over sten og planter. Toplettet kutling lever af vandlopper (copepoder), små kårer (pungrejer eller mysis) og andet dyrisk plankton.

Til daglig er fiskene brunlige med mørkere mønstre på kropssiden. Karakteristisk er en sort plet ved haleroden, hannerne har desuden en sort plet på skulderen bag brystfinnen. Farven kan dog variere noget, således observerede jeg ved et dyk på Aarhus Havns nye ydermole (d. 21/4, 2002), at farvetegningen afveg fra den gængse ved de østjyske kyster, idet fiskene havde smalle røde tværstriber på kroppen. Det ser ud til, at denne farvning skyldtes en tilpasning til den rødlige vegetation, som fandtes på stedet (Provençal, 2005).

I yngletiden får hannerne nogle smukke, blå eller turkis reflekterende felter langs kropsiden, og om sommeren får de gydemodne hunner en rødlig bug, der virker som stimulus for hannerne. Undertegnede har oplevet parringsadfærd ved Helnæs i Det Sydfynske Øhav i 2015, hvor 1-2 hanner svømmede ivrigt efter en gydemoden hun, som det kendes fra legen hos mange akvariefisk. Hannerne kæmpede tilsyneladende også indbyrdes om retten til parring. I sensommeren kan man se store stimer af halvvoksne individer, omkring halvt så store som de voksne. De færdes samme steder som de voksne, men de forskellige alders-grupper stimer hver for sig.

Om natten ser man ingen toplettede kutlinger. De er inaktive og hviler sandsynligvis i tangen. De er også afhængige af tangen, når de yngler, idet æggene lægges på brunalgernes hæfterødder og bevogtes af hannen. Toplettede kutlinger yngler i deres andet kalenderår og bliver ikke meget ældre end to år. De er ikke glade for at lægge sig på bunden, jeg har i hvert fald ikke set dem der, men de kan sommetider sætte sig på tangplanterne, hvor de går fuldstændig i ét med underlaget.


Sort kutling (Gobius niger)

Sort kutling er også en af vore almindeligste kutlinger på lavt vand. Den går dog dybere end toplettet kutling og er således ganske almindelig på de boblende rev ved Hirsholmene ned til 10-11 m's dybde. Den er også betydeligt større, idet maksimalstørrelsen er 18 cm, og til forskel fra toplettet kutling er sort kutling en rigtig bundfisk. Den ligger som regel på underlaget og er en typisk stenrevsfisk, idet den synes afhængig af skjul. Personligt har jeg kun observeret den på sandbund i nærheden af stenrev eller andre steder, hvor der er skjul, til forskel fra sand- og lerkutling, som gerne findes på nøgen sandbund. 

2015 07 05 helnaes gniger pprovencal
Sort kutling; Helnæs, 5. juli 2015.


Sort kutling er variabel i farverne, idet fiskene oftest tager farve efter bunden. Den kan således være lyst sandfarvet på sandbund, og kun territoriebesiddende hanner i yngletiden er helt mørke og sommetider fløjlssorte.

Føden består af de smådyr, den kan gabe over, som krebsdyr, orme, bløddyr, insektlarver, m.m. Den kan gøre indhug i fladfiskeynglen (Carl, 2003), men bliver selv spist af mange andre fisk, samt sæler, marsvin og ikke mindst skarver og andre fiskeædende fugle. Dette har jeg et indirekte bevis på, idet de sorte kutlinger efter egen observationer er meget sky på lavere vand, men begynder at miste skyheden fra 5 m’s dybde og nedefter. På de boblende rev ved Hirsholmene (Provençal, 2011) i 10-11 m’s dybde er der således mange sorte kutlinger, som ikke er sky overfor dykkerne. Det tyder på, at prædation fra skarver og andre fugle tynder ud fra 5 m's dybde og nedefter. Jeg har således set skarver fanget og druknet i ulovligt satte ruser på 3-5 m dybde under dyk ved Aarhus Havns nye ydermole.

I yngletiden lokker hannen hunnen til at parre sig og lægge æg på beskyttede steder på bunden, under tomme muslingeskaller, under sten eller et stykke tang. Æggene bevogtes af hannen, og fiskene gyder først som to-årige (Carl, 2003). Mine observationer af territoriebesiddende hanner (ved Helnæs m.fl. steder) viste, at hannerne altid lå tæt på et potentielt skjul, hvilket kunne være en indikation på en ægskjulende adfærd, hvor æggene lægges i et hulrum under en sten, under en muslingeskal el. lign.

Sort kutling er meget brakvandstolerant og findes i alle vore marine farvande. I Østersøen forekommer den ind til Ålandsøerne og Finskebugten (Muus et al., 1998), og i Atlanterhavet fra Trondheim til De Kanariske Øer, desuden i hele Middelhavet og Sortehavet. Fra omkring år 2000 forekom der en betydelig forøgelse i antallet af observationer af sort kutling langs de østjyske kyster (Provençal, pers. obs. 2005). Det skyldtes muligvis en samtidig nedgang i torskebestanden ved disse kyster, idet torsk blev observeret ret hyppigt under dyk i 1990’erne, men sås meget sjældnere efter 2000.


Sandkutling og lerkutling (Pomatoschistus minutus & P. microps)

Disse to arter omtales sammen, da de ligner hinanden meget og færdes samme steder. Disse arter er meget mere knyttet til blød bund end de foregående, og man kan træffe dem på nøgen sandbund langt fra sten og skjul, som de heller ikke behøver, da de kan grave sig ned i sandbunden. Disse to arter er svære at skelne fra hinanden i felten, men lerkutling er noget mere buttet end sand-kutling, som er tyndere og mere langstrakt.

2015 07 05 helnaes pminutusmicrops pprovencal
T.v.: Sandkutling. T.h.: Lerkutling; begge fotos: Helnæs, 5. juli 2015.


Begge arter er lyst sandfarvede med mørkere prikker. I yngledragt har de begge en sort plet bagest i den forreste rygfinne, og lerkutling har desuden en mørk plet inderst på brystfinnerne, men i felten er det sjældent, man får alle disse pletter at se. Sandkutlingen har skæl på nakken, hvad lerkutling ikke har, dette kendetegn er dog ikke let at se på levende fisk i felten, men lettere, hvis de tages op i et akvarium.

Selv om sandkutling er en bundfisk, kan den også optræde fristsvømmende i stationære stimer. Dette ses især, hvis der er mange på en lokalitet. Sandkutling bliver op til 11 cm lang, mens lerkutling ikke bliver længere end 9 cm (Carl, 2003). Tager man en dykkermaske på og kigger under vandet ved en sand-strand, vil man ofte kunne se sandkutling og lerkutling, til tider i store mængder, men sjældent andre kutlingearter.


Spættet kutling (Pomatoschistus pictus)

Spættet kutling er 6-9 cm lang (Carl, 2003), omtrent som sand- og lerkutling, men er ret let at kende fra disse, idet den har to rækker af sorte pletter i rygfinnerne, som danner to parallelle striber, samt større sorte pletter langs kropssiden, som oftest har en "liggende" 8-tals form. Kroppen er almindeligvis lidt mere buttet end sandkutling.

2015 07 05 helnaes ppictus pprovencal
Spættet kutling; Helnæs, 5. juli 2015.


Spættet kutling foretrækker hård bund, det vil sige sten-, ral- eller grusbund, og man finder den sjældent på blød bund, selv om den er i stand til at grave sig ned i sandet (H. Carl, pers. medd.). Mindre eksemplarer kan have en adfærd, hvor de ligger på toppen af en sten, tilsyneladende spejdende med forreste rygfinne strakt, så pletrækkerne ses tydeligt. Denne adfærd har jeg observeret ved flere lejligheder på ralbund på meget lavt vand ved Strandkær.

De sidstnævnte tre kutlingearter er alle ægskjulere, idet hannerne lokker hunnerne til at gyde i et skjul, som oftest under en tom muslingeskal. Æggene bevogtes og iltes af hannen (Muus et al. 1998: 228-231). Disse mindre kutlingarter lever af mindre bundinvertebrater og spiser generelt alle de dyr, som de kan gabe over.
 

Glaskutling (Aphia minuta)

Som navnet antyder har glaskutlingen en gennemsigtig krop, gennem hvilken man kan se visse indre organer, som synes dækket af en gylden hinde. Den kan optræde i store fritsvømmende stimer og er også nataktiv, og det ser ud, som om de overtager toplettet kutlings plads om natten. De to arter findes nemlig ofte samme steder og har stort set samme størrelse, men toplettet kutling optræder i praksis aldrig om natten. Glaskutlingen er udbredt fra Trondheim i Norge til Marokko og i hele Middelhavet og Sortehavet. Den lever af zooplankton, især copepoder, og den formerer sig som de sidstnævnte kutlinger ved at æggene lægges i en tom muslingeskal og bevogtes af hannen (Carl, 2003).


Andre kutlinger på dybt vand

Der optræder adskillige andre kutlinger i de danske farvande, såsom spidshalet kutling (Lesueurigobius friesii), krystalkutling (Crystallogobius linearis) og ulkekutling (Lebetus scorpiodes). Disse tre  arter træffes på dybt vand, så det kan ikke undre, hvis man ikke træffer dem ved dykning langs strandene. Spidshalet kutling og ulkekutling træffes i Kattegat og Skagerak, så de holder til i de nordlige og mere salte dele af vore farvande.


Sortmundet kutling (Neogobius melanostomus)

Blandt kutlingerne har vi også for nylig fået en invasiv art. Det er sortmundet kutling, som kommer fra Sortehavet og Det kaspiske Hav. Den blev i Østersøen først fundet i Gdansk Bugten i 1990, hvortil den efter al sandsynlighed var bragt med ballastvand på skibe. Den bredte sig derefter hurtigt og blev første gang registreret i danske farvande ved Bornholm i 2008 og dernæst ved Lolland-Falster i 2009 (Azour et al., 2015); her omkring har den spredt sig eksplosivt og blev i 2010 fanget i tonsvis ved Guldborgsund og omkring Sydsjælland (natur-styrelsen.dk).

Sortmundet kutling kan leve i ferskvand, og en undersøgelse på DTU Aqua har vist, at den har det vanskeligt, når saltholdigheden er over 20‰ (Behrens et al., 2015). Saltholdigheden i Østersøen er ≤ 10‰ mens den ved målinger i Aarhusbugten i en 6-årig periode svingede mellem 12,6‰ og 30,41‰ ved en udtræksdybde på 0,00-2,00 m (Provençal, 2000). Aarhusbugten ligger således på grænsen af artens tolerenceniveau, om end der er overlap. I og med, at sortmundet kutling er en typisk bundfisk, og saltvand fra Nordsøen strømmer langs bunden i de indre danske farvande, mens brakvand fra Østersøen strømmer ud på overfladen, vil sortmundet kutling også der møde nogen modstand. Vi kan derfor håbe på, at arten får svært ved at etablere sig fra bælterne og nordpå. Undersøgelser udført af Statens Naturhistoriske Museum, Lunds Universitet og DTU Aqua viser, at den har spredt sig jævnt på lavt vand over de sydøstlige danske kyster. I Østersøen findes den på lavt vand, dvs, lavere end 20 m, men kan godt krydse større dybder. I Østersøen har arten spredt sig med en hastighed på gennemsnitligt 30 km/år (Azour et al.. 2015: 45). Den har endvidere etableret sig i Göteborg Havn (H. Carl, pers. medd.), idet havnen er et brakvandområde i udmundingen af Göta Elv med en saltholdighed på 13,1-18,2‰ (Gollasch & Leppäkoski, 2007), hvilket passer sortmundet kutling fint.

2015 09 25 blaaplanet nmelanostomus pprovencal
Sortmundet kutling; Den Blå Planet, 25. sept. 2015.


Sortmundet kutling er en stor kutling, idet den bliver op til 25 cm lang. Den kan især forveksles med sort kutling, som dog højest bliver 18 cm lang. Den er variabel i farverne ligesom sort kutling, og hos begge arter bliver hannerne mørke til sorte i yngletiden. Der er forskel på finnerne, idet sortmundet kutling har 15-17 stråler i den forreste rygfinne, mens sort kutling kun har 13-14 (naturstyrelsen.dk). Sortmundet kutling har en tydelig sort plet bagest i den forreste rygfinne, mens sort kutling har en plet forrest på rygfinnen. På eksemplarer i akvariet Den Blå Planet har jeg iagttaget, at sortmundet kutling er ret nem at kende fra sort kutling i felten: Den giver et større og mere massivt indtryk, øjnene er placeret højere på hovedet, og den sorte plet i rygfinnen ses ret let, da fiskene tit rejser rygfinnen i modsætning til sort kutling, som kun rejser sin rygfinne, når den skal true. Sortmundet kutlings første rygfinne mangler også de forlængede stråler, som pryder den forreste rygfinne hos hannerne hos sort kutling.


Opfordring

Da udbredelsen af de forskellige kutlinger - ligesom de øvrige danske fisk - er under kortlægning på Statens Naturhistoriske Museum under fiskeatlas-projektet, opfordres folk til at indberette fund og observationer af kutlinger og andre fisk i danske farvande til This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it  - gerne med ledsagende dokumentation, såsom fotos, men alle indberetninger er velkomne. Der henvises også til fiskeatlassets hjemmeside: www.fiskeatlas.ku.dk

For ferskvandsfiskenes vedkommende blev undersøgelsens resultater udgivet i bogen: Atlas over danske Ferskvandsfisk, (Carl & Møller, 2012). I øjeblikket er der fokus på saltvandsfiskene, men indberetninger om ferskvandsfisk er også stadig velkomne.

Artiklens fotos er alle taget af forfatteren.


Referencer

Azour, F., M. v. Deurs, J. Behrens, H. Carl, K. Hüssy, K. Greinsen, R. Ebert & P. R. Møller, 2015: Invasion rate and population characteristics of the round goby Neogobius melanostomus: effects of density and invasion history - Aquatic Biology, vol 24: 41-52

Behrens, J. W., M. v. Deurs & E. A. F. Christensen, 2015: Salinity tolerance and correlated physiology of the invasive round goby Neogobius melanostomus - ICES CM 2015/Q:27

Carl, H., 2003: Gads håndbog om fisk - Gads Forlag

Carl, H. & P.R. Møller, 2012: Atlas over danske ferskvandsfisk - Statens Natur-historiske Museum, Københavns Universitet

Gollash, S. & E. Leppäkoski, 2007: Risk assessment and management scenarios for ballast water mediated species introduction into the Baltic Sea - I: Aquatic Invasions, vol. 2 (4): 313-240

Moen, F. E. & E. Svensen, 1999: Dyreliv i havet - KOM Forlag, Kristiansund, Norge

Muus, B. J., J. G. Nielsen, P. Dahlstrøm & B. O. Nystrøm, 1998: Havfisk og fiskeri - Gads Forlag

Naturstyrelsen.dk: Sortmundet kutling

Provençal, P., 2000: Lavvandsfaunaen ved Strandkjær, Ebeltoft Vig - Flora og Fauna 106 (3+4):101-108

Provençal, P., 2005: Menneskeskabte habitater ved Århus Østhavn - Gejr-fuglen 2005 (3): 10-20 

Provençal, P., 2011: De boblende rev ved Hirsholmene - Gejrfuglen 2011 (1): 23-27

www.fiskeatlas.ku.dk