Publiceret d. 20. juli 2021
Jan Kjærgaard Jensen
På en tur i 2018 fik undertegnede kontakt med Ivan Skjellerup, som berettede, at han i en ejendom ved Dybe nær Lemvig havde ugler i udhusene. Det lød særdeles interessant, især da den mest udbredt ugle i Vestjylland er skovhornugle (Asio otus), der normalt ikke går ind i huse. Det ville derfor være interessant blot at vide, hvilken ugleart vi talte om.
Desuden, hvis der var gylp, ville det være interessant at se, hvad pågældende ugle levede af. Særligt da Dybe ligger indenfor det kendte udbredelsesområde for den sjældne Birkemus (Sicista betulina). Det var derfor oplagt at spørge, om der kunne indsamles noget gylp fra uglerne i udhusene, og da særligt, hvis der kunne samles gylp fra sommertiden.
Fund af gylp fra udhusene
Ivan var meget positiv overfor muligheden og var så venlig at indsamle uglegylp i de forskellige udhuse tre gange. I alt blev der samlet ca. 65 klumper gylp. Nogle af dem havde tydeligvis henligget i nogen tid og var delvis sammenkittede eller lettere itu.
Ud fra form og størrelse svarer gylpen til natugle (Strix aluco). Arten er kendt fra området, så det var ikke helt nyt, men den er dog ifølge DOFbasen sparsomt forekommende i Vestjylland.
Portræt af en natugle (Strix aluco); Marselisborg Skov, 23. maj 2019. Foto: Jørgen Hammershaimb.
Gylpen blev skilt med pincet og nål. Alle kranier blev pillet ud og artsbestemt, og antallet af pattedyr blev talt ud fra kranier eller løse underkæber. I de fleste tilfælde lå kranie og underkæbe faktisk meget fint sammenhørende, det ser næsten ud, som om uglen har haft en ukomplet fordøjelse.
Alm. markmus og sydmarkmus blev skelnet på midterste tand og overkæben, en karakter der ifølge litteraturen ikke gælder 100 pct., men dog er ret sikker. Skovmus og halsbåndmus blev skelnet på tandrækkens længde, også en karakter der ikke er helt sikker, men alle disse kranier blev bestemt til skovmus. Den enlige fugl beror på et lille brystben. Ud fra størrelsen kunne et bud være gærdesmutte (Troglodytes troglodytes), men artsbestemmelsen er ikke sikker. Undersøgelsens resultat fremgår af tabel 1.
Tabel 1. Indhold i ca. 65 gylp af natugle (Strix aluco), indsamlet i udhuse ved Dybe i 2019.
Resultat og diskussion
Der blev optalt i alt 142 byttedyr. Drømmen om evt. at finde birkemus gik desværre ikke i opfyldelse, men det skal ikke forklejne resultatet.
Byttefordelingen svarer ganske godt til, hvad man har fundet i andre undersøgelser, bl.a. Laursen (2006). Gylpene har overvægt af markmus og spidsmus i forhold til ægte mus. Dette kan antagelig skyldes de tilgængelige jagtområder, der i højere grad udgøres af åbne græsarealer fremfor skov.
Der indgik en stor andel sydmarkmus, særlig i gylpene fra maskinhuset. En del af disse gylp så ud til at have ligget i længere tid. De var ikke helt friske, så det er sandsynligt at gylpene fra henh. svinhus/lade og maskinhus ikke var fra samme tidsperiode.
Netop sydmarkmus er kendt for at svinge meget i antal, og man kunne få den tanke, at der havde været en opblomstring for omkring et par år siden. Adskillige af kranierne fra markmus stammer nemlig fra ungdyr med dårligt sammenvoksede suturer, svarende til, at mange af musene er fanget om sommeren i yngletiden.
Mængden af spidsmus er relativ høj. De anses ikke for specielt velsmagende, men vurderer man forholdet mellem studsmus og spidsmus i andre undersøgelser, svarer det ganske pænt til denne. Det særlige hér er muligvis snarere det lave antal ægte mus.
Fordelingen mellem de to spidsmusearter er bemærkelsesværdig. Normalt anses dværgspidsmus for at leve mere skjult end alm. spidsmus, og den burde dermed være mindre udsat for prædation, hvad der også er set andre steder. Forklaringen kunne være, at dværgspidsmus udgør en større del af spidsmusebestanden netop hér. Alm. spidsmus er muligvis mere afhængig af regnorme end dværgspidsmus. Kan man således forstille sig, at jagtområdet med den ret sandede jord favoriserer dværgspidsmus?
Et natugle-par i henh. grå og brun fase; Risskov, 25 jan. 2020. Foto: Jørgen Hammershaimb.
Foretrukne jagtområder
Natugle er kendt som meget opportunistisk i sit fødevalg og går efter, hvad der er nemmest at fange. Undervejs i undersøgelsen faldt det mig derfor ind, at man ud fra byttet måtte kunne udlede, hvilken type landskab uglen jager i. De refererede håndbøger giver en formodning om, hvilke landskabstyper de forskellige byttedyr er særlig tilknyttet:
Alm. spidsmus: Alsidig, men helst områder med godt plantedække, undgår muligvis de mest våde og mest tørre områder.
Dværgspidsmus: Tæt plantedække, ofte på mere tørre eller våde områder end alm. spidsmus
Alm. markmus: Permanente græsområder, særlig hvor græsset er højt og dækkende. Undgår græssede områder. Gerne mere fugtig bund end sydmarkmus.
Sydmarkmus: Også permanente græsområder, men oftere hvor græslaget er tyndt (måske som resultat af konkurrence med alm. markmus). Den kan også findes i dyrkede marker og på græssede områder.
Skovmus: Alsidig, gerne i hegn og småkrat i forbindelse med landbrug, men også i dyrkede marker.
Ud fra disse oplysninger kan man formode, at de primære jagtområder må være ret fugtige moser/enge, men sandsynligvis også dyrkede områder med hegn og muligvis områder med kreaturgræsning.
På Kraks luftfoto over området var det interessant at se, at der ca. 200 m nord for Ertbjergvej ligger et øst-vestgående, fugtigt område med en sidedal mod nord og flere vandhuller, langs med hvilke man ser vildtvoksende græs. Nord herfor ligger en trekantet mark med græs. Fra Ertbjerg går et levende hegn op til dette område. Det øvrige nærområde består mest af dyrkede marker i kort omdrift.
De beskrevne landskaber svarer ret godt til de byttedyr, der faktisk blev fundet i undersøgelsen. Man kan forstille sig, at uglerne følger det levende hegn fra gården og nordud. Undervejs lykkes det nu og da at snuppe en skovmus. Det primære jagtområde er derefter det græsklædte dalstrøg med masser af markmus og spidsmus.
Måske har der for 1-2 år siden været en opblomstring af sydmarkmus, evt. i forbindelse med, at marken nord for dalen blev udlagt med græs. En opblomstring af sydmarkmus vil givetvis få uglerne til at udnytte denne gode fødekilde, så længe den er der.
Tak til Ivan Skjellerup for hans velvillige indstilling til at indsamle gylpene og overbringe dem til forfatteren; og til Jørgen Hammershaimb for tilladelse til at anvende hans fine fotos af natugle.
Referencer
DOFbasen, [2021]: Natugle (Strix aluco) - dofbasen.dk
Baagøe, H. og Jensen T.S., (2007): Dansk pattedyratlas - Gyldendal
Jensen, J. K. og Jørgensen, O. F., (2017): Pattedyr i Norden - Gyldendal
Krak, [2021] - krak.dk
Laursen, J. T., (2006): Danmarks ugler - Apollo Books