Gejrfuglen

Jan Kjærgaard og Ole Frank Jørgensen, 2017: Pattedyr i Norden. - Gyldendal, 348 sider.

Jørgen Terp Laursen

  
Der er gennem årene skrevet mange håndbøger om fugle, men langt færre om pattedyr. Det var derfor spændende at modtage denne bog, der må betragtes som en efterfølger af Nordens Pattedyr og delvis af Dansk Pattedyratlas.

Indhold

Bogen omfatter følgende hovedafsnit: Bestemmelsesnøgler (83 sider); herefter artsbeskrivelser, som er inddelt i: insektædere, flagermus, støttetandede, gnavere, rovdyr, hvalros og sæler, klovdyr og hvaler. For hver art beskrives: forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested og udbredelse, føde, levevis samt i et særligt afsnit: ”sådan opleves den”. Sidst i bogen litteraturliste og artsregister, hvor så vidt muligt alle navne på pattedyr i de nordiske lande er nævnt. Fotos er vist for alle pattedyrarter hjemmehørende i Norden. Derimod er der desværre ingen udbredelseskort.

Bestemmelsesnøgler

Bestemmelsesnøglerne fylder en stor del af bogen. I forordet skriver forfatterne: ”Vores vigtigste mål med denne bog har været at give brugeren let adgang til navnet på et fundet dyr”. Det har således været forfatterne magtpåliggende at lave bestemmelsesnøgler, så alle arter kan nøgles. Er målet så nået? Absolut, - men dog ikke helt.

Afsnittet om bestemmelse af spidsmus kan laves bedre og mere enkelt end vist i bogen. Sikker flagermus-bestemmelse på baggrund af størrelse og flugtkarakter iagttaget vha. håndlygte, som nævnt i bogen, er kun mulig for enkelte arter. En sikker bestemmelse foretages primært via stemmeoptagelser (vha. flagermusdetektor) og ved at undersøge eksemplarer på tæt hold (fx i hånden). Tegningerne til bestemmelse af flagermus er ofte ikke detaljerede nok - det gælder fx angivelse af sporebrusk og ørelap. For vandflagermus burde de relativt store fødder nævnes som et vigtigt kendetegn for arten. Det overrasker, at man har fundet en fysisk forskel på pipistrelflagermus og dværgflagermus, - det er i hvert fald helt nyt for mig.

Adskillelse af halsbåndmus og skovmus alene på grundlag af tænderne, som vist i bogen, er mig bekendt ikke mulig, mens kraniemål ud fra størrelsen i nogle tilfælde er brugbar til bestemmelse af halsbåndmus. Når det så er sagt, er de øvrige bestemmelsesnøgler gode eller endda fremragende - og præsenteret pædagogisk rigtigt, så selv mindre øvede kan få glæde af bogen.
  

Fotos

Det har været et gigantisk arbejde at fremskaffe fotos af alle Nordens pattedyr, fordi flere arter er sjældne eller vanskeligt tilgængelige, bl.a. er de fleste pattedyrarter overvejende nataktive. Fotokvaliteten er gennemgående meget god, om end det i flere tilfælde havde være ønskeligt med større format - små billeder bliver ofte for mørke. Dejligt med de informative billedtekster. Billedet af vandspidsmus (s. 98) er meget atypisk og ligner mere en taigaspidsmus. Og billedet af frynseflagermus (s. 127) er helt givet en vandflagermus, hvilket også stemmer overens med den øvrige billedtekst til fotografiet. Fotografens navn er i øvrigt stavet forkert.
   

En vurdering

Det kan meget let gå galt, når man giver sig i kast med at skrive en fagbog i et omfang som nærværende. Men bogen er særdeles velskrevet og proppet med meget ny viden, om end der også er forhold, som burde være siet fra eller tilføjet ved korrekturlæsningen.

Afsnittet ”sådan opleves den” er en helt ny idé sammenlignet med andre naturfagbøger og giver god mening. Her nyder læseren godt af forfatternes mangeårige viden om dyrelivet i felten. Og så er det befriende med humoristiske indslag i en fagbog, der ellers kan være lidt tør læsning. Fx (s. 107) "kan man tage en tur med den transsibiriske jernbane med stop undervejs. Finder man ikke Taigaspidsmus, får man garanteret set andre dyr”.

Mht. til artsnavne er brun langøret flagermus velvalgt, men det er almindelig markmus til gengæld ikke. Den bør kaldes nordmarkmus som pendant til sydmarkmus. Anvendelse af ”almindelig” i et artsnavn er generelt uheldigt - men det er en sidebemærkning.

Det havde været ønskeligt, om bogen var lidt mere opdateret mht. pattedyrenes relationer til klimaændringer, pesticider, udbredelse, statusændringer o. a., som kunne have været nævnt med få ord. Her tænker jeg bl.a. på flagermus generelt, pindsvin (pesticider), pindsvin og husmus (markant tilbagegang), mosegris (top-år), rød ræv vs. polarræv (konkurrence). Halsbåndmus er i dag udbredt i det meste af Thy, brun rotte er nu på Fanø, hasselmusens kerneområde i Danmark er Sydfyn og brandmusens er Lolland-Falster. Vandspidsmusen er næppe almindelig i Danmark. Ugler spiser stort set ikke muldvarp (s. 110).
   

Godt gået - trods alt

Beskrivelserne af de mange arter, de talrige feltkendetegn og ynglebiologiske forhold, der ofte er mangelfuldt undersøgt, kan nok give panderynker i et bogprojekt. Bogens forfattere har imidlertid løst opgaven flot. Tilmed har vi fået faglig viden, der sjældent er beskrevet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke mindst på rejser i de nordiske lande, hvor man ofte har savnet faglitteratur lige ved hånden. Det har været et gigantisk skriveprojekt, ikke mindst afsnittene om feltbestemmelse, om end der er svipsere. Det har naturligvis været vanskeligt at ”få alt med” i håndbogsformat. Det er ligeledes en næsten umulig opgave at have aktuel viden om alle pattedyrarter.

I en eventuel senere udgave af Pattedyr i Norden er flere faglige justeringer påkrævet. Færre billeder og mere tekst må anbefales. Mange læsere vil sikkert savne udbredelseskort, og her kunne forfatterne have henvist til The Atlas of European Mammals.

Publiceret d. 31. aug. 2017

Jan Kjærgaard & Jørgen Terp Laursen

Lækatten er det eneste pattedyr i Danmark, der skifter mellem hvid vinterpels og brun sommerpels. Undertegnede indsamler observationer af farveskiftet hos lækat her i landet. Formålet med undersøgelsen er at kortlægge, om lækatten har ændret adfærd mht. fældning ifm. klimaændringerne. Optræder den lige så lang tid i dag som førhen i vinterdragt? Hvornår får og skifter lækatten til vinterpels? Disse og flere spørgsmål vil vi forsøge at give svar på med hjælp fra læseren.

Lækat i vinterdragt; Brabrand Sø, 28. jan. 2017. Dens bytte er en gærdesmutte, som fotografen ringmærkede på samme lokalitet i 2015! Foto: Morten Jenrich Hansen.

Indsend observationer af lækat - ældre som nyere - ALT har interesse. Husk at angive om dyret er set i vinterdragt (hvid), overgangsdragt (broget) eller i sommerdragt (brun). Lækatten er større end det lille mårdyr, bruden, som den ligner, men har - i modsætning til bruden - altid sort halespids. Lækatten træffes i mange landskabstyper, men foretrækker lidt fugtige engområder, vejrabatter og læhegn, hvor der er en god musebestand. Den kan også ses i større byparker.

Oplysninger kan sendes til enten Jan Kjærgaard (29613149; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ) eller Jørgen Terp Laursen (61516464; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ).

Fotos af lækat modtages også gerne.

 
Referencer

Laursen, J. T., & J. Kjærgaard, 2015: Projekt lækat (Mustela erminea) - gejr-fuglen.dk

Publiceret d. 24. febr. 2017

Philippe Provençal

   
Høgeuglen (Surnia ulula) er normalt en standfugl i de nordlige nåleskov- og birkeskov-zoner, hvor dens udbredelse er cirkumpolar, dvs. omfatter store dele af Skandinavien, Finland, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada.

Høgeugle; Kongenlunden, Amager, 18. febr. 2017. Foto: Philippe Provençal.

I udseende minder høgeuglen om en høg: Den er ret langhalet, brystet er hvidt og bugen har smalle, mørke tværstriber i lighed med spurvehøg og duehøg. Også flugten er høgelignende med aktiv flugt afbrudt af glid. Herudover er den dagaktiv, hvilket er ganske usædvanligt for ugler, om end også mosehornuglen kan finde på at fouragere i dagslys. I flugten rager høgeuglens store næb frem og giver hovedet en spids profil, men det samlede synsindtryk er dog klart ugleagtigt. Sløret er hvidt, omkranset af en tydelig sort stribe i hver side, og øjnene er klart gule.

Høgeuglen lever langt overvejende af mus og lemminger. Den foretrækker standjagt, hvor den sidder og spejder efter bytte fra et udkikspunkt, gerne i et udgået træ. I perioder, hvor bestanden af smågnavere svigter, ofte efter en god ynglesæson, hvor talrige ungfugle søger føde, hænder det, at høgeuglerne forlader deres hjemegn og leder efter føde længere sydpå, bl.a. i Danmark. Invasionsåret 1983/84 var således helt usædvanligt med 100-400 observerede høgeugler i Danmark.

I år er invasionen også ret god, selv om den slet ikke kan sammenlignes med det store invasionsår. I vintersæsonen 2016/17 er der indtil nu ifølge DOFs database observeret 7-10 høgeugler i Danmark, og vi skal helt tilbage til vinteren 1989/90 for at overgå dette, idet der dengang blev observeret 14 høgeugler.

I efteråret 2016 indløb to tidlige observationer fra Klosterheden i Jylland, idet én høgeugle blev observeret fouragerende d. 6. okt., mens et dødt eks. blev observeret samme sted d. 9. okt. De to observationer angår dog muligvis samme fugl. Vinterens øvrige observationer er overvejende fra Sjælland, hvilket er mere sædvanligt, da langt de fleste høgeugler i tidens løb er blevet observeret øst for Storebælt, men jævnligt ses den dog også i det nordlige Jylland.

Referencer

Cheferne i felten, 2016: Invasion fra nord - Udstødningsrøret 2016

DOFbasen, [2017]: Høgeugle (SU)

Génsbøl, B. & S. Langvad, 1991: Nordens Fugle - C. E. G. Gad, København

Publiceret d. 1. febr. 2017

Jørgen Terp Laursen

   
I en kanal ved østenden af Stubbe Sø iagttog Svend Petersen d. 27. jan. en odder svømmende med en skalle. Vandløb og kanaler i tilknytning til større vådområder huser ofte gode koncentrationer af fisk i vinterhalvåret, som bl.a. odderen nyder godt af. Samme sted blev der også set en isfugl.

Odder (Lutra lutra) med en skalle; Stubbe Sø, 27. jan. 2017. Foto: Svend Petersen.

Temadag d. 18. marts på Naturhistorisk Museum Aarhus

Nina Larsen Saarnak: Kampen for frie kyster

Alle vil gerne bygge, bo, drive forretning eller holde ferie ved kysterne. Det mærkede man allerede tilbage i 1930'rne, og siden da har natur- og plan-lovgivning udgjort en fast ramme om mulighederne for at bygge ved kysterne.

Gennem de sidste 5 år er presset steget, og særligt i landdistrikterne og blandt visse politikere har der været et stort ønske om at omsætte noget af kystens ”uudnyttede” økonomisk potentiale og liberalisere planlovens regler.

På den baggrund indgik den daværende regering, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en politisk aftale i juni 2016 om at lempe reglerne om strandbeskyttelse og planlov, for blandt andet derigennem at gøre det lettere at bygge langs kysterne. Siden da har forligsparterne diskuteret, hvordan aftalen konkret udmøntes i lovgivning. To lovforslag har været i høring, og forhandlingerne er i skrivende stund ikke afsluttet og lovforslagene endnu ikke fremsat i Folketingssalen.

De folkelige protester har undervejs været mange. DN lancerede en kystkampagne imod lempelser af strandbeskyttelsen og fik 130.000 underskrifter. Modstanden viste sig også tydeligt, da et bål-event mod lempelserne fik ca. 25.000 danskere til at tænde bål langs kysterne og bære fakler en råkold aften i slutningen af januar 2016.

I oplægget fortælles historien om de sidste 5 års kamp for de frie kyster set fra DN’s synsvinkel.

   
Ane Kirstine Brunbjerg: De danske klitter - hvilken rolle spiller naturlig dynamik?

Klitter udgør, i kraft af deres karakteristiske mosaik af forskellige successions-stadier, vigtige leve- og ynglesteder for en bred vifte af arter. Danmark siges at have nogle af de bedst bevarede klitsystemer i Europa. Ikke desto mindre er den naturlige dynamik i klitterne aftaget i løbet af de sidste 100 år med konsekvenser for bl.a. sjældne arter, som er knyttet til lysåben natur. Ud fra den viden, vi har fået ved at undersøge og efterprøve effekten af forstyrrelse i nordjyske klitområder, kan vi konkludere, at disse - og sikkert mange andre af landets klitområder - med fordel kan forvaltes, så den naturlige dynamik igen kommer i fokus. Som i mange andre habitattyper medvirker forstyrrelsen til at skabe økologisk variation og et øget antal levesteder for arter.

Den bedste effekt af forstyrrelse fås ved at efterligne naturlige forstyrrelser som græsning, erosion, brand, sandflugt og hydrologisk dynamik, og optimalt set bør man i forvaltningsøjemed kombinere de forskellige typer af forstyrrelse.

   
Ole Knudsen: Klitforvaltning hos Naturstyrelsen Blåvandshuk

Hos Naturstyrelsen Blåvandshuk har vi en række væsentlige trusler mod klitnaturen.

Det drejer sig bl.a. om manglende dynamik, behovet for klitdæmpning, tilgroning med træer og buske f.eks. rynket rose, samt tilgroning med græsser og mosset stjerne-bredribbe. I indlægget vil jeg med en række eksempler gøre rede for vor aktive indsats for at dæmme op for disse trusler. På klitarealer, der er under tilgroning med træer og buske, foretager vi rydning og flisning eller afbrænding af vedbiomassen og iværksætter græsning for at holde opvæksten nede. For rynket roses vedkommende forsøger vi os med nedgravning og fræsning med en biorotor. På klitarealer, der er under tilgroning med græsser, iværksætter vi græsning, afskrælning eller afbrænding. Mosset stjerne-bredribbe er vanskeligere at komme til livs, men græsning har vist sig effektiv ved at bryde flader med massiv forekomst. Disse tiltag er alle med til at skabe råderum for den frie dynamik, som er en væsentlig faktor for at opretholde klitnaturen. Dette medfører, at vi i dag kun foretager klitdæmpning på steder, hvor der ligger værdier lige bag ved klitten.

    
Kaija Jumppanen Andersen: Kystudvikling under et skiftende klima

Danmark har 7.300 km kyst, som varierer meget både i form og anvendelse. Vi har flade vide strande, lavvandede kystområder med unik natur, smukke fjorde og bugter. Kysten varierer mellem naturlige kyster, som er eftertragtede turistmål, og bebyggede kyster. Mange byer er blomstret op ved kysterne, og de får hver deres unikke præg af at ligge ved vandet. Dertil kommer industrien, som turisme, fiskeri, transport og andet kystnært erhverv.

Med klimaforandringerne vil kysterne komme under pres. Forholdene ved både de naturlige og bebyggede kyster vil ændre sig. Konsekvenserne af havstigninger og potentielt kraftigere storme kan være fatale, hvis ikke de håndteres korrekt.

Hør om udfordringerne med erosion og oversvømmelse langs kysterne, og hvad klimaændringerne betyder for dem. Og hør hvordan man kan arbejde med udfordringerne, og hvordan borgere og kommuner flere steder er i gang med at håndtere dem.

 Ulf Berthelsen: Konflikter i forbindelse med den rekreative brug

Den danske strand udøver en stærk tiltrækningskraft på mennesket, som især i sommerperioden ynder at benytte den til badning, turisme, hundeluftning og en lang række øvrige rekreative formål. Mennesket har i det sidste århundrede fået stadig mere fritid og er samtidigt blevet mere mobil. Den stigende turisme har stor økonomisk betydning for de danske strandkommuner. Sommeren igennem sørger man derfor for at rense strandene for opskyllet drivgods m.v., så de fremstår så attraktive som muligt for mennesket, og på den jyske vestkyst gennemføres en løbende kystsikring for at modvirke havets nedbrydning. Derved udsættes strandene for omfattende kørsel med store arbejdsmaskiner ofte midt i sommerperioden.

Den danske strand er også hjemsted for en række ynglefuglearter, som er afhængige af strandhabitater med tilstrækkelig fred og ro for at kunne opfostre deres unger. Flere af disse strandrugende fuglearter er i dag fåtallige eller sjældne og opført på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag 1 som særligt beskyttelseskrævende. Danmark er dermed juridisk forpligtet til at tage vare på disse sårbare ynglefuglearter.

Med dværgternen og den hvidbrystede præstekrave som eksempler redegøres for de konsekvenser, den stigende menneskelige udnyttelse af strandene har for Danmarks sjældne og fåtallige strandrugende fuglearter. Afslutningsvis gives nogle bud på forvaltningsmæssige tiltag, som kan iværksættes for at afbøde virkningerne af den menneskelige forstyrrelse og derved sikre, at der er plads til både mennesket og de sårbare ynglefugle på den danske strand.

   
Marianne Holmer: Sletter havet alle spor? Tilbagevenden af en kystlagune

I foråret 2014 blev Gyldensteen Strand igen oversvømmet af havet efter at have været opdyrket i 140 år. Forskerne har siden da fulgt udviklingen i flora og fauna i den nyetablerede kystlagune, og der har vist sig en række successer og fiaskoer for de indvandrende organismer, som vil blive præsenteret i foredraget.

Kystlagunen er blevet et attraktivt udflugtsmål for den danske befolkning, ikke mindst for ornitologer, og kystlagunen bidrager således ikke kun til et produktivt havområde, men også til et yndet udflugtsmål året rundt.

   
Henrik Schjødt Kristensen: Rynket rose – den største trussel mod dansk kystnær natur.

Rosen overgår langt Bjørnekloen som problemart. Dansk og europæisk kystnatur er under hårdt pres fra den rynkede rose. Rosen tager land - fra landskab, botanik, insektliv, fugle og mennesker.

I Naturstyrelsen Thy har vi fulgt udviklingen de sidste mange år og søgt at skabe et overblik over udbredelse og ikke mindst væksthastighed. Vi har god hjælp af mange studerende, der har bidraget med specialer. Foruroligende læsning! Vi har brugt mange ressourcer på at formidle problemet til befolkningen, myndigheder og politikere. Det er ikke let og kræver et langt sejt træk, men nødvendig for at komme videre.

Hvor er rosen, hvordan spredes den, hvad går det ud over, og hvad vil man mht. bekæmpelse? Alle naturplaner foreskriver, at planten skal bekæmpes, - men hvordan og hvad koster det? Alt i mens går tiden – og tiden er en altafgørende faktor i bekæmpelse af invasive arter. Vi er udfordret!

Philippe Provençal: De danske stenrev - naturområder eller stenbrud

De danske stenrev er vores vigtigste undersøiske habitat, men på grund af deres natur med de mange sten, som ligger store og små mellem hinanden, har det ikke været disse, men blødbunden, som først var genstand for de stolte danske traditioner indenfor havforskning. Stenrevenes betydning som naturområder for mange af vore fiskearter er imidlertid stor, og nogle arter vil kun være på stenrev. Jeg vil fortælle om stenrevenes natur og betydning, især de på lavt vand, som kan nås direkte med snorkel eller dykkerudstyr.

    
Jakob Tougaard: Krigen om sælerne

De fleste mennesker har en mening om sæler, og meningerne rækker over hele spektret fra dem, der vil beskytte sælerne mod enhver menneskelig påvirkning, til dem, der helst så sælerne skudt. For 100 år siden var den officielle holdning den sidste, og staten udbetalte skydepræmier med det formål at udrydde sæler fra danske farvande. Det lykkedes for gråsælernes vedkommende, og i 1970’erne var der alvorlig bekymring for, at også spættet sæl ville uddø i Danmark. Totalfredningen i 1976 og udlægning af sælreservater er en succeshistorie i dansk naturforvaltning, og vi har i dag en stor og sund bestand af spættet sæl, og gråsæl har genetableret sig som stabil yngleart og er i kraftig fremgang.

Det giver næring til den evige konflikt mellem jægeren og rovdyret, i dette tilfælde fiskerne og sælerne. Men hvad er op og ned i konflikten, og hvordan kan man afgøre, hvor mange sæler der er plads til i vores farvande? Og er en regulering af sælbestanden overhovedet mulig? For at svare på disse spørgsmål må man begynde med dyrenes biologi og økologi, bevæge sig over de vanskelige diskussioner om hvilken værdi sælerne har for økosystemerne og ikke mindst vores naturoplevelser, sammenholdt med hvilken slags fiskeri vi gerne vil have, og slutte med hvilke dyrebeskyttelseshensyn vi ønsker at tage i en eventuel regulering af bestandene.

Publiceret d. 9. dec. 2016

Hermed offentliggøres vinderbillederne i ØBFs fotokonkurrence 2016. Tillykke til vinderne og glædelig jul til alle, vi ses igen i ØBF i det nye år! 

Billeder med øjne: To rider (Rissa tridactyla) i kamp; Lofoten, Norge, 2016. Foto: Ernst Hjøllund.

Billeder uden øjne: Isdannelse ved Klostermølle, Mossø, jan. 2016. Foto: Jens Maarbjerg.

Sjove billeder: Husskade (Pica pica); Polen 2016. Foto: Ernst Hjøllund.

Publiceret d. 29. juni 2016

Jane Gilby

At ordne og systematisere vores viden om naturen gør den overskuelig, men det er herligt at se, at naturen ikke altid lader sig indpasse i de kasser, vi gerne vil stoppe den ned i.

Vi har lært, at vadefugle (med få undtagelser) holder til på åbne enge og strande og færdes på jorden eller i lavt vand. Dobbeltbekkasinen holder til på åbne enge, hvor den har rede dybt i græsset, og ind imellem kan den sidde på en solid hegnspæl og lade sin stemme lyde som en velsmurt metronom. Derimod sidder den ikke i træer, og da slet ikke på tynde grene - men det er der åbenbart nogle bekkasiner, der ikke har forstået!

Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago) i toppen af et grantræ i Midtjylland. Foto: Jane Gilby.

Ligeledes holder måger til ved kyster eller søer, og søger føde på åbne græs- og markarealer. De sidder ofte på solide pæle, hustage og bolværker, men normalt ikke i træer. Jeg har dog flere gange set hættemåger i døde træer i rørsump, idet de endog et sådant sted havde anbragt flere reder i de døde træer.

Hættemåger ( Chroicocephalus ridibundus) i døde træer syd for Viborg, t.h. en rede i et af de døde træer. Foto: Jane Gilby. 

Således giver naturen altid herlige oplevelser, og dyrene kan i forbavsende grad tilpasse sig de betingelser, der er.

Publiceret d. 29. febr. 2016

Jørgen Terp Laursen

I følge Jens Vendelbo, Lystrup, blev der i sept. 2015 observeret en voksen odder med to unger nær ved Gudenåens udløb i vestenden af Mossø ved Klosterkær. Odderen kan yngle på mange årstider, oftest i maj måned, men iagttages kun sjældent med unger. Det meldte observationssted er et typisk opholdssted for en odder med unger. Hunnen leder således normalt ungerne til et fiskerigt sted, ofte ved å-udløb i større søer.

Trafikdræbt odder; E45, SØ f. Mossø, 21. nov. 2008. Foto: S. Tolsgaard.

Temadag d. 5. marts 2016 på Naturhistorisk Museum Aarhus
 

Anna Bodil Hald: Eksempler fra landbrugsdrift

Landbrugsdriften har måske mere end noget andet ændret det danske land-skab gennem tiderne. I indlægget gives eksempler på landbrugsdriftens brutale indflydelse på naturen - på godt og ondt. Jeg giver eksempler på, hvordan nogle levesteder er skabt på bekostning af andre, hvordan nogle arter fremmes på bekostning af andre, hvordan levesteder og arter forsvinder for at blive erstattet af monobestande af kulturarter, et landskab med nærings-overskud og indsnævret økologisk leverum for andre arter. Mit emnefelt er såvel arealer udenfor omdrift som arealer i omdrift.
 

Lars Brøndum: Byudvikling

I Danmark rejser byerne sig som mægtige klippelandskaber i et ellers fladt agerland. Byernes udformning skaber dermed nogle unikke livsvilkår, som danner rammerne for de dyr og planter, der vælger at gøre byerne til deres levested. Byerne er både varmere og tørrere end det omkringliggende landskab og med transporten af gods fra det store udland, så bliver byerne hurtigt til ambassader for arter, der normalt kun vil kunne findes under mere sydlige himmelstrøg.
 

Morten Elmeros: Motorveje - barrierer for de fleste

Infrastrukturanlæg som veje og jernbaner klipper landskabet op i små frimærker for alt fra invertebrater til store pattedyr. Efterhånden som vejnettet og jernbanerne udbygges, byudvikling langs anlæggene og trafik-mængden på anlæggene stiger, øges fragmenteringen af bestandene og deres levesteder yderligere. Trafikdrab af større arter på vejene er et åbenlyst resultat af faunaens mislykkede forsøg på at krydse barriererne. For sjældne arter kan den ekstra mortalitet pga. trafikdrabene have en væsentlig betydning for arternes bestandsstatus, specielt for k-strateger som flagermus, syvsovere og mårdyr. De langsomt virkende og mere skjulte effekter, fx genetisk isolation, forringelse og tab af levesteder pga. kemisk, lys- og lydforurening, kan dog have stor negativ betydning for alle arters bestandsstatus på længere sigt. Efterhånden som levevilkårene forringes i landskabet generelt, stiger betydningen af de negative effekter fra infrastrukturanlæggene og behovene for at modvirke dem. For små arter tilknyttet lysåbne habitater kan vejbanketter dog rumme et potentiale som et netværk af korridorer med ikke-opdyrkede arealer gennem de intensivt udnyttede agroindustrielle ørkenlandskaber.

"The Great Wind of 1362". Samtidig illustration fra “Chronicle of Anonymous of Canterbury”.

Frank Jensen: De Groote Mandrank - den værste naturkatastrofe i Danmarks historie

År 1362 indtraf den Frank Jensen: værste naturkatastrofe nogensinde kendt i Danmarks historie. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der forårsagede den. Måske var det en stormflod af helt enorme dimensioner eller en tsunami. I løbet af et døgn forsvandt omkring en tiendedel af landets areal. Dødstallene var voldsomme, 100.000 har været nævnt, ingen ved dog det nøjagtige tal. Hvad vi ved, er at Vadehavet, som vi kender det i dag, opstod ved den lejlighed. De nuværende øer Fanø, Mandø og Rømø var indtil da en del af fastlandet, og de opstod, da flodbølgen fjernede alt landet mellem og bag dem.
 

Peter Wind: Forsvaret som naturforvalter - feltarbejde mellem nedslag af lysraketter og bombekratere

Forsvarsministeriet er en af Danmarks største statslige jordbesiddere. Mange af ministeriets arealer er underlagt bindinger, idet mange af de forekommende naturtyper på arealerne er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 samt udpeget som NATURA 2000 områder. Bindingerne medfører, at der skal søges om tilladelse til at udføre større anlægsarbejder til understøttelse af de mili-tære aktiviteter eller pleje af vegetationen på arealerne. Aarhus Universitet har i flere tilfælde rådgivet forsvaret i forbindelse med planer om at udføre anlægsarbejder og naturpleje på arealer, der er NATURA 2000 områder. I indlægget gives eksempler på rådgivningsopgaver, der bl.a. består i udfærdigelse af konsekvensvurderinger indeholdende forslag til afværge-foranstaltninger, der skal udføres, hvis forsvarets projekter godkendes.
 

Jacob Heilmann Clausen: Vandalisme mod bøgetræer i Gribskov

De danske skove er de sidste 200 år blevet drevet med vedproduktion for øje. Træer med hulheder, råd og svampeangreb er målrettet blevet fjernet ved tyndinger, og vi er i dag blandt de bedste i verden til at producere tømmer i høj og ensartet kvalitet. Til gengæld har mange svampe, insekter og epifytter knyttet til gamle træer mistet deres levesteder i den dyrkede skov og er nu i risiko for at forsvinde fra Danmark. Derfor har Naturstyrelsen besluttet at bevare et antal livstræer til aldring og naturligt forfald. Spørgsmålet er, om de truede arter har tålmodighed til at vente på, at der naturligt opstår levesteder i de bevarede livstræer. I projektet vil vi teste forskellige metoder til hurtigere at skabe levesteder for arter knyttet til gamle træer og arbejde med skovens mere overordnede struktur til gavn for arter, der har det svært i de ensartede produktionsskove.
 

Emil Skovgaard Brandtoft: Livet vender tilbage i råstofgravene

Der findes råstofgrave mange steder i Danmark. Der bliver gravet mergel, sten, grus og sand. Det ser voldsomt ud og skaber tydelige ar i landskabet. Men hvad sker der, når de store, tunge maskiner forlader råstofgravene, og livet vender tilbage? De voldsomme ar i landskabet kan hurtigt udvikle sig til spændende levesteder for et mylder af arter. Den blottede mineraljord er næringsfattig og bliver hjemsted for nøjsomhedsplanter, de stejle sydvendte skrænter bliver varme og huser både bier, krybdyr og sjældne edderkopper.

Kåre Manniche Ebert: Vandløbene - fra natur til kultur

Der er vandløb overalt i Danmark. De mere end 60.000 km åer og bække snoede sig oprindeligt lystigt gennem landskabet, men i dag har kun ca. 2 pct. af VANDløbene bevaret deres naturlige slyngninger, og det har medført en forarmelse af biodiversiteten i og omkring vandløbene. Mange opstemninger og spærringer ligger desuden som blodpropper i åerne og spærrer for fiskenes frie vandring og skaber lange, kedelige åstrækninger. De seneste 30 år er der sket forbedringer - mange af dem skyldes frivillige sportsfiskeres indsats - og vi har fået mange erfaringer med, hvad der virker og ikke virker. Mulighederne for at genskabe gode vandløb er således til stede. Men nye politiske vinde blæser over landet, og det kan i værste fald betyde, at mere end tre årtiers arbejde for bedre vandløb ryger ud med badevandet.
 

Camilla Fløjgaard: Fremtidens naturområder: Fæstninger i produktionslandet

For at fremtidssikre biodiversiteten kræves der store sammenhængende naturområder med naturlig hydrologi, brand, stormfald, erosion og store vilde dyr. Vi kan lige så godt glemme alt om at prøve at kombinere dette med sommerhusområder, golfbaner og skovdrift - ja, også selv om nogen kalder det ”naturnær skovdrift”. Al den vilde natur er i direkte konflikt med landbrugets ønske om at kontrollere naturen: dræne, gøde, vande og undgå ”markvildtskader”. Der er behov for en fysisk separation af natur fra produktionslandet. Naturen skal bestå i store hegnede vilde naturfæstninger, hvor vi som mennesker kan komme på tålt ophold og opleve den forunderlige mangfoldighed og vilde dynamik.

Publiceret d. 11. jan. 2016

Søren Tolsgaard

En hvid stork (Ciconia ciconia), der i øjeblikket holder til ved Viby, kommer fra Polen, hvor Fundacji Albatros i 2014 havde den i pleje efter en skade. Storken har siden efteråret fløjet vidt omkring i både Danmark, Sverige og Norge. Den er ringmærket med indskriften Gdansk, hvilket har fået flere til at antage, at der var tale om en stork opdrættet i Danmark.

Polsk vinterstork i dansk snefog; Viby, 10. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.

   
I følge Storkene.dk er det første gang, en polsk stork overvintrer i Danmark. Idet den allerede er vant til at omgås mennesker og derfor ikke særlig sky, har Storkene.dk besluttet at hjælpe den igennem vinteren vha. fodring. En stork kan nemlig udmærket klare normale, danske vintertemperaturer, men har svært ved at finde tilstrækkelig føde om vinteren.

Der er dog delte meninger om, hvorvidt man bør fodre en overvintrende stork, for via fodring svækker man trækinstinktet, og storken bliver mere eller mindre afhængig af fodringen. Der forekommer dog stadig flere tilfælde, hvor fodrede storke overvintrer i Nordeuropa.

En stork, der overvintrer her i Norden, kaldes en vinterstork, og den adskiller sig i så henseende afgørende fra de trækkende storke. Noget lignende gør sig dog også gældende hos mange andre fugle, som fodres eller lever i nær kontakt med mennesket: Fiskehejren rykker helt ind i de store byer, hvor den fodres, mister sin skyhed og overvintrer i stadig større antal. Skarven overvintrer stadig oftere og til ikke udelt begejstring, idet den særlig om vinteren lukrerer på udsat fiskeyngel, dambrug og ruser.

Vinterskarv og fiskehejre; Dødeå, 9. jan. 2016. Foto: S. Tolsgaard.

   
Vildtplejeorganisationer, som Fundacji Albatros, der hjælper tilskadekomne fugle, medvirker naturligvis også til, at flere fugle vænner sig til nærmere kontakt med mennesker. Og menneskets stigende dominans bidrager generelt til, at stadig flere vilde dyr og fugle simpelthen er nødt til at lære at begå sig på kulturlandskabets vilkår.

Referencer

Fundacji Albatros, 2015: Film o Fundacji Albatros - www.youtube.com

Helligsø; A., 7/1 2016: Video: Stork spankulerer rundt og spiser sandwich nær Aarhus - www.tv2oj.dk

Madsen, H. H., 7/1 2016: Stork for vild: Nu guffer den rejer i Viby - stiften.dk

Storkene.dk, 10/1 2016: Sjældenhed: Polsk stork overvintrer i Viby J. - www.storkene.dk