Jan Kjærgaard og Ole Frank Jørgensen, 2017: Pattedyr i Norden. - Gyldendal, 348 sider.

Jørgen Terp Laursen

  
Der er gennem årene skrevet mange håndbøger om fugle, men langt færre om pattedyr. Det var derfor spændende at modtage denne bog, der må betragtes som en efterfølger af Nordens Pattedyr og delvis af Dansk Pattedyratlas.

Indhold

Bogen omfatter følgende hovedafsnit: Bestemmelsesnøgler (83 sider); herefter artsbeskrivelser, som er inddelt i: insektædere, flagermus, støttetandede, gnavere, rovdyr, hvalros og sæler, klovdyr og hvaler. For hver art beskrives: forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested og udbredelse, føde, levevis samt i et særligt afsnit: ”sådan opleves den”. Sidst i bogen litteraturliste og artsregister, hvor så vidt muligt alle navne på pattedyr i de nordiske lande er nævnt. Fotos er vist for alle pattedyrarter hjemmehørende i Norden. Derimod er der desværre ingen udbredelseskort.

2017 pattedyr inorden

Bestemmelsesnøgler

Bestemmelsesnøglerne fylder en stor del af bogen. I forordet skriver forfatterne: ”Vores vigtigste mål med denne bog har været at give brugeren let adgang til navnet på et fundet dyr”. Det har således været forfatterne magtpåliggende at lave bestemmelsesnøgler, så alle arter kan nøgles. Er målet så nået? Absolut, - men dog ikke helt.

Afsnittet om bestemmelse af spidsmus kan laves bedre og mere enkelt end vist i bogen. Sikker flagermus-bestemmelse på baggrund af størrelse og flugtkarakter iagttaget vha. håndlygte, som nævnt i bogen, er kun mulig for enkelte arter. En sikker bestemmelse foretages primært via stemmeoptagelser (vha. flagermusdetektor) og ved at undersøge eksemplarer på tæt hold (fx i hånden). Tegningerne til bestemmelse af flagermus er ofte ikke detaljerede nok - det gælder fx angivelse af sporebrusk og ørelap. For vandflagermus burde de relativt store fødder nævnes som et vigtigt kendetegn for arten. Det overrasker, at man har fundet en fysisk forskel på pipistrelflagermus og dværgflagermus, - det er i hvert fald helt nyt for mig.

Adskillelse af halsbåndmus og skovmus alene på grundlag af tænderne, som vist i bogen, er mig bekendt ikke mulig, mens kraniemål ud fra størrelsen i nogle tilfælde er brugbar til bestemmelse af halsbåndmus. Når det så er sagt, er de øvrige bestemmelsesnøgler gode eller endda fremragende - og præsenteret pædagogisk rigtigt, så selv mindre øvede kan få glæde af bogen.
  

Fotos

Det har været et gigantisk arbejde at fremskaffe fotos af alle Nordens pattedyr, fordi flere arter er sjældne eller vanskeligt tilgængelige, bl.a. er de fleste pattedyrarter overvejende nataktive. Fotokvaliteten er gennemgående meget god, om end det i flere tilfælde havde være ønskeligt med større format - små billeder bliver ofte for mørke. Dejligt med de informative billedtekster. Billedet af vandspidsmus (s. 98) er meget atypisk og ligner mere en taigaspidsmus. Og billedet af frynseflagermus (s. 127) er helt givet en vandflagermus, hvilket også stemmer overens med den øvrige billedtekst til fotografiet. Fotografens navn er i øvrigt stavet forkert.
   

En vurdering

Det kan meget let gå galt, når man giver sig i kast med at skrive en fagbog i et omfang som nærværende. Men bogen er særdeles velskrevet og proppet med meget ny viden, om end der også er forhold, som burde være siet fra eller tilføjet ved korrekturlæsningen.

Afsnittet ”sådan opleves den” er en helt ny idé sammenlignet med andre naturfagbøger og giver god mening. Her nyder læseren godt af forfatternes mangeårige viden om dyrelivet i felten. Og så er det befriende med humoristiske indslag i en fagbog, der ellers kan være lidt tør læsning. Fx (s. 107) "kan man tage en tur med den transsibiriske jernbane med stop undervejs. Finder man ikke Taigaspidsmus, får man garanteret set andre dyr”.

Mht. til artsnavne er brun langøret flagermus velvalgt, men det er almindelig markmus til gengæld ikke. Den bør kaldes nordmarkmus som pendant til sydmarkmus. Anvendelse af ”almindelig” i et artsnavn er generelt uheldigt - men det er en sidebemærkning.

Det havde været ønskeligt, om bogen var lidt mere opdateret mht. pattedyrenes relationer til klimaændringer, pesticider, udbredelse, statusændringer o. a., som kunne have været nævnt med få ord. Her tænker jeg bl.a. på flagermus generelt, pindsvin (pesticider), pindsvin og husmus (markant tilbagegang), mosegris (top-år), rød ræv vs. polarræv (konkurrence). Halsbåndmus er i dag udbredt i det meste af Thy, brun rotte er nu på Fanø, hasselmusens kerneområde i Danmark er Sydfyn og brandmusens er Lolland-Falster. Vandspidsmusen er næppe almindelig i Danmark. Ugler spiser stort set ikke muldvarp (s. 110).
   

Godt gået - trods alt

Beskrivelserne af de mange arter, de talrige feltkendetegn og ynglebiologiske forhold, der ofte er mangelfuldt undersøgt, kan nok give panderynker i et bogprojekt. Bogens forfattere har imidlertid løst opgaven flot. Tilmed har vi fået faglig viden, der sjældent er beskrevet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke mindst på rejser i de nordiske lande, hvor man ofte har savnet faglitteratur lige ved hånden. Det har været et gigantisk skriveprojekt, ikke mindst afsnittene om feltbestemmelse, om end der er svipsere. Det har naturligvis været vanskeligt at ”få alt med” i håndbogsformat. Det er ligeledes en næsten umulig opgave at have aktuel viden om alle pattedyrarter.

I en eventuel senere udgave af Pattedyr i Norden er flere faglige justeringer påkrævet. Færre billeder og mere tekst må anbefales. Mange læsere vil sikkert savne udbredelseskort, og her kunne forfatterne have henvist til The Atlas of European Mammals.