Torsdag den 2. nov. 2023, kl. 19.30 på Naturhistorisk Museum

(Bygning 1141 i BioX-lokalerne)


Foredrag ved Margaret Skovsen.

Øgruppen Galapagos ligger som vulkantoppe isoleret langt ude i Stillehavet, vest for Ecuador. Øerne blev først opdaget af mennesker i 1535, men længe inden da havde forskellige dyr og planter på underfundig vis fundet vej hertil. Det var denne isolation og udviklingen af de særprægedee dyr og planter, der i sin tid betog og undrede den unge Charles Darwin på rejsen med Beagle i 1831. Disse overvejelser blev sidenhen til udviklingsteorien om Arternes Oprindelse.

galapagos mskovsen
Landleguan (Conolophus subcristatus). Foto: Margaret Skovsen.
   

Gennem fotos og fortælling kommer vi til nogle af øerne, oplever suler med røde eller blå fødder, kæmpeskildpadder, havleguaner og landleguaner og mærkelige lavaøgler. Øgruppen har stadig aktive vulkaner, så nye og gamle lavaformationer præger landskabet og giver grobund for mange forskellige plantetyper, afhængig af områdets alder og forvitring. Længst mod øst dominerer en kraftig vegetation af bl. a. bregnetræer og meterhøje kaktusser, mens øerne mod vest kun i begrænset omfang er bevoksede.

Bebyggelsen er meget sparsom, da 95 pct. af øgruppen er erklæret for beskyttet nationalpark. En del af øerne er slet ikke beboede, så her kommer man virkelig ud i naturen og langt fra civilisation. Glem alt om internet, telefondækning, radio og tv. Men glem ikke at opleve med alle sanser!