Gejrfuglen

Publiceret d. 30. juli 2018

Søren Tolsgaard

Solen leverede hundrede pct. fra morgenstunden, da jeg d. 18. juli gik ombord på færgen til Tunø i en hedebølge, som ifølge DMI først i de følgende dage eller uger ville nå sit klimaks.

Tunøfærgen var - som den ofte er - pakket med forventningsfulde turister, og under landgangen bemærkede jeg en meget væsentlig årsag til Tunøs særlige atmosfære: Der var overhovedet ingen biler i sigte, kun enkelte traktorer og scootere, som godt nok virker forstyrrende, men heldigvis langt fra dominerer oplevelsen, når man begiver sig rundt på øen.

Tunø Havn og By

På havnen oplevede jeg straks et deja vú, idet pragtbuksebier - ligesom på Endelave - sværmede omkring cikorie. Jeg gik dernæst mod vest, tværs over strandengen mod Tunøs sydøstlige klint, som, hvor den begynder, er leret og stejl, men kun 2-3 m høj. Her var en vældig aktivitet af mindre bier, som jeg tog nogle stykker af, hvorefter jeg gik ind mod byen.

Tunøs sydøstlige klint er leret og stejl med stor bi-aktivitet.

Trods sin lidenhed (kun ca. 3½ km²) har Tunø adskilligt at byde på. Byen er i højsæsonen livligt befærdet af nysgerrige turister, så man udsætter sig for intens opmærksomhed, ifald man svinger insektnettet. Man kan dog (ligesom mange andre steder) færdes nogenlunde uantastet på kirkegården, idet man i stedet for nettet anvender en lille plastpose og en diskret fangsteknik. Tørken gjorde sig dog også gældende her, selv om der blev vandet var mange urter og buske temmelig visne, men et stort bed med lavendel, delvis i skygge, tiltrak mange dagsommerfugle og bier, særlig honningbi, agerhumle og moshumle, som var hyppige flere steder på Tunø.

Vandingsanlægget trækkes i stilling på Tunøs kirkegård.

Markerne, Mosen og Bjerget

Bag kirkegården ligger en lille mindelund med velvoksne rhododendron, hvor der under et tidligere besøg i juni 2017 var stor aktivitet af bier. Nu var alting svedet af tørken, så jeg gik videre mod nord, hvor der som et naturpleje-projekt ligger nogle tørre og ikke-gødede, ekstensivt græssede eller braklagte marker. Snerle, gederams og engbrandbæger blomstrede og var flittigt besøgt af humlebier, og på cikorie så jeg atter pragtbuksebi, men ellers ingen yderligere bi-arter. Sartere overdrevs-vegetation har endnu ikke vundet terræn og skal måske hjælpes på vej, hvis man ønsker at højne diversiteten.

Mosen er en tæt blandingsskov, som trods tørken endnu var grøn og frodig.

Den offentlige sti, som jeg gik på, svinger herefter skarpt mod vest og fortsætter gennem Mosen, en plantage af frodig blandingsskov beliggende i en lavning, som engang har adskilt Tunø i to øer. Skoven er dog så tæt og på denne årstid uden blomster, at der næsten ingen bier var at finde. Dog fandt jeg engang, netop hér, siddende på en hundelort, d. 8. aug. 1991, Tunøs vistnok fortsat eneste kendte eksemplar af iris (Apatura iris), som nu befinder sig i Naturhistorisk Museums samling. Ak, hvor er det længe siden!

Vest for Mosen skrånede jeg op over Bjerget, hvor nåletræer, brombærkrat og tørre overdrev dominerer landskabet. Området er interessant og har ydet gode fund under tidligere besøg, men var ekstremt tørt, og der var kun få insekter i aktivitet. Jeg begav mig derfor sydpå mod Tunø Sønderklint, langs stien sås flere insekter, særlig i blåhat og knopurt, og ude ved klinten minsandten en rødhalet høstbi (Melitta haemorrhoidalis).

Øverst t.v. dagpåfugleøje (Aglais io) i Tunø By, t.h. skovrandøje (Pararge aegeria) i Mindelunden; nederst t.v. alm. blåfugl (Polyommatus icarus) på Bjerget, t.h. solitær gedehams (Eumeninae) på Sønderklint.

Tunø Sønderklint

En vandresti ovenfor klinten er meget benyttet, men selv om her var adskilligt flere insekter, bl.a. fordi slåen- og tjørnekrat langs klinten giver delvis skyggede partier, hvor bl.a. knopurt og lucerne endnu blomstrede, var det ret forstyrrende at være udsat for - om end velmenende - opmærksomhed og spørgsmål fra de mange forbipasserende vandrere. Jeg klatrede derfor snart ned på stranden, hvor stort set kun måger gjorde mig selskab.

Tunø Sønderklint er langstrakt og præget af dramatiske sandskred.

Tunø Sønderklint er temmelig høj (op til 23 m.o.h.), langstrakt og imponerende. Jordlagene består delvis af sand, hvilket forårsager talrige, dramatiske skred, og helhedsindtrykket udgør sine steder et virvar af udhæng, lersøjler, løse sten og sandskred. Om end ikke helt ufarlige er skrænterne fascinerende at klatre på, ikke mindst fordi de hist og her, især hvor grundvandet pibler frem, er isprængt en frisk vegetation, særlig vild gulerod klarer sig godt trods tørken, men også kurveblomster, ærteblomster og andre, til dels uventede arter.

Vegetation på Sønderklint: øverst t.v strandkamille, t.h. rød arve; nederst t.v. eng-brandbæger, t.h. strandsennep.

Bi-faunaen var ikke overvældende, og hvad der især vakte min interesse, var et stort antal solitære gedehamse og gravehvepse, hvoraf flere af de sidstnævnte er så små, at man i felten kun vanskeligt kan skelne dem fra mindre bi-arter, og jeg måtte derfor tage rigeligt materiale til nærmere bestemmelse.

Og helt pudsigt var det, mens jeg færdedes på skrænterne, at kunne høre livlig konversation fra vandrerne på stien ovenfor klinten og samtidig være uden for synsvidde. Fri for nogen der glor, som Flemming Bamse Jørgensen synger - i en lille båd der gynger. Jævnligt passerede dog en lystyacht eller en motorbåd, og pludselig en hel flåde af små sejlere, men her på skrænten var jeg i det mindste fritaget for velmenende spørgsmål!

En veritabel flåde af små sejlere dukkede op i havet ud for Sønderklint.

Og strandens højtidskvad

Da færgeafgangen nærmede sig, begav jeg mig langs sydstranden mod havnen. Idet vinden kom fra NV, var der intens hede nedenfor klinten, og da jeg rundede Tunøs sydspids, kunne jeg mærke, at eftermiddagsheden var endnu stærkere langs SØ-kysten, hvor rastende edderfugle sad på de større sten i det lave vand, mens strandskader på stranden knap lod sig forstyrre, og digesvaler ufortrødent fløj til og fra deres kolonier i de her meget stejle klinter.

Edderfugle (Somateria mollissima) dovner den af på sydøststranden.

Kystens sidste bugtning før havnen danner en fin sandstrand, hvor strandgæster trodsede den overvældende hede, de fleste med et afkølende bad, enkelte endog ved at solbade. Og lad det være sagt, lystsejlere og turister af begge køn dyrker den kropslige frihed, - nu er den frigjorte generation blot blevet meget ældre, i bogstaveligste forstand en enklave af gammeldanskere og tyskere. Og det var forresten meget forfriskende at få sig et bad;)

En improviseret basunfanfare byder færgen velkommen til Tunø Havn.

Færgen blev modtaget med en jazzet basunfanfare, og afgangen blev næsten en time forsinket, fordi det personale, som netop havde ryddet op efter den nylig stedfundne festival, var temmelig sent på den. Den slags må man leve med, når der kun er 1-2 færgeafgange om dagen, hvilket dog også gør et lille ø-samfund ret sårbart i tilfælde af brand og andre katastrofer.

Hov Havn; her slutter Kattegat-odysséen med udsigt til overfyldte P-pladser.

Afsluttende betragtninger

Ved ankomsten til Hov bemærker man umiddelbart, hvad der skaber den store forskel fra tilværelsen på fastlandet: Hundredevis af biler på havnens store P-pladser, biler, som heldigvis ikke må færges til Tunø; også mange festivalgæster på Samsø havde ladet deres vogne stå i Hov. Så jeg var påny konfronteret med parkeringsproblemerne, på vej mod metropolens overvældende trafik.

Afslutningsvis bør anføres, at ØBF gennem tiden har været meget aktiv på Tunø, hvilket fremgår af referencerne. Artiklens fotos er alle taget af forfatteren, d. 18. juli 2018.

Referencer

Bamses Venner, (1998): I En Lille Båd Der Gynger - www.youtube.com  

Dalsgaard, Mads Illum, [2018]: To frivillige brandmænd skal afværge katastrofen på Tunø - www.tv2ostjylland.dk

Hansen, Niels, [2018]: Juli er nu den solrigeste i dansk vejrhistorie - www.dmi.dk

Højager, Søren, 2011: Tunø - en opdatering - www.gejrfuglen.dk

Michelsen, Anne Dorte, (2016): Den Danske Sang - www.youtube.com

Wikipedia, [2018]: Tunø - da.wikipedia.org

ØBF, 1991: Tunø - Gejrfuglen 27, 4