Publiceret d. 11. jan. 2016

Søren Tolsgaard


En hvid stork (Ciconia ciconia), der i øjeblikket holder til ved Viby, kommer fra Polen, hvor Fundacji Albatros i 2014 havde den i pleje efter en skade. Storken har siden efteråret fløjet vidt omkring i både Danmark, Sverige og Norge. Den er ringmærket med indskriften Gdansk, hvilket har fået flere til at antage, at der var tale om en stork opdrættet i Danmark.

2016 01 10 viby stolsgaard
Polsk vinterstork i dansk snefog; Viby, 10. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.

   
I følge Storkene.dk er det første gang, en polsk stork overvintrer i Danmark. Idet den allerede er vant til at omgås mennesker og derfor ikke særlig sky, har Storkene.dk besluttet at hjælpe den igennem vinteren vha. fodring. En stork kan nemlig udmærket klare normale, danske vintertemperaturer, men har svært ved at finde tilstrækkelig føde om vinteren.

Der er dog delte meninger om, hvorvidt man bør fodre en overvintrende stork, for via fodring svækker man trækinstinktet, og storken bliver mere eller mindre afhængig af fodringen. Der forekommer dog stadig flere tilfælde, hvor fodrede storke overvintrer i Nordeuropa.

En stork, der overvintrer her i Norden, kaldes en vinterstork, og den adskiller sig i så henseende afgørende fra de trækkende storke. Noget lignende gør sig dog også gældende hos mange andre fugle, som fodres eller lever i nær kontakt med mennesket: Fiskehejren rykker helt ind i de store byer, hvor den fodres, mister sin skyhed og overvintrer i stadig større antal. Skarven overvintrer stadig oftere og til ikke udelt begejstring, idet den særlig om vinteren lukrerer på udsat fiskeyngel, dambrug og ruser.

2016 01 09 doedeaa stolsgaard
Vinterskarv og fiskehejre; Dødeå, 9. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.

   
Vildtplejeorganisationer, som Fundacji Albatros, der hjælper tilskadekomne fugle, medvirker naturligvis også til, at flere fugle vænner sig til nærmere kontakt med mennesker. Og menneskets stigende dominans bidrager generelt til, at stadig flere vilde dyr og fugle simpelthen er nødt til at lære at begå sig på kulturlandskabets vilkår.


Referencer

Fundacji Albatros, 2015: Film o Fundacji Albatros - www.youtube.com

Helligsø; A., 7/1 2016: Video: Stork spankulerer rundt og spiser sandwich nær Aarhus - www.tv2oj.dk

Madsen, H. H., 7/1 2016: Stork for vild: Nu guffer den rejer i Viby - stiften.dk

Storkene.dk, 10/1 2016: Sjældenhed: Polsk stork overvintrer i Viby J. - www.storkene.dk