Gejrfuglen

Publiceret d. 27. febr. 2018

Jørgen Terp Laursen

Jubilæet blev fejret ved et arrangement på Navigator, Aarhus d. 8. febr. Deltagerne var ældre, nuværende og tidligere medlemmer af ØBF, hvoraf de fleste også var med til at fejre ØBFs 25 års jubilæum i 1993.

De fremmødte, som selv bekostede arrangementet, var: Lars Abrahamsen, Jens Tang Christensen, Mogens Damm, Helge Dethlefsen, Jørn Eskildsen, Pia Eskildsen, Georg Guldvang, Karsten Haug, Finn Lund Henriksen, Flemming Hørsted, Inge Hørsted, Jens Gregersen , Sus Gregersen, Georg Guldvang, Jens Kirkeby, Jørgen Terp Laursen, Kirsten Højlund Laursen, Torben Hviid Nielsen, Knud Pedersen, Hans Pinstrup, Leif Schack-Nielsen, Ditte Seeberg, Erling Sørensen.

Deltagerne ved jubilæums-arrangementet på Navigator, Aarhus d. 8. febr. 2018. Foto: Flemming Hørsted.

Jeg vil gerne på ØBFs vegne sige deltagerne tak for en dejlig aften. Stemningen, de underfundige og morsomme taler og en flot middag kunne ikke være bedre. Mest af alt - det er imponerende - at vi er så mange, der har kendt hinanden i så mange år. Men også - som Knud Pedersen sagde - hvor er der mange, som på den ene eller anden måde også er tilknyttet Skagen..

Nostalgien fik lov at blomstre, gamle minder og oplevelser så dagens lys. Vores gamle ven, Torben Hviid Nielsen havde ikke glemt os - og vi havde ikke glemt ham. Torben fortalte om tiden før foreningen blev til, spændende historiske betragtninger, som jeg sammen med Torben vil lægge ud på ØBFs hjemmeside krydret med gamle fotos.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til Jens Gregersen og Georg Guldvang, der arrangerede festen, og til Flemming Hørsted for fotos.

Den berømte adfærdsforsker Konrad Lorenz foretog i 1930erne studier af prægning hos dyr. Vi er så sandelig også præget af vores fortid ved fælles naturoplevelser, som har medført livslange venskaber.

Håber vi også mødes en anden gang til hyggeligt samvær!

Publiceret d. 15. febr. 2018

Søren Tolsgaard

Idet solen skinnede fra en klar himmel d. 14. febr., overvejede vi i den lokale hymenopter-klub, om der mon kunne være bier eller hvepse fremme allerede? Udover muligvis enkelte domesticerede honningbier (Apis mellifera) blev vi enige om, at der næppe ville være noget at komme efter.

Jeg begav mig dog ud på en længe tiltrængt spadseretur i Frijsendalen, og langs et sydvendt skovbryn bemærkede jeg, at røde skovmyrer (Formica rufa) flere steder lå fremme på deres tuer for at solbade, om end foreløbig kun i ringe antal. Men aktive var de dog!

Myretue i skovbryn; indsat: Coccinella magnifica og Formica rufa; Frijsendal, 14. febr. 2018. Foto: S. Tolsgaard

Oven på en af tuerne observerede jeg en mariehøne, som ved første øjekast kunne ligne en almindelig syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata). Vi har dog også en nært beslægtet art, som er langt sjældnere, og da jeg tidligere har fundet den i området, blev det naturligvis hurtigt konstateret, at det faktisk var et eksemplar af storplettet mariehøne (C. magnifica), eller som den også kaldes på dansk: myremariehønen.

Begge disse danske navne er relevante, for arten skelnes umiddelbart fra den almindelige art ved større pletter, der også kan variere i antal, og så lever den altid i nærheden af den røde skovmyre, idet den lukrerer på de bladlus, myrerne dyrker. Myrerne har vistnok ingen fordel af makkerskabet, men tåler formentlig mariehønen og dens larve pga. disses kemiske forsvar.

Myremariehønen er meget lokal, men kan dog være ganske talrig i områder, hvor den røde skovmyre er udbredt, således især i ældre bevoksninger af nåletræer, som desuden skal være solbeskinnede, idet den kræver et varmt mikroklima.

Referencer

Fugle og Natur, [2017]: Myremariehøne Coccinella magnifica - fugleognatur.dk

UK Beetle Recording, [2018]: Coccinella magnifica Redtenbacker, 1843 - coleoptera.org.uk

Publiceret d. 11. dec. 2017

Hermed offentliggøres vinderbillederne i ØBFs fotokonkurrence 2017. Der er i år usædvanligvis hele fire vinderbilleder, idet to billeder i kategorien "med øjne" endte på en delt 1. plads.

Billeder med øjne: Blåhalet biæder (Merops phillippinus) med bytte; Sri Lanka, februar 2017. Foto: Christian A. Jensen.

Billeder med øjne: Kurtiserende suler (Morus bassanus); Helgoland (Tyskland), Nordsøen, juni 2017. Foto: Søren Højager.

Billeder uden øjne: Nordlys (Aurora borealis) over Peskatun; Alta, Finnmark, Norge, marts 2017. Foto: Margaret Skovsen.

Sjove billeder: Selfie med sølvmåge (Larus argentatus); Den Norske Opera, Oslo, juli 2017. Foto: Jens Maarbjerg.       

Jan Kjærgaard og Ole Frank Jørgensen, 2017: Pattedyr i Norden. - Gyldendal, 348 sider.

Jørgen Terp Laursen

  
Der er gennem årene skrevet mange håndbøger om fugle, men langt færre om pattedyr. Det var derfor spændende at modtage denne bog, der må betragtes som en efterfølger af Nordens Pattedyr og delvis af Dansk Pattedyratlas.

Indhold

Bogen omfatter følgende hovedafsnit: Bestemmelsesnøgler (83 sider); herefter artsbeskrivelser, som er inddelt i: insektædere, flagermus, støttetandede, gnavere, rovdyr, hvalros og sæler, klovdyr og hvaler. For hver art beskrives: forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested og udbredelse, føde, levevis samt i et særligt afsnit: ”sådan opleves den”. Sidst i bogen litteraturliste og artsregister, hvor så vidt muligt alle navne på pattedyr i de nordiske lande er nævnt. Fotos er vist for alle pattedyrarter hjemmehørende i Norden. Derimod er der desværre ingen udbredelseskort.

Bestemmelsesnøgler

Bestemmelsesnøglerne fylder en stor del af bogen. I forordet skriver forfatterne: ”Vores vigtigste mål med denne bog har været at give brugeren let adgang til navnet på et fundet dyr”. Det har således været forfatterne magtpåliggende at lave bestemmelsesnøgler, så alle arter kan nøgles. Er målet så nået? Absolut, - men dog ikke helt.

Afsnittet om bestemmelse af spidsmus kan laves bedre og mere enkelt end vist i bogen. Sikker flagermus-bestemmelse på baggrund af størrelse og flugtkarakter iagttaget vha. håndlygte, som nævnt i bogen, er kun mulig for enkelte arter. En sikker bestemmelse foretages primært via stemmeoptagelser (vha. flagermusdetektor) og ved at undersøge eksemplarer på tæt hold (fx i hånden). Tegningerne til bestemmelse af flagermus er ofte ikke detaljerede nok - det gælder fx angivelse af sporebrusk og ørelap. For vandflagermus burde de relativt store fødder nævnes som et vigtigt kendetegn for arten. Det overrasker, at man har fundet en fysisk forskel på pipistrelflagermus og dværgflagermus, - det er i hvert fald helt nyt for mig.

Adskillelse af halsbåndmus og skovmus alene på grundlag af tænderne, som vist i bogen, er mig bekendt ikke mulig, mens kraniemål ud fra størrelsen i nogle tilfælde er brugbar til bestemmelse af halsbåndmus. Når det så er sagt, er de øvrige bestemmelsesnøgler gode eller endda fremragende - og præsenteret pædagogisk rigtigt, så selv mindre øvede kan få glæde af bogen.
  

Fotos

Det har været et gigantisk arbejde at fremskaffe fotos af alle Nordens pattedyr, fordi flere arter er sjældne eller vanskeligt tilgængelige, bl.a. er de fleste pattedyrarter overvejende nataktive. Fotokvaliteten er gennemgående meget god, om end det i flere tilfælde havde være ønskeligt med større format - små billeder bliver ofte for mørke. Dejligt med de informative billedtekster. Billedet af vandspidsmus (s. 98) er meget atypisk og ligner mere en taigaspidsmus. Og billedet af frynseflagermus (s. 127) er helt givet en vandflagermus, hvilket også stemmer overens med den øvrige billedtekst til fotografiet. Fotografens navn er i øvrigt stavet forkert.
   

En vurdering

Det kan meget let gå galt, når man giver sig i kast med at skrive en fagbog i et omfang som nærværende. Men bogen er særdeles velskrevet og proppet med meget ny viden, om end der også er forhold, som burde være siet fra eller tilføjet ved korrekturlæsningen.

Afsnittet ”sådan opleves den” er en helt ny idé sammenlignet med andre naturfagbøger og giver god mening. Her nyder læseren godt af forfatternes mangeårige viden om dyrelivet i felten. Og så er det befriende med humoristiske indslag i en fagbog, der ellers kan være lidt tør læsning. Fx (s. 107) "kan man tage en tur med den transsibiriske jernbane med stop undervejs. Finder man ikke Taigaspidsmus, får man garanteret set andre dyr”.

Mht. til artsnavne er brun langøret flagermus velvalgt, men det er almindelig markmus til gengæld ikke. Den bør kaldes nordmarkmus som pendant til sydmarkmus. Anvendelse af ”almindelig” i et artsnavn er generelt uheldigt - men det er en sidebemærkning.

Det havde været ønskeligt, om bogen var lidt mere opdateret mht. pattedyrenes relationer til klimaændringer, pesticider, udbredelse, statusændringer o. a., som kunne have været nævnt med få ord. Her tænker jeg bl.a. på flagermus generelt, pindsvin (pesticider), pindsvin og husmus (markant tilbagegang), mosegris (top-år), rød ræv vs. polarræv (konkurrence). Halsbåndmus er i dag udbredt i det meste af Thy, brun rotte er nu på Fanø, hasselmusens kerneområde i Danmark er Sydfyn og brandmusens er Lolland-Falster. Vandspidsmusen er næppe almindelig i Danmark. Ugler spiser stort set ikke muldvarp (s. 110).
   

Godt gået - trods alt

Beskrivelserne af de mange arter, de talrige feltkendetegn og ynglebiologiske forhold, der ofte er mangelfuldt undersøgt, kan nok give panderynker i et bogprojekt. Bogens forfattere har imidlertid løst opgaven flot. Tilmed har vi fået faglig viden, der sjældent er beskrevet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke mindst på rejser i de nordiske lande, hvor man ofte har savnet faglitteratur lige ved hånden. Det har været et gigantisk skriveprojekt, ikke mindst afsnittene om feltbestemmelse, om end der er svipsere. Det har naturligvis været vanskeligt at ”få alt med” i håndbogsformat. Det er ligeledes en næsten umulig opgave at have aktuel viden om alle pattedyrarter.

I en eventuel senere udgave af Pattedyr i Norden er flere faglige justeringer påkrævet. Færre billeder og mere tekst må anbefales. Mange læsere vil sikkert savne udbredelseskort, og her kunne forfatterne have henvist til The Atlas of European Mammals.

Publiceret d. 31. aug. 2017

Jan Kjærgaard & Jørgen Terp Laursen

Lækatten er det eneste pattedyr i Danmark, der skifter mellem hvid vinterpels og brun sommerpels. Undertegnede indsamler observationer af farveskiftet hos lækat her i landet. Formålet med undersøgelsen er at kortlægge, om lækatten har ændret adfærd mht. fældning ifm. klimaændringerne. Optræder den lige så lang tid i dag som førhen i vinterdragt? Hvornår får og skifter lækatten til vinterpels? Disse og flere spørgsmål vil vi forsøge at give svar på med hjælp fra læseren.

Lækat i vinterdragt; Brabrand Sø, 28. jan. 2017. Dens bytte er en gærdesmutte, som fotografen ringmærkede på samme lokalitet i 2015! Foto: Morten Jenrich Hansen.

Indsend observationer af lækat - ældre som nyere - ALT har interesse. Husk at angive om dyret er set i vinterdragt (hvid), overgangsdragt (broget) eller i sommerdragt (brun). Lækatten er større end det lille mårdyr, bruden, som den ligner, men har - i modsætning til bruden - altid sort halespids. Lækatten træffes i mange landskabstyper, men foretrækker lidt fugtige engområder, vejrabatter og læhegn, hvor der er en god musebestand. Den kan også ses i større byparker.

Oplysninger kan sendes til enten Jan Kjærgaard (29613149; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ) eller Jørgen Terp Laursen (61516464; This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it ).

Fotos af lækat modtages også gerne.

 
Referencer

Laursen, J. T., & J. Kjærgaard, 2015: Projekt lækat (Mustela erminea) - gejr-fuglen.dk

Publiceret d. 24. febr. 2017

Philippe Provençal

   
Høgeuglen (Surnia ulula) er normalt en standfugl i de nordlige nåleskov- og birkeskov-zoner, hvor dens udbredelse er cirkumpolar, dvs. omfatter store dele af Skandinavien, Finland, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada.

Høgeugle; Kongenlunden, Amager, 18. febr. 2017. Foto: Philippe Provençal.

I udseende minder høgeuglen om en høg: Den er ret langhalet, brystet er hvidt og bugen har smalle, mørke tværstriber i lighed med spurvehøg og duehøg. Også flugten er høgelignende med aktiv flugt afbrudt af glid. Herudover er den dagaktiv, hvilket er ganske usædvanligt for ugler, om end også mosehornuglen kan finde på at fouragere i dagslys. I flugten rager høgeuglens store næb frem og giver hovedet en spids profil, men det samlede synsindtryk er dog klart ugleagtigt. Sløret er hvidt, omkranset af en tydelig sort stribe i hver side, og øjnene er klart gule.

Høgeuglen lever langt overvejende af mus og lemminger. Den foretrækker standjagt, hvor den sidder og spejder efter bytte fra et udkikspunkt, gerne i et udgået træ. I perioder, hvor bestanden af smågnavere svigter, ofte efter en god ynglesæson, hvor talrige ungfugle søger føde, hænder det, at høgeuglerne forlader deres hjemegn og leder efter føde længere sydpå, bl.a. i Danmark. Invasionsåret 1983/84 var således helt usædvanligt med 100-400 observerede høgeugler i Danmark.

I år er invasionen også ret god, selv om den slet ikke kan sammenlignes med det store invasionsår. I vintersæsonen 2016/17 er der indtil nu ifølge DOFs database observeret 7-10 høgeugler i Danmark, og vi skal helt tilbage til vinteren 1989/90 for at overgå dette, idet der dengang blev observeret 14 høgeugler.

I efteråret 2016 indløb to tidlige observationer fra Klosterheden i Jylland, idet én høgeugle blev observeret fouragerende d. 6. okt., mens et dødt eks. blev observeret samme sted d. 9. okt. De to observationer angår dog muligvis samme fugl. Vinterens øvrige observationer er overvejende fra Sjælland, hvilket er mere sædvanligt, da langt de fleste høgeugler i tidens løb er blevet observeret øst for Storebælt, men jævnligt ses den dog også i det nordlige Jylland.

Referencer

Cheferne i felten, 2016: Invasion fra nord - Udstødningsrøret 2016

DOFbasen, [2017]: Høgeugle (SU)

Génsbøl, B. & S. Langvad, 1991: Nordens Fugle - C. E. G. Gad, København

Publiceret d. 1. febr. 2017

Jørgen Terp Laursen

   
I en kanal ved østenden af Stubbe Sø iagttog Svend Petersen d. 27. jan. en odder svømmende med en skalle. Vandløb og kanaler i tilknytning til større vådområder huser ofte gode koncentrationer af fisk i vinterhalvåret, som bl.a. odderen nyder godt af. Samme sted blev der også set en isfugl.

Odder (Lutra lutra) med en skalle; Stubbe Sø, 27. jan. 2017. Foto: Svend Petersen.

Temadag d. 18. marts på Naturhistorisk Museum Aarhus

Nina Larsen Saarnak: Kampen for frie kyster

Alle vil gerne bygge, bo, drive forretning eller holde ferie ved kysterne. Det mærkede man allerede tilbage i 1930'rne, og siden da har natur- og plan-lovgivning udgjort en fast ramme om mulighederne for at bygge ved kysterne.

Gennem de sidste 5 år er presset steget, og særligt i landdistrikterne og blandt visse politikere har der været et stort ønske om at omsætte noget af kystens ”uudnyttede” økonomisk potentiale og liberalisere planlovens regler.

På den baggrund indgik den daværende regering, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en politisk aftale i juni 2016 om at lempe reglerne om strandbeskyttelse og planlov, for blandt andet derigennem at gøre det lettere at bygge langs kysterne. Siden da har forligsparterne diskuteret, hvordan aftalen konkret udmøntes i lovgivning. To lovforslag har været i høring, og forhandlingerne er i skrivende stund ikke afsluttet og lovforslagene endnu ikke fremsat i Folketingssalen.

De folkelige protester har undervejs været mange. DN lancerede en kystkampagne imod lempelser af strandbeskyttelsen og fik 130.000 underskrifter. Modstanden viste sig også tydeligt, da et bål-event mod lempelserne fik ca. 25.000 danskere til at tænde bål langs kysterne og bære fakler en råkold aften i slutningen af januar 2016.

I oplægget fortælles historien om de sidste 5 års kamp for de frie kyster set fra DN’s synsvinkel.

   
Ane Kirstine Brunbjerg: De danske klitter - hvilken rolle spiller naturlig dynamik?

Klitter udgør, i kraft af deres karakteristiske mosaik af forskellige successions-stadier, vigtige leve- og ynglesteder for en bred vifte af arter. Danmark siges at have nogle af de bedst bevarede klitsystemer i Europa. Ikke desto mindre er den naturlige dynamik i klitterne aftaget i løbet af de sidste 100 år med konsekvenser for bl.a. sjældne arter, som er knyttet til lysåben natur. Ud fra den viden, vi har fået ved at undersøge og efterprøve effekten af forstyrrelse i nordjyske klitområder, kan vi konkludere, at disse - og sikkert mange andre af landets klitområder - med fordel kan forvaltes, så den naturlige dynamik igen kommer i fokus. Som i mange andre habitattyper medvirker forstyrrelsen til at skabe økologisk variation og et øget antal levesteder for arter.

Den bedste effekt af forstyrrelse fås ved at efterligne naturlige forstyrrelser som græsning, erosion, brand, sandflugt og hydrologisk dynamik, og optimalt set bør man i forvaltningsøjemed kombinere de forskellige typer af forstyrrelse.

   
Ole Knudsen: Klitforvaltning hos Naturstyrelsen Blåvandshuk

Hos Naturstyrelsen Blåvandshuk har vi en række væsentlige trusler mod klitnaturen.

Det drejer sig bl.a. om manglende dynamik, behovet for klitdæmpning, tilgroning med træer og buske f.eks. rynket rose, samt tilgroning med græsser og mosset stjerne-bredribbe. I indlægget vil jeg med en række eksempler gøre rede for vor aktive indsats for at dæmme op for disse trusler. På klitarealer, der er under tilgroning med træer og buske, foretager vi rydning og flisning eller afbrænding af vedbiomassen og iværksætter græsning for at holde opvæksten nede. For rynket roses vedkommende forsøger vi os med nedgravning og fræsning med en biorotor. På klitarealer, der er under tilgroning med græsser, iværksætter vi græsning, afskrælning eller afbrænding. Mosset stjerne-bredribbe er vanskeligere at komme til livs, men græsning har vist sig effektiv ved at bryde flader med massiv forekomst. Disse tiltag er alle med til at skabe råderum for den frie dynamik, som er en væsentlig faktor for at opretholde klitnaturen. Dette medfører, at vi i dag kun foretager klitdæmpning på steder, hvor der ligger værdier lige bag ved klitten.

    
Kaija Jumppanen Andersen: Kystudvikling under et skiftende klima

Danmark har 7.300 km kyst, som varierer meget både i form og anvendelse. Vi har flade vide strande, lavvandede kystområder med unik natur, smukke fjorde og bugter. Kysten varierer mellem naturlige kyster, som er eftertragtede turistmål, og bebyggede kyster. Mange byer er blomstret op ved kysterne, og de får hver deres unikke præg af at ligge ved vandet. Dertil kommer industrien, som turisme, fiskeri, transport og andet kystnært erhverv.

Med klimaforandringerne vil kysterne komme under pres. Forholdene ved både de naturlige og bebyggede kyster vil ændre sig. Konsekvenserne af havstigninger og potentielt kraftigere storme kan være fatale, hvis ikke de håndteres korrekt.

Hør om udfordringerne med erosion og oversvømmelse langs kysterne, og hvad klimaændringerne betyder for dem. Og hør hvordan man kan arbejde med udfordringerne, og hvordan borgere og kommuner flere steder er i gang med at håndtere dem.

 Ulf Berthelsen: Konflikter i forbindelse med den rekreative brug

Den danske strand udøver en stærk tiltrækningskraft på mennesket, som især i sommerperioden ynder at benytte den til badning, turisme, hundeluftning og en lang række øvrige rekreative formål. Mennesket har i det sidste århundrede fået stadig mere fritid og er samtidigt blevet mere mobil. Den stigende turisme har stor økonomisk betydning for de danske strandkommuner. Sommeren igennem sørger man derfor for at rense strandene for opskyllet drivgods m.v., så de fremstår så attraktive som muligt for mennesket, og på den jyske vestkyst gennemføres en løbende kystsikring for at modvirke havets nedbrydning. Derved udsættes strandene for omfattende kørsel med store arbejdsmaskiner ofte midt i sommerperioden.

Den danske strand er også hjemsted for en række ynglefuglearter, som er afhængige af strandhabitater med tilstrækkelig fred og ro for at kunne opfostre deres unger. Flere af disse strandrugende fuglearter er i dag fåtallige eller sjældne og opført på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag 1 som særligt beskyttelseskrævende. Danmark er dermed juridisk forpligtet til at tage vare på disse sårbare ynglefuglearter.

Med dværgternen og den hvidbrystede præstekrave som eksempler redegøres for de konsekvenser, den stigende menneskelige udnyttelse af strandene har for Danmarks sjældne og fåtallige strandrugende fuglearter. Afslutningsvis gives nogle bud på forvaltningsmæssige tiltag, som kan iværksættes for at afbøde virkningerne af den menneskelige forstyrrelse og derved sikre, at der er plads til både mennesket og de sårbare ynglefugle på den danske strand.

   
Marianne Holmer: Sletter havet alle spor? Tilbagevenden af en kystlagune

I foråret 2014 blev Gyldensteen Strand igen oversvømmet af havet efter at have været opdyrket i 140 år. Forskerne har siden da fulgt udviklingen i flora og fauna i den nyetablerede kystlagune, og der har vist sig en række successer og fiaskoer for de indvandrende organismer, som vil blive præsenteret i foredraget.

Kystlagunen er blevet et attraktivt udflugtsmål for den danske befolkning, ikke mindst for ornitologer, og kystlagunen bidrager således ikke kun til et produktivt havområde, men også til et yndet udflugtsmål året rundt.

   
Henrik Schjødt Kristensen: Rynket rose – den største trussel mod dansk kystnær natur.

Rosen overgår langt Bjørnekloen som problemart. Dansk og europæisk kystnatur er under hårdt pres fra den rynkede rose. Rosen tager land - fra landskab, botanik, insektliv, fugle og mennesker.

I Naturstyrelsen Thy har vi fulgt udviklingen de sidste mange år og søgt at skabe et overblik over udbredelse og ikke mindst væksthastighed. Vi har god hjælp af mange studerende, der har bidraget med specialer. Foruroligende læsning! Vi har brugt mange ressourcer på at formidle problemet til befolkningen, myndigheder og politikere. Det er ikke let og kræver et langt sejt træk, men nødvendig for at komme videre.

Hvor er rosen, hvordan spredes den, hvad går det ud over, og hvad vil man mht. bekæmpelse? Alle naturplaner foreskriver, at planten skal bekæmpes, - men hvordan og hvad koster det? Alt i mens går tiden – og tiden er en altafgørende faktor i bekæmpelse af invasive arter. Vi er udfordret!

Philippe Provençal: De danske stenrev - naturområder eller stenbrud

De danske stenrev er vores vigtigste undersøiske habitat, men på grund af deres natur med de mange sten, som ligger store og små mellem hinanden, har det ikke været disse, men blødbunden, som først var genstand for de stolte danske traditioner indenfor havforskning. Stenrevenes betydning som naturområder for mange af vore fiskearter er imidlertid stor, og nogle arter vil kun være på stenrev. Jeg vil fortælle om stenrevenes natur og betydning, især de på lavt vand, som kan nås direkte med snorkel eller dykkerudstyr.

    
Jakob Tougaard: Krigen om sælerne

De fleste mennesker har en mening om sæler, og meningerne rækker over hele spektret fra dem, der vil beskytte sælerne mod enhver menneskelig påvirkning, til dem, der helst så sælerne skudt. For 100 år siden var den officielle holdning den sidste, og staten udbetalte skydepræmier med det formål at udrydde sæler fra danske farvande. Det lykkedes for gråsælernes vedkommende, og i 1970’erne var der alvorlig bekymring for, at også spættet sæl ville uddø i Danmark. Totalfredningen i 1976 og udlægning af sælreservater er en succeshistorie i dansk naturforvaltning, og vi har i dag en stor og sund bestand af spættet sæl, og gråsæl har genetableret sig som stabil yngleart og er i kraftig fremgang.

Det giver næring til den evige konflikt mellem jægeren og rovdyret, i dette tilfælde fiskerne og sælerne. Men hvad er op og ned i konflikten, og hvordan kan man afgøre, hvor mange sæler der er plads til i vores farvande? Og er en regulering af sælbestanden overhovedet mulig? For at svare på disse spørgsmål må man begynde med dyrenes biologi og økologi, bevæge sig over de vanskelige diskussioner om hvilken værdi sælerne har for økosystemerne og ikke mindst vores naturoplevelser, sammenholdt med hvilken slags fiskeri vi gerne vil have, og slutte med hvilke dyrebeskyttelseshensyn vi ønsker at tage i en eventuel regulering af bestandene.

Publiceret d. 9. dec. 2016

Hermed offentliggøres vinderbillederne i ØBFs fotokonkurrence 2016. Tillykke til vinderne og glædelig jul til alle, vi ses igen i ØBF i det nye år! 

Billeder med øjne: To rider (Rissa tridactyla) i kamp; Lofoten, Norge, 2016. Foto: Ernst Hjøllund.

Billeder uden øjne: Isdannelse ved Klostermølle, Mossø, jan. 2016. Foto: Jens Maarbjerg.

Sjove billeder: Husskade (Pica pica); Polen 2016. Foto: Ernst Hjøllund.

Publiceret d. 29. juni 2016

Jane Gilby

At ordne og systematisere vores viden om naturen gør den overskuelig, men det er herligt at se, at naturen ikke altid lader sig indpasse i de kasser, vi gerne vil stoppe den ned i.

Vi har lært, at vadefugle (med få undtagelser) holder til på åbne enge og strande og færdes på jorden eller i lavt vand. Dobbeltbekkasinen holder til på åbne enge, hvor den har rede dybt i græsset, og ind imellem kan den sidde på en solid hegnspæl og lade sin stemme lyde som en velsmurt metronom. Derimod sidder den ikke i træer, og da slet ikke på tynde grene - men det er der åbenbart nogle bekkasiner, der ikke har forstået!

Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago) i toppen af et grantræ i Midtjylland. Foto: Jane Gilby.

Ligeledes holder måger til ved kyster eller søer, og søger føde på åbne græs- og markarealer. De sidder ofte på solide pæle, hustage og bolværker, men normalt ikke i træer. Jeg har dog flere gange set hættemåger i døde træer i rørsump, idet de endog et sådant sted havde anbragt flere reder i de døde træer.

Hættemåger ( Chroicocephalus ridibundus) i døde træer syd for Viborg, t.h. en rede i et af de døde træer. Foto: Jane Gilby. 

Således giver naturen altid herlige oplevelser, og dyrene kan i forbavsende grad tilpasse sig de betingelser, der er.